Dunce: Impulskontroll
Jens K. Styve er noget så sjældent som en repræsentant for norsk hverdagssatire med succes i udlandet. Vi synes jo ellers vi er enormt specielle i hvert vort land, men, egentlig viser Dunce: Impulskontroll med al ønskelig tydelighed, hvor ualmindeligt ens vi er. At tænke sig, at noget så norsk fungerer i f.eks. Frankrig.
Norske Dunce er udgivet på fransk, italiensk og snart spansk, men vi mangler altså et mellemnordisk samarbejde hér, for på dansk findes den ikke. 
At Dunce er skrevet på norsk bør dog ikke afskrække en dansker. Forskellene i dansk og norsk er ret beset ikke store og er nok mest tydelig i enkelte ord, som jo er lette at slå op hvis man ikke kan udlede meningen.
Kun en biltur helt ude på landet i Norge vil nok knibe vaksi uden en totenmål-parlør (Totenmål: en norsk dialekt, red). Men selv uden ordbog er det ualmindeligt skægt. Jeg synes altså Egmont skulle få den lagt ud til vores fremragende boghandlere her i Danmark. Vi fortjener det.
I anledning af den hastigt sig nærmende juletid og for lige at sætte scenen, starter vi med en trailer for Gustav og hans veninde, der fremfører det årlige krybbespil med sans for netop dén fantasi Dunce-serien er præget af.
En amerikansk anmelder sammenlignede på et tidspunkt Dunce med en voksen, norsk udgave af Stoffer. Overfladisk set er det ikke en helt tydelig analogi, men dog er den alligevel rammende. For dem som ikke kender Dunce fra Instagram eller har læst albummene før, så er det en stribe-serie om en dreng, Gustav, og hans enlige, dosmerhatteklædte provinsfar, Jens K, og deres hund Brego. Rundt om dem, finder vi et lille men varieret persongalleri, og sporadiske besøg af absolut ikke umælende dyr (og en tropisk stueplante, som på forventelig plante-passiv-aggressiv vis blander sig i diskussionerne).
Impulskontroll er 4. samling af Dunce-striber – og sikken et tegnehumør Jens K. Styve udviser! Stregen er let kaotisk og med en iboende vitesse som leder tankerne hen på Jean Tabarys rammende kruseduller i Iznogood og netop Bill Wattersons Steen & Stoffer.
En egentlig historie er der ikke i Dunce og således heller ikke i Impulskontroll. På mange måder minder det mere om en sitcom, hvor hver episode har en eller flere korte forløb, mens der på tværs af striberne er længere historieforløb som binder dem sammen. Det er striber på den gode måde; der hvor de tilsammen danner et større billede.
Historieoverskrifterne begrænser sig til toiletrullekrybbespil med Elon Musk og Hermione Grang[er], livreddende potteplanteadoption/førstehjælp, en seriemonogam musvit og en hund som forsøger at svinge sig op på Nuser-niveau i lommefilosofi (med ikke helt samme træfsikkerhed som sit forbillede). Og, det er sjovt. Sjovt, pinligt og ualmindeligt underholdende.
Den overordnede historie fungerer egentlig mest som et stillads, hvorpå al satiren og de mange episoder kan hænges op. Vi starter med at Jens bliver overvældet af sin selvangivelse og akut depression søger ly under køkkenbordet. Dér finder han sig lynhurtigt tilrette i hvad der hurtigt kommer til at ligne et af de selvrealiseringsprojekter vi vil opdage at han jævnligt kaster sig ud i. Den arketypiske voksne, som ikke formår at leve det nødvendige voksenliv. Vi følger ham og Gustav tage på biltur i et nostalgisk trip, som ender som alle den slags ture ender; med at den voksne indser at barndommens Norge ser anderledes ud i hukommelsen (og i FDMs rejseguide) end i virkeligheden. Lyder det ikke bare lidt bekendt?
I Dunce, både i album og på Instagram, ser vi af og til Jens K. Styve hylde andre kunstnere ved enten i en enkelt rude at tage deres streg, eller ved at gentegne en kendt scene. Det snydes vi ikke for i Impulskontroll, bl.a. med en havevandende Franquinsk Breetzelburgianer, eller som bogen på smukkeste vis sluttes af med, med Jens forklædt som Corto Maltese siddende i de irske klitter med dosmerhatten kækt på sned (endda som videotegning på Instagram tilbage i foråret). Det er da smukt.
Se i øvrigt…
- Jens K. Styves hjemmeside.
- Dunce på Instagram.
