Niels Bohr – Kvantespring i København
Velfortalt populær-videnskabeligt værk fra Eudor gør undervisning i klassisk kerne-fysik lidt nemmere
Tidligere fik vi fra samme forlag de to albums KøbenhavnerMysteriet (om fysikkens historie) og Ørsted (biografi om elektromagnetismens opdager.) Det er en særlig disciplin: at fremstille populærvidenskabelige værker, der gør tilegnelsen af klassisk, hård viden lidt nemmere. Dét er i al fald én måde at anskue, hvad sådanne værker sigter på.
Det er altid en særligt svær balancegang: på den ene side være nøgternt oplysende og på den anden at være tilpas populær i sin fremstillingsmåde. Viden og underholdning skal cykle hånd i hånd og helst uden at styrte for mange gange undervejs.
Det er i høj grad lykkes her. Er det et perfekt værk? Nej. Jeg er i tvivl om, hvorvidt dét overhovedet findes, i denne niche-genre. Efter min mening skal man snarere kigge på, i hvor høj grad projektet er vellykket. Et bedre spørgsmål må derfor være: Kan værket bruges? Har det nytteværdi?
Her er svaret: Ja, utvetydigt ja. Niels Bohr-albummet er gennemarbejdet og tydeligt vel-researchet, som man er vant til fra Niels Rolands hånd. Gennem en række år har Rolands videnskabelige én-sides tegneserier, bragt i Weekendavisen, vakt glæde og nysgerrighed i min familie, og sikkert i mange andre familier også.
Ligesom i Weekendavisen er figurtegningen her præcis. Roland besidder stor rutine i at fremstille de kendte, historiske personer så man genkender dem på udseendet. Roland er endvidere dygtig til at udnytte tegneserie-mediets muligheder: han kombinerer og jonglerer ubesværet med ruder, pile, grafer, talebobler, tekst-rammer og så videre, på en måde som for det meste får materialet til at fremstå indbydende og let forståeligt.
Og det er al beundring værd: det er hård videnskab, vi præsenteres for her. Kernefysik, partikel-fysik, bølgelære og Planck-skal-komme-efter-dig. Roland formår i høj grad at holde tonen let, så man undervejs på samme tid føler sig holdt behørigt i hånden og alligevel slet ikke bliver talt ned til. Ikke nogen lille bedrift.
Materialet er udmærket disponeret: det er altid et skøn, når man på meget lidt plads søger at fremvise en stor mængde information. Mange mellemregninger må naturligvis udelades, hæle hugges og tæer klippes. I det store og hele fremstår albummet som en glimrende rejseledsager for den allerede atomfysik-interesserede læser.
Jeg selv kan følge med i det meste –– i al fald indtil kvantecomputere, som omtales i bogens sidste afsnit. Og dér lærte jeg noget nyt, endda selvom computerstudier ikke har stor interesse for mig.
Jeg er fuld af beundring for Roland. Manden formår at producere, hvad der egentlig er en slags supplerende lærebog, og så alligevel hele tiden sørge for at gøre det underholdende –– det må være en gave til gymnasiets fysiklærere, måske endda til opvakte 8. – 9. klasser i folkeskolen.
Det er nok dét segment, der vil have størst glæde ved dette fine værk; fysiklærere. Samt alle de privatpersoner, der, som jeg, har almindelig sund interesse for, hvordan verden hænger sammen. Jeg selv har for nylig læst videnskabsjournalist Charlotte Koldbyes tykke, flotte Bohr-biografi fra 2022, og den underbygger fint det materiale, Roland her udbreder i tegneserieform.
Roland bygger videre på en fornem tradition for formidling. Der er naturligvis et antal steder, hvor jeg ikke helt forstår, hvad tegneseriefiguren Bohr fortæller. Det kan nok ikke undgås, når en så komprimeret mængde fakta præsenteres for en lægmand som mig. Overordnet kan jeg følge med i langt det meste –– dét må være et væsentligt kriterium for, om et sådan projekt er lykkedes. Efter min mening opnår Bohrbogen et meget vellykket resultat.
Det giver mig også lyst til selv at søge yderligere oplysning. Dertil er der en overskuelig litteraturliste bag i bogen, hvis jeg er i tvivl om, hvor jeg skal søge mere Bohr-materiale.
Rolands velkendte humor er tillige til stede i hele bogen. Fuldstændig som man kender det fra den naturvidenskabelige sektion i Weekendavisen. Lidt humor gør altid alting nemmere, det modvirker tørhed, og man føler sig i godt selskab under læsningen.
Albummet er også beriget med satirisk /ironiske detaljer, for eksempel af den finurligt anakronistiske type, som garvede Rolandlæsere kender fra tegnerens tidligere videnskabstegneserier. Pizza-stykket under Bohrs skrivebord, hans sociale klodsethed under hans første besøg hos professor Thomson under studieopholdet i udlandet, hvor Roland med ganske få, præcise midler viser hovedpersonens karaktertræk –– det er mesterlig formidling.
For slet ikke at nævne ægtefælle Margrethe Bohrs små, fine kommentarer. Det er humor på noget nær Hergé’sk niveau, men altså kun i bittesmå doser –– dette er ikke et humoralbum i almindelig forstand: der er tale om knivspidser af salt i en dejlig stor gryde forårssuppe til mange personer. Og igen, det lægger alt sammen op til en lærer, der kan bruge materialet som udspringsvippe til større dyk, med mange flere detaljer og kendte anekdoter, end der her i bogen er plads til.
Er albummet et stykke underholdende fiktion?
Nej. Dette er en lærebog. Dén genre ville jeg helt klart placere bindet under, hvis jeg var bibliotekar. Den er også meget andet: underholdende, i al fald i så høj grad, som en lærebog kan håbe på at blive. Og dens samlede udtryk snyder en lille smule: det ligner til forveksling en almindelig fortløbende fortælling. Og det er den i nogen grad også, al den stund at den udover det oplysende indenfor fysik, tillige er oplysende indenfor historie.
Faktisk er det rigtigt at sige, at bogen her er en lille lyn-indføring i et ganske bestemt og temmelig præcist afgrænset stykke historie: nemlig Niels Bohrs og hans kollegaers forskningsresultater med begyndelse i Bohrs Cambridge-ophold i 1912, hen over 1920’erne og frem til Bohrs død. Om end der også lystigt springes helt tilbage til vigtige personer i fysikkens historie, for eksempel uenigheden mellem Huygens og Newton fra dengang, pæne fysikprofessorer gik med kæmpestore permanentkrøllede parykker.
Roland krammer også meget andet ind; Bohrs familie fylder ikke stort, men er dog hele tiden nærværende. Hvilket virker naturligt, da også alle andre kilder, jeg er stødt på, altid har det som given præmis: At for professor Bohr, geniet Bohr, var gruppen af familie, venner og kollegaer tæt sammenvævet, gennem hele hans liv og virke. At skille det hårdt ad, og for eksempel udelukkende beskrive Bohrs personlige sejre indenfor de fysik-videnskabelige resultater, ville ikke rigtig kunne lade sig gøre på nogen tilfredsstillende eller frugtbar måde.
Hvorfor er det grundlæggende en lærebog?
Fordi man ikke kan komme direkte ind fra livet i junglen eller på prærien og fatte, hvad albummets fortælling drejer sig om. Kommer man forudsætningsløs til denne bog, går man forgæves. Jeg selv har en almindelig sund interesse for fysik og har altid elsket Bohrs grundlæggende atomteori, og kendt til den spændende, årelange diskussion mellem ham og professor Einstein m.m. Hvis jeg IKKE havde kendt lidt til sådanne grundlæggende oplysninger, ville der være alt for meget, som ikke ville komme over tærsklen fra bog til læser.
Så det er en lærebog fordi den er propfyldt med lærebogsmateriale, og fordi det lyser ud fra siderne, at den vil være guf, jeg gentager: guf, for interesserede fysiklærere, der vil kunne bruge dette bind som supplement til hvad deres undervisningsinstitution ellers byder eleverne på.
Kan værket bruges til selvstudie?
Nej, ikke hvis man er forudsætningsløs. Man kan have fornøjelse af det formidable tegneserie-håndværk, endda i meget høj grad; Roland er en seksstjernet mester i sit fag. Men værket kan ikke stå alene. Man vil ryge af, endda temmelig hurtigt, hvis ikke man har en ballast, altså en lærerkraft, en underviser, som kan fylde alle de mellemliggende oplysninger på. Eksempler er der mange af, jeg nævner Zenons Paradoks – som ikke giver nogen mening her i værket, hvis man ikke sideløbende har en ældre eller i al fald klogere person ved hånden, som kan fortælle, hvad det egentlig går ud på.
Så værket er meget velegnet til at starte diskussioner og undersøgelser i et klasseværelse, så vidt jeg kan bedømme. Rolands streg er lys og let, og bestemt ikke overlæsset. Sammen med den klassisk tilbageholdende farvelægning giver det i det hele et umiddelbart indbydende, endda appetitligt udseende.
Roland boltrer sig drevent og lystigt i sin værktøjsmæssigt ekvilibristiske udnyttelse af tegneseriemediets muligheder. Han er én af de tegnere, der har lagt det nødvendige arbejde i den håndværkets undergenre som kan benævnes At Gengive Tegnede Figurer, Så En Iagttager Faktisk Kan Skelne De Forskellige Personer Fra Hinanden – sådan var det i hans tidlige arbejder, for eksempel New Roses Rock (1987) og Danmark Besat (1994) og sådan er det igen og stadig her, mange år efter, i denne minibiografi om Bohr og hans flok. Det letter læsningen, og det er en sympatisk og dermed tiltrækkende kvalitet for unge (studerende) læsere, der eventuelt er mestendels ubekendte med tegneseriemediet. Og for alle os storforbrugere er det jo også rart: ren nydelse for øjnene.
Ros til forlaget Eudors redaktion
Jeg bemærkede kun et ganske lille antal korrekturfejl. Måske kun to: i en replik på side 28 mangler der et enkelt begyndelses-citations-tegn. Samt at man på side 102 lader Bohr bruge moderne nysprog ved at sige ”løse en udfordring” –– det er usandsynligt, at Bohr, der var så dreven i mundtlig kommunikation, i 1943 skulle have benyttet et udtryk, som først er blevet almindeligt i dansk talesprog indenfor de seneste fire-fem år. For firsindstyve år siden kunne en dansker ikke ”løse en udfordring” – han kunne møde en udfordring eller løse et problem.
Men det er jo en meget lille detalje. Sproget i albummet er ellers præget af netop præcision og godt dansk.
Redigering, inklusive korrekturlæsning, holder en standard, som er usædvanlig høj på vort aktuelle danske tegneseriemarked i 2024. Det samme vil jeg sige om værket som helhed. En seriøs og fornem udgivelse.
Anbefales.
