Svenske Malin Biller griber sin barndoms dæmoner ved hornene i den rystende, men i sidste ende også optimistiske graphic novel, ”I Skovens Dybe Stille Ro”. Der er dømt lidelseshistorie og bardomstraumer, så det halve kunne være nok.
Engang var lille Malin lykkelig. Lykkelig i datid, vel og mærke, for lykken varer ikke ret meget længere end til bogens første side. Sammen med sin familie flytter hun væk fra den tidlige barndoms idyl og ind i en mørk skov, hvilket jo er en fin metafor for den labyrint af skrækkeligheder, hun herefter befinder sig i.
Som forfatter kan man velsagtens lede længe efter anvendelige metaforer, når man skal skrive noget selvbiografisk, men i det her tilfælde ligger det lige for. Der går ikke lang tid efter flytningen, før tingene begynder at gå den forkerte vej. Faren begynder at drikke, moren bliver mere og mere fraværende, og værst af alt begynder den stakkels Malin og få natlige besøg af sin fulde farmand. Senere må hun døje med alt fra religiøse tvangstanker til spiseforstyrrelser, og faktisk er mængden af lidelser så enorm, at jeg ville have tildelt bogen en lavere karakter, hvis det ikke havde været en sand historie. Jeg ville have ment, at der blev smurt for tykt på, men desværre har vi her at gøre med sandhed og virkelige begivenheder, hvilket kan være lidt svært at acceptere som læser.
Og det har det måske også været for Malin Biller. I hvert fald taler hun i både sin tekst og sine tegninger med barnets stemme. I teksten kaldes farens alkohol for ”voksensaftevand”, imens tegningerne er bevidst naivistiske og barnlige. Det er et trick, vi også så i Rikke Bakmans Glimt, selvom det var en noget anden barndomsoplevelse, der blev beskrevet dér. Biller blander tegningernes barnlighed med groteske udbrud af grimhed, hvilket smukt skaber bro imellem tekst og tegninger.
Man kunne måske argumentere for, at både Biller og læseren distanceres fra historiens sandhed og grusomhed ved at filtrere den igennem barndommens naivitet og tegninger, der langt fra er naturalistiske, men hvis det var det, der skulle til, for at hun turde, så er det helt okay. Faktisk er det nok det greb, der bogen så umiddelbart læselig, som den er. Når vi snakker om lidelser af Lars Von Trierske dimensioner, gør det ikke noget, at der bliver lagt en buffer ind imellem ondskaben og læseren. Biller leverer også en overraskende mængde humor og overskud i sin fortælling, så det er ikke udelukkende mørke, der præsenteres. Interessant er det også, at Biller tegner sig selv som en del mere kikset og grim, end hun er. Måske tegner hun sig, som hun føler sig?
Bogens skitseagtige, umiddelbare og bevidst grove look understøttes fint af håndtekstningen, der sætter prikken over det visuelle i. Den er ikke altid lige let at tyde, men den sitrer og reagerer på både tekstens indhold og det billederne viser. Bogens grove udseende er altså bedragerisk, da der i dén grad er tænkt over helhedsindtrykket.
Efter alle disse pæne ord kan man spørge sig selv: Hvorfor giver han den ikke en topkarakter, den irriterende anmelder? Mit svar er, at jeg ikke blev revet helt så meget rundt i følelsesmanegen, som jeg havde håbet på. Stærkest står det tidlige barndomsafsnit, imens Biller kæmper lidt med at afslutte sit værk. Hun har det i dag så godt, at hun har set sig i stand til at skabe en åben, ærlig og kontant selvbiografi om sine mange prøvelser, men jeg savner lidt at forbindelsen imellem lille Malin og voksne Malin bliver ridset blot en anelse mere op. Men jeg kan også godt forstå, hvis hun bare gerne ville videre i programmet, når hun nu havde kastet samtlige af barndommens djævle og dæmoner op på sit tegnepapir.
Det er en bog, der fortjener at blive læst, også selvom emnet måske afskrækker lidt. Der er ikke tale om en biografi om en kendt skuespiller, en reality-stjerne eller en politiker, men i stedet en sand historie om en almindelig pige, der skulle så grueligt meget igennem. Og en verden, der ignorerede hende og hendes problemer. Malin Biller tvinger os til at kigge og forstå. Og det er en god ting.
Karakter: 4 af 5
Titel: I skovens dybe stille ro
Forfatter/tegner: Malin Biller
Forlag: Fahrenheit
Udstyr: Hardcover i sort-hvid, 200 sider
Pris: 299 kr
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 978-87-92320-35-3
Udgivelsesland: Danmark