Hva’ ka’ man få for en 10’er? Muligvis ikke meget mere end det pis og papir, Shu-Bi-Dua sang om tilbage i 70’erne. Men hvis man skifter 10’eren ud med en 20’er eller en 50’er, så slipper man for det første og får til gengæld masser af tegninger på papiret. I hvert fald hvis man vælger at købe sine tegneserier hos Ondskabens Flydende Vatikan. Det er jo et yderst tiltalende prisleje, så hvad får man mere præcist for en 20’er?
For 20 kroner blandet: “Stjernespækket Sci-Fi magazin! WARP”
I det ydre får man A5-format og kraftigt, lidt groft, men nogenlunde almindeligt A4-papir bukket på midten og sat sammen med to hæfteklammer. Om de lovede stjerner på forsiden dækker persongalleriet, forfatter/tegnere eller stjernerne på himlen skal være usagt, men Peder Riis forsidetegning lover i hvert fald ikke mere, end indholdet kan leve op til: danske amatører giver den fuld gas i sci-fi-genren. Hele vejen igennem med vægt på humor i 6-7 siders historier, der alle har en punchline til sidst, som skal forløse handlingen i et smil. Casper Sand Christiansen og Asger Grevil holder sig til den nogenlunde minimalistiske tegnestil. Peder Riis har en hang til væsentligt flere detaljer og streger i både for- og baggrunde, mens Rikke Lindskov Toft denne gang med flittig brug af computer fremstår langt mere professionel i sit udtryk, men også noget livløs i figurtegningen. Alt i alt en fin og indholdsmæssigt meget homogen samling til prisen, kan naturligvis primært anbefales, hvis man har hang til sci-fi.
Og så til 50’eren: Tuschmørke 2
En anelse større format, væsentligt flere sider og lidt glattere papir, så er det ydre i “Tuschmørke 2“ dækket. Der lægges hårdt ud med Patrick Leis, der igen-igen viser klassen med en noir-gyser om teddybamsen Basses hårde aften. Hvis ellers Leis selv har mod på det, så bør han snart være moden til en udgivelse på et større dansk forlag (undskyld til folkene bag Ondskabens Flydende Vatikan) for han er herligt detaljeret og varieret i sit grafiske udtryk. Billederne oser af overskud, og detaljer, og Leis viser stor flair i beskæring, vinkler og skift mellem det tuttenuttede og det voldsomme i historien. Det er noget af en mundfuld at komme efter ham i en antologi, hvilket da også gør det vanskeligt at mene andet, end at “Tuschmørke 2“ topper i løbet af de første 18 sider. Men Asger Grevil viser en mere poetisk side end i WARP, noget der godt kunne trække i retning af nyere nordiske biografiske tegneserier som Rikke Bakmans “Glimt“ eller Malin Billers “I skovens dybe stille ro“ både i indhold og det forenklede, lidt naive udtryk. Måske Grevil har mere i ærmet i den retning? Peder Riis lader bogstaverne hvile helt, og Henning Larsen gør det delvist i de to mere traditionelle bidrag, inden Rodrigo Mendoza alias Romen runder af med at trække det helt ned på amatørplanet med sit tegneseriedigt til sangen “Pedro Navaja“. Samlet set god underholdning, der spænder fra det stort set professionelle til det modsatte.
Efter eget udsagn er Ondskabens Flydende Vatikan Danmarks mest produktive tegneserieforlag, hvilket nok er til kraftig diskussion. Men hvis de nu tilføjede ’med danskproducerede tegneserier’, så er den vel ved at være hjemme. ”Så får I ikke mere for den 25-øre” ville der i sin tid have stået efter “Så er der tegnefilm”, men nu om dage er man nødt til at ryste op med lidt mere for en halv times underholdning.
Karakter: 2/5
Titel: WARP
Forfatter/tegner: Casper Sand Christiansen, Rikke Lindskov Loft, Asger Grevil og Peder Riis.
Forlag: Ondskabens Flydende Vatikan
Form: 23 sider, softcover s/h
Pris: 20 kr.
ISBN: 978879251151
Karakter: 2/5
Titel: Tuschmørke 2
Forfatter/tegner: Patrick Leis, Asger Grevil, Peder Riis, Henning Larsen og Romen (Rodrigo Mendoza)
Forlag: Ondskabens Flydende Vatikan
Form: 74 sider, softcover s/h
Pris: 50 kr.
ISBN: 978879251144