Satirestriben “Eks Libris” skoser den litterære verdens selvhøjtidelighed. Første bogsamling er lige kommet, og Nummer 9 har taget en snak med det rutinerede makkerpar bag.
Siden efteråret 2009 har stribeserien Eks Libris været et fast tilbagevendende indslag i Weekend Avisens bogtillæg. Her har Nofret-skaber Sussi Bech sammen med først forfatter Mette Finderup og siden ægtemanden Frank Madsen – bedst kendt for Kurt Dunder – leet med og af opblæste forfattere, hårdt prøvede redaktører, selvhøjtidelige anmeldere og andre skikkelser fra den litterære verdens store persongalleri.
I oktober kom første bogsamling, “Problemer med Carsten Jensen-robotten i zone 7!”, der fokuserer på tiden med Frank Madsen som forfatter. Nummer 9 hev fat i det rutinerede ægtepar bag striben og spurgte til historien, arbejdet og filosofien bag …
Kan I kort fortælle historien om, hvordan Eks Libris kom til verden?
Sussi Bech: – Sommeren 2009 blev jeg ringet op af Anna Libak fra Weekendavisen, som spurgte, om jeg ville lave en stribe til deres bogtillæg. Emnet var bogverdenen, og så var der ellers frit slag. Jeg var med det samme klar over, at jeg ikke ønskede at stå alene med dén opgave, især fordi jeg aldrig har lavet en fast ugestribe med pointer. Det er en stor udfordring. Derfor kontaktede jeg Mette Finderup, hun skrev ungdomsserien Emmy, som jeg illustrerede.
– Vi mødtes en gang om måneden hjemme hos hende og sparrede på hinandens ideer. Vi nåede at skabe et bogunivers med en pæn buket af figurtyper, som vi syntes var sjove at arbejde med: Det blev til forlaget Buch Binders, hvor det er salgsafdelingen, der bestemmer, mens de to redaktører, optimisten Lise og pessimisten Annika, tager det sure slæb med forfatterne. Her fandt vi på den frustrerede, midaldrende romanforfatter Finn Sysholm og den naive, unge digter Sune Lynder. Endelig indførte vi også to storbarmede bibliotekarer med knold i nakken samt to nørdede boghandlere, der er hinandens “love interest” på den kiksede måde. Efter et år måtte Mette dog trække sig ud af serien, fordi hun havde for lidt tid til sine bøger, som i øvrigt er ved at udvikle sig til en stor succes i udlandet.
– I stedet for trådte Frank ind som kompagnon. Vi beholdt figurerne og mange nye kom til. Nu er der en skarpere arbejdsdeling, så Frank står for alt skrivearbejdet og jeg for tegnearbejdet. Vi har begge 30 års erfaring med deadlines og stor rutine med at arbejde sammen.
Frank Madsen: – Da jeg tog over, ønskede jeg at gøre satiren skarpere, tonen mere respektløs og humoren mere crazy. Jeg videreførte de figurer, der passede godt til mine ideer, og introducerede nye efterhånden, som der blev brug for dem. Der kom også flere rigtige forfattere og politikere ind i serien. I en af de allerførste striber lod jeg Zenia Nyker (alias Suzanne Brøgger) afsløre sig som skizofren, trehovedet pulverheks og forvandle Bogforums publikum til frøer, der hoppede tilfredse hjem med en god kulturoplevelse. Den betragter jeg som mit manifest.
I er begge bedst kendt for tegneserier, hvor børn og unge er en meget væsentlig målgruppe. Hvordan var det at skulle arbejde med noget så “voksent” som litterær satire?
Frank Madsen: – Jeg har faktisk prøvet det før, nemlig da jeg sammen med Niels Roland skrev satiren til lørdagsudgaven af Jyllands-Posten. Man vænner sig hurtigt til at se enhver begivenhed gennem satiriske briller, og som tegner har man den ekstra fordel, at man kan vurdere, om der også er gode billeder i en idé. Mht. “voksenheden”, så er dansk satire jo generelt uhyre barnlig. Rigtig meget er sædeskildringer med skåneærmer og skinger stemmeføring, pruttehumor og parodier på folk fra matchgruppe 3. Satire med kant og bid mod de politiske og kulturelle magthavere er der længere imellem. Jeg savner virkelig tegneserieskabere som Gerard Lauzier, der var en “voksen”, uhyre præcis og bidende ond skildrer af 1970’ernes dårskab.
I har også begge primært arbejdet med længere fortællinger. Hvordan er det at arbejde med korte, mere punchline-orienterede striber i Eks Libris?
Sussi Bech: – Når jeg tegner Eks Libris, bruger jeg i virkeligheden noget gammel bagage fra min ungdom. Dengang skrev og tegnede jeg mange korte historier, hvor der blev fyret en pointe af til sidst. Enkelte blev publiceret, f.eks. striben “Mormor” i Kystbane Komix, men de fleste havnede i skuffen. Derfor var stribeformatet ikke fremmed for mig, og da jeg begyndte på Eks Libris, var det på mange måder som at tage et par gamle sutsko på.
Frank Madsen: – Først og fremmest går det meget hurtigere at lave en stribe end et album. Til gengæld kan man ikke hvile mere end et par dage på laurbærrene, før man må op på hesten igen, og man er aldrig bedre end sidste uges stribe. Det ansporer én til at forsøge at holde et højt niveau. Og et højt tempo.
– Ideen til ugens stribe kan komme på få sekunder, mens man laver noget helt andet, og så er det bare at grifle stikord, ideer til replikker eller billedsekvenser ned, inden man glemmer dem. Den største forskel i forhold til at lave album er, at man kan være dagsaktuel og at man kun har 5-7 billeder til at etablere situationen, eskalere konflikten til det absurde og sparke støttebenet væk under hovedpersonen. Det forklarer, hvorfor der er så mange striber med Finn Sysholm, at han har fået sit helt eget afsnit i bogen. Han er virkelig en indebrændt type, der hurtigt kommer op i det røde felt, når han mod forventning ikke får årets Nobelpris i litteratur.
Eks Libris tager sig ofte ud som et satirisk blik ind i den litterære verden, gerne bag facaden. Hvor godt er I selv inde i den litterære verden? Hvor godt behøver man i det hele taget kender det, man satiriserer, synes I?
Frank Madsen: – Eks Libris handler heldigvis ikke om litteratur, men om mennesker. Serien tager udgangspunkt i, at forfattere og forlagsredaktører i bund og grund er som du og jeg: Måske mere flamboyante, men grundlæggende med de samme drømme, honette ambitioner, momentane storhedsvanvid, jalousi på jobbet og frustrationer over åndssvage kollegaer og dumme chefer, som læseren af Eks Libris kan nikke genkendende til fra sin egen hverdag. Læseren kan spejle sig i det eksotiske, men samtidig ånde lettet op over, at det foregår i en fremmed verden. På dén måde fungerer serien ligesom Poeten og Lillemor, Vakse Viggo eller en tv-serie som Klovn.
– Jeg har været bestyrelsesmedlem i én af grupperne i Dansk Forfatterforening og siddet til formandsmøder i Dansk Kunstnerråd, og begge dele har givet direkte inspiration til flere Eks Libris-striber. Og så har vi begge to 30 års erfaring med bogbranchen generelt. Litterære detaljer kan man google sig til, som f.eks. i sommers, da vi lod vore to boghandlere drage på valsen i Jylland bevæbnet med antikvariske bøger, som skulle finansiere deres sommerferie. Under en studehandel med en af de lokale skal boghandlerne referere handlingen i James Joyces “Ulysses” og det blev i striben til, at “den handler om et stykke håndsæbes vej fra forhandler til slutbruger”.
Hvordan “researcher” du en Eks Libris-stribe, Frank?
Frank Madsen: – Det har vi lavet et par Eks Libris-striber om, hvor vi selv optræder som det sympatiske tegnerægtepar fra Birkerød, Frank og Sussi. Sussi syntes, det var noget pjat, men der var en del læsere, der meldte positivt tilbage på den stribe, hvor hun gennem en hel dag plager sin mand om at finde på en ide til ugens stribe, hvorefter hun sidder hele natten og slider med tegningerne. I virkeligheden foregår det naturligvis helt anderledes: Sussi serverer f.eks. kun sjældent friskbagt blommetærte for at hjælpe inspirationens Pegasus på vingerne.
– De sidste 8 sider af Eks Libris-bogen indeholder et bonus-kapitel, hvor vi forklarer processen og viser en masse skitser og forarbejder, bl.a. til striben om den svenske forfatter Jan Gelés “Agent Badminton”. Den var inspireret af Jan Gilliou, der af uransagelige årsager anses som meget progressiv og venstreorienteret, selv om hans historier er smækfulde af den samme nationalisme, heltedyrkelse og voldsromantik, som hans læsere afskyr, når den kommer til udtryk på højrefløjen. Den slags logiske kortslutninger er der mange af på den bløde venstrefløj, hvor de færreste har læst Karl Marx og endnu færre har mødt en rigtig fattig, men hvor det er meget vigtigt at have de rigtige meninger for ikke at blive udstødt af flokken af folk, der tænker og ser ud som én selv.
Som du taler om det, får jeg en fornemmelse af, at Eks Libris også et tænkt som en slags korrektiv til den litterære verdens tendens til venstreorienterethed. Er det helt skævt?
Frank Madsen: – Meget af humoren i Eks Libris (og satire generelt) fokuserer jo på situationer, hvor der mangler sammenhæng mellem det, man siger, og det, man gør. Der er meget “kystbanesocialisme” i Danmark, hvor man gerne poserer med venstreorienterede meninger og officielt håber på revolution om 20 år, men samtidig slås med næb og klør for at øge sin personlige indkomst, så der er råd til rødvin og hus i Sydfrankrig. Så man kan sige, at Eks Libris fungerer som et korrektiv, der viser, hvor borgerlige mange “venstreorienterede” egentlig er. En satiriker som Lauzier havde altid et skarp blik for netop den modsætning.
Kan I fortælle, hvordan en Eks Libris-stribe bliver til fra idé til skitse til færdig stribe? Hvem gør hvad og hvordan?
Frank Madsen: – Sussi tager jo den absolut største tørn på Eks Libris med tegnearbejdet og farvelægningen, så om mandagen ser hun gerne, at der lander en ide på hendes bord. Jeg har et chartek, hvor jeg gemmer løse indfald og stikord, og oftest vælger jeg en halv idé derfra som udgangspunkt, som jeg forarbejder til en manuskriptskitse. Nogle gange skriver striben nærmest sig selv, andre gange skal der researches en del for at få dialogen på plads. F.eks. den stribe, hvor Carsten Jensen bliver spurgt, om han ikke kommer til at savne Pia Kjærsgaard, som han på en eller anden symbiotisk facon har levet af at være imod siden 2001. Hun er nærmest blevet hans raison d’être og jeg ville gerne gøre grin med, hvor definerende hun har været for venstrefløjens politiske tænkning de seneste mange år. Her måtte jeg google alt, hvad Carsten Jensen havde skrevet om Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, Anders Fogh og den borgerlige regering og derefter – som når brødrene Price laver sauce espaniol – koge ordflommen ind til 3-4 replikker, der rummede essensen af alt hans had til de 60% af danskerne, der gennem 10 år tillod sig at se anderledes på verden end ham selv.
Frank Madsen: – Sussi tager den rå manuskriptskitse og streger billederne meget hurtigt op på formatet, så der er plads til det hele. Hun skitser først groft med blyant, så strammer hun op med en speedmarker, hvorefter hun vender papiret om og skitser færdigt på bagsiden. Efter at have ført skitsen over på kartonet ved et lysbord, laver hun den endelige rentegning helt traditionelt med pen og tusch på Schoellershammer-karton. Når tegningen er færdig og renvisket, bliver den scannet ind og farvelagt. Så finder jeg på den endelige dialog, tegner taleboblerne udenom og sendes hele herligheden til Weekendavisen som PDF.
Eks Libris er tegnet i en mere realistisk stil, end Sussi før var kendt for, en stil, der kunne se ud til at have smittet af på den nyeste Nofret. Eller er det en fejlslutning?
Sussi Bech: – Sådan ser det muligvis ud udefra, men faktisk var det seneste Nofret-album næsten rentegnet, da jeg begyndte på Eks Libris. Selvfølgelig har arbejdet med Eks Libris udviklet mig som tegner, men generelt vælger jeg en tegnestil blandt flere efter alt opgaven. Jeg ser selv Nofret som udtryk for min mere “realistiske” tegnestil rettet mod voksne/unge/børn, mens Eks Libris er tegnet i min mere udgakkede stil, hvor jeg dels trækker på realismen fra Nofret, dels den dynamiske jumbobogsstil fra Kaj og Andrea.
Frank Madsen: – Der er meget få, der tegner så mange sjove og vidunderligt præcise hverdagsdetaljer i sine billeder, som Sussi gør. Det gælder både baggrundene men også figurerne. Sussi kan tegne alle typer danskere, så de er ramt på kornet helt ned til tøjvalg, smykker, boligstil, fødselsår, frisure og partitilhørsforhold. Samtidig har hun en utrolig formsans og en dynamisk, humoristisk streg. Det er som at arbejde sammen med Hal Foster, Carl Barks og Claus Deleuran på samme tid.
Hvordan har reaktionerne været på Eks Libris‘ satire i det litterære miljø?
Sussi Bech: – Alle figurerne er opdigtede på nær enkelte undtagelser, hvor vi lader nogle ægte personligheder optræde med navn i striben. I sidstnævnte tilfælde er det forfattere, der selv har været ude med riven, eller politikere, for hvem det er daglig kost at indgå i satire.
Frank Madsen: – De fleste reaktioner kommer fra taknemmelige læsere med lange universitetsuddannelser, der synes det er herligt, at forfatterne bliver hevet lidt i kindskægget.
Hvor går grænsen for satiren i Eks Libris?
Frank Madsen: – Vi styrer efter Fantomets hæderkronede princip: Vær god mod de gode og hård ved de hårde. Jyllands-Postens litteraturredaktør Jakob Levinsen skrev i sin anmeldelse, at den ægte medfølelse i “Eks Libris” er reserveret bogverdenens hårdt prøvede fodtusser i skikkelse af menige forlagsredaktører, nørdede boghandlere og sværmeriske bibliotekarer, mens svøben “ondt og præcist” falder på de selvfede udlandsforfattere, selvpineriske svovlprædikanter, kiksede digterspirer og sjaskede akademikere. Vi går benhårdt efter folk, der leger moralsk kompas på andres vegne, men selv tøver med at levere varen: Hvis vi lavede en decideret politisk satireserie, ville Helle Thorning Schmidts forhold til privatskoler, skattebetaling og valgløfter nok kunne fylde et helt album i sig selv. Nu går det ud over Rifbjerg, Jensen, Brøgger og Ib Michael.