KøbenhavnerMysteriet (Jagten på Naturens Enhed)
Ironiske unge slamberter tvinges til at høre om fysikkens fortid.
Københavnermysteriet er ikke en “normal” fortælling. Det er en gennemgang af fysikkens historie, med nedslag på nogle vigtige, måske de vigtigSTE af de store fysikere, helt fra Demokrit, Heraklit og andre grækere hen over Ørsted, Faraday, Bohr og mange flere.
Selve handlingen er en rammefortælling om nogle bevidst arbejdssky elementer, fire venner som på deres gymnasium har en hemmelig drivert-klub. Et pudsigt, endda finurligt greb, skal så narre disse fire døgenigte til at tvangs-lytte til den ene kompakte mini-forelæsning efter den anden, f.eks. hér hvor de lokkes op til et tomt lokale på brdr. Ørsteds gamle studenter-adresse, Elers’ Kollegium:
Illustrationerne er gode. Sussi Bech har megen vitalitet i sine tegninger. Personernes ansigter og gestus er altid i en tilstand af parathed: man har en fornemmelse af, at selv når en person ikke bevæger sig, kan denne ro ændre sig nårsomhelst.
Der er lidt knas med taleboblerne: enkelte steder peger boblens afsender-pil, lad os kalde den det, ikke helt i den rigtige retning, altså mod den talendes mund. Det er småting. Som stikker ud, netop fordi billedsiden af værket typisk fremstår klar og overskuelig. Læseren føres med dreven hånd gennem handlingen.
Der er mange små og store indforståede morsomheder i albummet. Som vi er vant til fra Bech og Madsen’s hånd, når de driver gæk med figurerne i deres fra WeekendAvisen kendte serie Ex Libris. Albummet her er naturligvis anderledes, da der ikke er en afsluttet gag for hver side. Det er tydeligt, at albummet’s primære hensigt er at fremlægge en meget, meget kort oversigt over naturvidenskabens erkendelses-historie fra oldtiden til nutiden –– og det er gjort i en håndværksmæssigt forsvarlig indpakning.
Det *er* faktisk meget skægt, den måde løjerne driver de bevidst arbejds-sky hovedpersoner rundt i København’s flotte, klassiske lærdoms-bygninger. Det minder lidt om visse historier i de gamle Jumbo-bøger, når en eller anden fjern onkel Gran-Mule eller Gran-And lokker vore venner fra Andeby til at halse rundt efter en McGuffin. Hvor den mystiske, planlæggende hjerne hele tiden er et skridt foran, gemt i kulissen.
Det er ikke en tegneserie, som har til hovedformål at underholde. Den ligner noget, som er meget velovervejet rettet mod at komme ud til netop gymnasier. Hvor den vil kunne gøre gavn, måske som klassesæt, der indgår i elevernes fysik-undervisning. Især for den lærer, der selv finder fysikkens erkendelseshistorie interessant, og derfor kan bruge albummet som et af sine værktøjer i undervisningen. I den lettere afdeling –– den slags er der jo også brug for.
Hvis man har et teenage-barn, som er lidt beåndet af undren over, hvordan verden fysisk hænger sammen, kan det måske være en skæg gave at give. Da jeg var første-g’er, havde jeg stor fornøjelse af at høre om tidligere tiders tilgange til fysisk forståelse af universet.
Bindet fremstår indbydende. 80 sider i god, hård indbinding i en lille smule større end almindeligt album-format. Fin tekstning. Ofte fyldes boblerne fint, kun ved små replikker er der nogle steder grafisk hængerøv i boblen. Af korrekturfejl bemærker jeg én eller to i tekstafsnittet bag i bindet –– ingen i selve tegneserien.
Albummet afrundes med en ren tekst-sektion, bindets sidste ti sider. En tekst, som uddyber de historiske og filosofiske rødder i moderne fysik- og verdens-forståelse. Disse ti sider er desværre temmelig tørre og ikke hvad jeg vil kalde velskrevne. Selv om jeg er bekendt med de fleste af de historiske personer og deres opdagelser og teorier, er læsningen af teksten ikke indbydende.
Ærgerligt, når nu emnet faktisk er interessant. Det kan godt lade sig gøre at skrive om fysik og filosofi på en måde, som får det til at føles vedkommende og nemt fordøjeligt for en almindelig borger –– her er det desværre ikke lykkedes.
Albummets 60 siders tegneserie fungerer meget bedre. Det er stadig grundlæggende en slags forelæsning, eller kæde af mini-forelæsninger, men indpakningen i den let-fjollede gymnasie-fortælling gør det mere spiseligt og fornøjeligt for læseren. Solidt forsøg på formidling af basal fysik-historie. Illustrationerne og de naive morsomheder mellem figurerne sikrer den charme, som selve fysik-teksterne ikke har.