The Green Hand and Other Stories
Nicole Claveloux’ tegneserier virker som bizarre, bevidsthedsudvidende ’hvad-nu-hvis’-scenarier. Tegneserier af den imaginære type, man forestiller sig på hylderne af Dylan Horrocks’ fyrtårnsbibliotek i Hicksville, fra hans tegneserie af samme navn.
Det er symbolistiske tegneserier, der fremmaner indre tilstande og sender genkendelige følelser på fantastisk himmelflugt i landskaber og farver på kanten af det surreelle. De er glimt af en road not taken, tegneserien kunne have fulgt, hvis verden havde været anderledes. Deres grønne spirer gror i muld, som jeg er utilpas ved direkte at kategorisere som ’feminine’, men som tegneserien stensikkert kunne have haft gavn af, hvis den havde tiltrukket flere kvinder på et tidligere tidspunkt i sin historie.
Åbningen af “The Green Hand”
Ganske typisk tilbragte Claveloux (f. 1940) ikke mere end omtrent et årti med at lave tegneserier, i halvfjerdserne og de tidlige firsere. Hun droppede siden formen for at søge lykken som maler, illustrator, samt som børnebogsforfatter. Hendes mest omfangsrige tegneserieværk var en besynderlig stribe for unge læsere, Grabote, som blev udgivet i det populære børneblad Okapi mellem 1972—82. Desværre er denne charmende, let filosofiske stribe, som bringer mindelser om Herrimans Krazy Kat via F’Murrrs tegneserier om får, nærmest glemt i dag (men kan i sin helhed læses her).
Claveloux er faktisk blevet udgivet på dansk, dengang i 80’erne hvor alt momentant og tilsyneladende kunne lade sig gøre på tegneseriemarkedet. Lærdommens hule fra 1988 var én af de mange underlige fisk, der dengang dukkede op blandt de populære europæiske mainstreamserier, fordi redaktørerne kunne slippe afsted med det. Carsten Søndergaard, der dengang var redaktør på Carlsen, oplyser at den blev udsendt i hele 4.000 eksemplarer. Ufatteligt i dag.
Nå, titelhistorien i den bog, oprindeligt ”La main verte” (’De grønne fingre’), er nu blevet udsendt i USA under titlen The Green Hand and Other Stories i et smukt udformet album. Det opsamler yderligere en række kortere serier, der ligesom den oprindeligt så dagens lys i det legendariske tegneseriemagasin Métal Hurlant, såvel som dets søsterblad, Ah! Nana (1976–78), der udelukkende bragte materiale skabt at kvinder. På de længere af historierne, inkl. ”La main verte”, samarbejdede Claveloux med forfatteren Edith Zha.
Bogen samler broderparten af de tos tegneserier, glimrende oversat af Donald Nicholson-Smith og håndtekstet med tæt blik på forlægget af Dustin Harbin. Man kan kun håbe, at den vil blive fulgt op af en nyudgivelse af Claveloux’ og Zhas albumlange Morte-saison (1979), samt jubeloptimistisk måske endda, at en dansk forlægger finder interesse for en nyudgivelse. Markedet er langt fra så generelt gunstigt som det var i firserne, men til gengæld er publikum i dag meget bedre vant til tegneserier, der udfordrer på det her niveau, end de var dengang.
Titelhistorien er hovedattraktionen. Den blev oprindeligt udgivet i fem kapitler i Métal Hurlant i 1977 og først opsamlet i albumform året efter. Det er et drømmeagtig, nærmest elegisk portræt af livets ulidelighed, sat i nær-psykedeliske pangfarver. Den krise, den i sin historie om en kvindes flugtforsøg fra tingenes tilstand beskriver, er ikke dramatisk, blot hverdagens knusende realitet. Parret historien drejer sig om lader sig til slut omslutte af et blæktungt ocean under en solnedgang i neon.
Det drejer sig om en kvinde, heltinden, og en fugl, som hun bor sammen med i en lille, snusket lejlighed. Sidstnævnte er tegnet som en art afpillet, lavstammet og åndedrætsbesværet maraboustork. Han er deprimeret og sagte destruktiv. Hans tilstand mangfoldiggøres omkring ham af hastigt klækkende æg med små kopier af ham selv mens hans kigger dødt ud af vinduet. Hun bringer en lykkelig, optimistisk potteplante med sig hjem og maler sine hænder grønne så hun kan passe den godt—på fransk er det hele den plantekyndiges hånd der er grøn, ikke blot fingrene—men fuglen tager hurtigt gassen af ballonen og taler den bevidst vissen med desillusion, mens han forgifter den med cigaretskod samt en fjer fra sit hoved.
Hun tager sin afsked. Fra en tidligere amerikansk udgave fra Heavy Metal.
Det bliver hende for meget og beslutter sig for at forlade ham. Vi ser hvorledes hun svæver nøgen gennem bygningens vægge, møder en nabo der krybser rystende sammen under slyngende vedbend. Hun skifter arbejde til et vokskabinet i et hotel omgivet af en vredesfuldt skov og hjemsøgt af mennesker, der søger en forbindelse i livet: med deres mad, deres seksualitet, det guddommelige. Billedliggørelser af deres håb og begær står opstillede udenfor deres hotelværelser. Hendes er et møl med sammenkrummet snabel—måske fordi hun deler dette insekts indre kompas, med triangulering fra hendes partners negative tyngdepunkt. I mellemtiden taler han med en fremmed som måske er Djævlen og søger forgæves fornyelse i en forlystelsespark.
Claveloux modellerer sine figurer med fuldsomme skraveringer; hendes farver er som nævnt stærk, næsten skærende gouache, ofte lagt over hinanden i uintegrerede lag; disse definerer ofte de konturløse former. Baggrundene er ofte lagt med airbrush. Disse håndskabte overgange giver hendes himmelhvælv og horisonter en psykisk intensitet, der minder læseren om at dette ikke er sanset virkelighed men inderlig projektion.
Det hele fremstår med en glød, der til dels står i kontrast til historiens desillusion og antyder en skønhed i den mentale forvitring. Så selvom “The Green Hand” er på niveau med de bedste skildringer af depression i tegneserieform, eksempelvis Joshua Cotters neurotisk iltfattige kortlægning i Driven by Lemons (2009), eller Tsuge Yoshiharus Muno no hitos (1984–85) knusende sammenbrudsportræt, anslår den en mere kosmisk tone.
Resten af opsamlingen består som nævnt af Claveloux’ egne, kortere historier der udfolder sig med lignende tematik og udtryk. De fleste stammer fra Ah! Nana og er korte, sort-hvide lignelser om begær, angst og konflikt. De er varierende i kvaliteten men bundniveauet er højt. Claveloux arbejder med en art magisk realisme med rødder i meget banalt hverdagsliv—et slags inderligt modstykke til hendes Métal Hurlant-kollega Caza virile, alkymistiske blanding af socialrealisme og fantastisk metafor i den underkendte klassiker Fantasier fra forstæderne (1977–79, dansk udg. 1980).
Plantemetaforerne er allestedsnærværende, for eksempel i “The Little Vegetable Who Dreamed He Was a Panther”—der omhandler et lille tykt, rodfæstet væsen som drømmer om uhindret bevægelse—eller den frodigt drømmeagtige “A Little Girl Always in a Dream”, som trækker på barndommens erindring om den første menstruation. Familien og dens ofte skadelige omstændigheder er det andet genkommende tema—sjovest udfoldes dette i
“Underground Chatter”, der fortæller en anekdote fra undergrundsbanen, hvor babyer af hhv. overnaturlig intelligens og abe-agtig voldskab kaster en vordende mor af kurs. “No Family”, derimod, er en anelse for søgt, med sin billedbogsagtige fortælling om familiemedlemmer, der farverigt slår hinanden ihjel og sin harsk firseragtige, kommercielle illustrationsstil.
Vi forstår på det interview, der bringes med de to skabere bag i bogen, at Métal Hurlants redaktør, Jean-Pierre Dionnet, beskrev deres arbejde som ”Maguerite Duras i tegneserieform.” Dette er ikke helt ved siden af: jeg er ikke bekendt med Duras’ forfatterskab, men Claveloux’ og Zhas tegneserier besidder klart noget af hendes films uvirkelige, eftertænksomme og melankolske poesi. Passende nok, måske—vi taler trods alt om tegneserier her—er de sjovere og mere vitale i udtrykket.
Fra “Blondie…”
Det er endvidere tydeligt, at folkeeventyret er fundamentalt for Claveloux’ arbejde og nogle af hendes bedste historier besidder da også netop eventyrets folkelige punch. Den bedste her i samlingen er The Tale of Blondie, Dearest Doe, and Fat Kitty Cat—en omhyggeligt tegnet gotisk fortælling om et spædbarn, der flygter fra sin onde svigermor og slår pjalterne sammen med en kat ude i skoven. Dens tungt ladede, præ-pubertære symbolisme leder tankerne i retning af Alice i eventyrland, som Claveloux da også—og helt sikkert utilfældigvis—illustrerede i 1974, med inspiration i såvel Alices oprindelige illustrator John Tenniel, som halvfjerdserikonet Heinz Edelman.
Jeg kender ikke Claveloux’ senere arbejde godt nok til at vurdere, hvor “The Green Hand” passer ind, men de eksempler, jeg har kunne finde online af hendes senere, ret overbagte malerier antyder, at den periode i hvilken hun engagerede sig i tegneserieformen ikke blot var gunstig for den franske tegneserie, men også for hende selv som kunstner. Disse serier føles i hvert fald sjældent inspirerede og ”The Green Hand” skiller sig ud som et rendyrket mesterværk.
Denne anmeldelse blev først bragt på The Comics Journal sidste år.
