”Dette lader til at være afslutningen på historien, med undtagelse af spørgsmålet om Olrik, som må afklares på et senere tidspunkt…”
Sådan lod E. P. Jacobs Kaptajn Francis Blake runde albummet “Det Gule Mærke” af for 60 år siden. Det er selvfølgelig en fristende bemærkning, og Jean Dufaux, Antoine Aubin og Étienne Schréder følger nu op på den med det nye skud på stammen i den stadig mere vidtforgrenede liste af arvtagere til Jacobs. ”Efter Edgar P. Jacobs’ figurer’ står der på forsiden af “Septimusstrålen”, men denne gang går bagmændene altså lidt videre end til bare at bygge videre på figurerne. De tager hvad der betragtes som en hjørnesten i serien, og laver en toer til den. Det er modigt gjort, men måske også for modigt. For hvis man begår hybris, så venter nemesis som regel i den anden ende.
Måske er det uretfærdigt altid at sammenligne direkte med E. P. Jacobs, når der kommer nye titler i serien. Men denne gang er det helt uundgåeligt. Så først rettes blikket mod Jacobs’ “Det Gule Mærke”, en stramt fortalt thriller om mystiske tyverier og bortførelser i London og omegn. Stille og roligt løftes flig efter flig i den g(eni)ale doktor Septimus plan om dels at kunne optimere den menneskelige hjerne og krop til uanet styrke og usårlighed og dels at have kontrollen over en sådan person. Det hele er naturligvis lidt mere kompliceret end som så, så Jacobs benytter tre af sine berømte og berygtede teksttunge sider til at forklare det i detaljer. Ærkeskurken oberst Olrik lægger ryg til det hele som forsøgsperson og spiller på den måde en ufrivillig rolle i hele albummet, men tager dog til slut hævn ved at tilintetgøre Septimus og flygte.
Første side i albummet. Bemærk den beskrivende tekst ved de fire hoveder i bunden – de må da næsten være onde…
I “Septimusstrålen” pusler professor Mortimer videre med opfindelsen, hvilket måske er lidt af en kamel at skulle sluge. Men som han forklarer Blake, så ser han muligheder for at bruge den til helbredende formål. Alligevel virker det lidt konstrueret, og både Blake og den trofaste tjener Nasir er også mere end skeptiske. Der var næppe heller kommet en historie ud af det, hvis ikke det var dømt til at gå galt på forhånd, så her kan man i hvert fald tale om nemesis for Mortimer. Pludselig går Septimus rundt i Londons gader og kalder på sin guinea pig (Olrik), og Olrik selv kæmper for at komme både fysisk og psykisk ovenpå efter anstrengelserne fra tiden som forsøgsperson. Her kunne grunden til endnu en stramt fortalt thriller være lagt. Men så begynder det at blive kompliceret:
- Fire engelske overklasseløg smæder rænker for at videreføre Septimus arbejde.
- En kinesisk forbryderring har planer med Olrik.
- En hel militærdeling fra anden verdenskrig opfører sig besynderligt på den sindssygeanstalt, hvor de har været i behandling siden anden verdenskrig.
- Et rumskib dukker op i Londons undergrund.
Så skal der ellers flettes frem og tilbage mellem historierne, ligesom Blake og Mortimer traditionen tro må splittes i deres jagt for at bevare verdensfreden. Dét er mange løse ender, der skal forklares og mødes i løbet af 66 sider, og helt klart for mange. Historien er blevet alt for kompakt og letter aldrig som den er tænkt.
Serien “Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co.” har vist, at der er mere end én måde at videreføre en traditionel fransk/belgisk serie på. Men hvor denne serie giver et stort spillerum for fortolkningen af serien både visuelt og indholdsmæssigt, så kører Blake og Mortimer videre så tæt på originalen som muligt. Når man så vælger at lave en toer til “Det Gule Mærke”, så beder man også om at blive målt med den samme målestok som originalen. Det lykkes på ingen måde i “Septimusstrålen“, hverken i indhold eller udtryk.
Aubin og Schréder lægger sig i selen for at genskabe miljø og personer, men de har meget svært ved at få skabt liv i begge dele. Der er ingen tvivl om, at de har gjort sig den yderste umage for at leve op til forbilledets detaljerigdom, men det ligner bare aldrig rigtig godt. Jacobs var måske heller ikke en mester i at tegne liv- og udtryksfulde figurer, men den nidkærhed med hvilken han byggede hver eneste rude på hver eneste side op på, kommer de aldrig i nærheden af. Det går helt ned i detaljerne. En bogreol i “Det Gule Mærke“ emmer af liv og forskellighed, bøgerne varierer i højde, tykkelse og står undertiden lidt skævt placeret på reolen, om det så er på British Museum eller hjemme hos Septimus. I “Septimusstrålen” er bogreolerne en flok endimensionale rygge uden liv, hvilket farvelægningen heller ikke gør noget for at afhjælpe. Det er naturligvis en detalje, men samtidig viser det en generel tendens i albummet. Baggrundene er detaljerede, livfulde og ikke mindst varierede hos Jabobs, men ikke hos Aubin og Schréder. Det er lidt strengt at skrive, at tegningerne i “Septimusstrålen” ser sjuskede ud. Men sammenlignet med Jacobs, så ser de altså sjuskede ud! Jacobs fine ligne claire stil bliver i stedet til en noget stivbenet pastiche hos Aubin og Schréder. Dette gælder ikke mindst nye personer, mens Olrik, Septimus og naturligvis hovedpersonerne trods alt lever glimtvis op.
Selv om jeg mønstrer al min goodwill over for serien som helhed, inklusiv en del af de nyere historier, og i høj grad finder Cobolts udgivelse lækker i papirkvalitet og tryk, så kan det ikke bære igennem i denne omgang. Læg dertil i småtingsafdelingen et par gode håndfulde sjuskefejl i tekstningen, så der står ting som ’mil bil’ eller ‘læfter sløret’ og at Olrik tager en pistol for at udnytte at Mortimer er ’bevæbnet’, selv om han tydeligvis er det stik modsatte.
Dommen er, at når man leger med en af tegneserieguderne, så rammer nemesis ekstra hårdt, hvis man ikke har evnerne til det – og det har denne trio ikke.
Forsiden til gengæld – den er uhyre vellykket!
Flot komponeret forside, der ikke helt tilfældigt leder tankerne hen på René Magritte.
Karakter: 2/5
Titel: Septimusstrålen
Forfatter/tegner: Jean Dufaux, Antoine Aubin og Étienne Schréder.
Forlag: Forlaget Cobolt
Form: 72 sider, farver, hardcover.
Pris: 198 kr.
ISBN: 9788770855457
