Ib Michaels Strabadser
Ib Michael vågner med en voldsom trang til fisse og cherios. Sådan begynder Jacob Rask Nielsens tegneserie “Ib Michaels Strabadser”. Gennem en mildest talt syret dag, følger vi troldmanden Ib Michael, mens han skider i håndvasken, kæmper mod dimensionsportaler, gamle fjender og farlige vampyrer.
En af de flotteste tegneserier jeg har læst længe. tegneserien er i rejsevenlig lommestørrelse og forsiden leder mine tanker hen på Sensation Comics Wonder Woman covers fra 40’erne. Farveskemaet er simpelt i støvet rød og gul. Det bidrager alt sammen til følelsen af, at Ib Michaels Strabadser altid har stået på hylden, sammen med andre tidsprøvede helte.
Indeni er tegneserien sort/hvid og det grafiske udtryk minder om striber trykt i en gammel avis. Det simplistiske pæne avis-look blandet med de totalt ucharmerende personer og situationer, skaber et interessant æstetisk univers og gør tegneserien til en meget tilfredsstillende oplevelse for øjet.
Gid den også var sjov
Min henrykkelse stopper desværre ved det æstetiske, da jeg simpelthen finder historien ekstremt usjov.
Det er ikke fordi jeg ikke kan klare at se på nogen der skider i sin håndvask og skændes med sin ærkefjende om størrelsen på sin pik. Men når lort, prut og pik bliver det bærende element i en hel tegneserie, så keder jeg mig altså.
Historien i sig selv er ikke overvældende interessant. Det kan jeg godt tilgive da jeg læser tegneserien lidt som jeg ville læse Garfield. Det er umiddelbart, hurtigt og det handler om de sjove punchlines og de wacky situationer.
Desværre er der bare ikke særligt mange sjove punchlines og alle de wacky situationer drukner i prut. Ib Michaels sex, drugs and rock’n roll karakter, er derudover lidt for gammel og gjort en joke til at fastholde min opmærksomhed.
Det var dog tæt på at lykkes. Jeg kan godt lide at Ib Michael kan græde, og at han har det godt med en gennemsnitlig pikstørrelse. Jeg ville bare ønske at der var mere af den slags ironisk distance til rock’n’roll attituden.
Når joken strander ved at hans pik er lille og at han prutter af flovhed, minder det mig lidt for meget, om den slags humor jeg forbinder med mine forældres generation. Der hvor man tvungent siger haha, fordi de jo er fra en anden tid og man ikke vil såre deres følelser.
Det, eller børnehavebørns fascination af prutter og bandeord. En fascination jeg husker, men som jeg på nuværende tidspunkt er vokset fra. Det er lidt for plat, og lidt for outdated til mig. Hvis man er til prutte-humor og stadig syntes rock’n’roller-attitude er sjovt, så kan det muligvis være et perfekt match.
Ikke uden højdepunkter
Der er et par gode one-liners og et sjovt twist med en dimensionsportal. Portalen opsluger Ib Michael og sender ham ind i en skæbnesvanger stirrekonkurrence. I den forbindelse nyder jeg faktisk ideen om et langt fjendskab, startet af en kommentar om alt for kort klippede shorts.
Desværre fortsætter stilen med prut og røv stadig, indtil det sidste søm i kisten, voldtægtsjoken.
På det her tidspunkt lukker jeg tegneserien, tænker nå, og så er den skid ligesom slået.
