Åh, de kære børn. De er sgu så sjove sådan nogle små størrelser. Og tænk så bare, hvor sjove de især må have været, hvis de som voksne er RIGTIG sjove.
Man kunne godt have mistanke om, at det var denne tankerække, der har ligget bag “infantificeringen” af bl.a. “Splint & Co” i Tome og Janrys “Den Lille Splint”, og som også er idégrundlaget for Yann, Jean Léturgie og tegneren Simon Léturgies “Lille Viggo”, en børneversionering af en anden klassisk Franquin-figur. (Jajajaja, Splint er IKKE en Franquin-figur, men sammenligningen ligger eddermame lige til højrebenet).
Lighederne mellem de to fornægter sig heller ikke. Lille Viggos tegneserieverden er – ligesom Den Lille Splints – som hovedregel opbygget af en-sides-gags, men hvor den form i Splintens version var et brud med seriens oprindelige forlæg, virker formen, når den er legeplads for børne-udgaven af Viggo, knapt så fremmed og manisk, og Léturgie, Yann og Léturgie, slipper faktisk bedre fra legepladsøvelsen end Tome og Janry har gjort.
Den lille Viggo, der – som børne-Splint – er i den skolesøgende alder, hygger sig med vennerne, laver lidt velment ballade i skolen og går generelt de voksne lidt på nerverne. Det går især udover hr. Madsen – det barnagtige Viggo-univers svar på Kvik, Blomme og hr. Parker – og parkbetjenten, en gammel kending fra Franquins serie, som her også fylder hullet ud efter betjent Strøm.
De to forfattere og tegneren har faktisk ret godt ramt forlæggets grundtrin, som knæsat af Franquin, på godt og ondt.
Værst og mest umorsomt, når de et par gange eller fire “boltrer” til deres egen version af Franquins økosentimeltale gags, som mesteren oftere og oftere forfaldt til på Vakse Viggo-seriens senere dage.
Middelgod og fniseværdig de steder hvor Lille Viggo kommer faretruende – men ret veleksekveret – tæt på Lille Splint-land. Det sker især i skolegagsene, hvor det bliver svært at se, hvad det lige er, man har ville med løjerne, som ikke kunne være fortalt i søster-serien med Splint.
Allerbedst bliver serien i de gags, hvor Viggos uskyldige opfindsomhed for alvor bliver brugt som omdrejningspunkt. Når for eksempel Lille Viggo tilbyder parkbetjenten en mekanisk tangopartner til at hjælpe med at ryste blade af træerne, eller når han sætter en miniatureudgave af viggofonen til en megafon og blæser fjerene af en flok måger, er det næsten lige før, man sidder helt og ærger sig over, at så gode gags bliver “spildt” på en spin-off-serie i stedet for at blive brugt med voksne Vakse Viggo som katalysator.
Simon Léturgie har også været sådan nogenlunde heldig med at ramme Franquins lette, tynde streg, og give den sit eget, knapt så detaljerede præg. Det ville naturligvis være umenneskeligt at forlange en kopi, og vel i virkeligheden også ret kedeligt. Lille Viggo er sin egen serie, og sådan ser den også ud.
Lille Viggo – hvor dette første album har fået titlen “Lille Viggo På Banen” er Franquin light, i både fortælling og streg, men det er såmænd ganske underholdende i den tid, det står på. Ikke verdens mest nødvendige udgivelse, men fin sommerunderholdning til bilens bagsæde og langt fra det helligbrøde, man kunne have frygtet.
Karakter: 2,5 ud af 5
Titel:Lille Viggo 1: “Lille Viggo På Banen”
Tekst/tegninger: Yann og Jean Léturgie / Simon Léturgie
Oversætter: Freddy Milton
Forlag: Zoom
Udstyr: 46 sider i farver, hardcover
Pris: 148,- kroner
ISBN: 978-87-92718-28-0
Del på
