Den amerikanske kunst-tegneserie i krise. Flagskibet ‘Kramers Ergot’ er gået ned.
Det var en overraskelse, da Sammy Harkham og Picture Box-bagmand Dan Nadel annoncerede ‘Kramers Ergot’ 8 for et lille års tid siden. Vi var nogle, der ligesom gik ud fra, at gigantudgivelsen ‘Kramers Ergot’ 7 (2008) var det dekadente punktum for dette århundredes absolut mest skelsættende tegneserieantologi.
‘Kramers Ergot’ 7 var på trods af gode intentioner en skuffelse, på den anden side også en udgivelse, der i udgangspunktet havde alt at tabe og intet at vinde. Men på en eller anden måde var det en passende afslutning for Kramers Ergot-æraen.
Kramers Ergot har som kunstnerisk projekt sejret sig ihjel, men særligt ’Kramers Ergot’ 4 (2004) står tilbage som både gennembrud og højdepunkt for antologien, der hele vejen igennem har haft Sammy Harkham som redaktionel rorgænger.
‘Kramers Ergot’ 4 var en vækkelse på paradigmeskiftniveau, intet mindre. Skønt flere bidrag i sig selv var fjernt fra geniale, var syntesen uafrystelig.
Pastiche, sci-fi og camp
Det er også ’Kramers Ergot’ 4, der er forbilledet for en lang række senere udgivelser, inkl. ’Blæk’ (2006) og ’Kolor Klimax’ (2012), de finske ’Glömp’, etc. Kramers Ergot 4 er en udgivelse, hvis betydning næsten ikke kan overvurderes. De to følgende – 5 og 6 – var eksemplariske antologier, og særligt 6’eren gjorde indtryk med vidunderlige og overraskendre bidrag af Suihō Tagawa og Marc Smeets. Men 5’eren og 6’eren var dog til at bide skeer med.
Nu foreligger så ’Kramers Ergot’ 8. I et lækkert, handy konventionelt bogformat, lærredindbundet med raffineret guldtryk, perfekt omslagspastiche på amerikanske sci-fi-romaner. Pastiche? Ja, pastiche. Efter en ouverture af Robert Beattys illustrationer, der dækker hele opslag – som muligvis ikke er dårlige, men i hvertfald beslægtet med de der kitschede kosmosbilleder, som var trendy blandt gadekunstnere med airbrush for nogle år siden – indledes ’Kramers Ergot ’8 formelt med en selvstændig fortsættelse af Susan Sontags berømte essay “Notes on camp”, betitlet “Notes on camp II”. Det handler om at Sontag dengang rystede posen med fordomme om finkultur vs. populærkultur, og legitimerede at man fx kunne betragte tegneserier som kunst (et glimrende essay, i øvrigt).
Men fortsættelsen, forfattet af musikeren Ian Svenonius, er noget halvbagt og uinteressant sniksnak om Andy Warhol, religionshistorie, romerriget og underground comics, næsten ikke til at gennemføre.
Dernæst første ’rigtige’ tegneserieindslag, begået af ingen ringere end Gary Panter, hvis renommé som manden, der opfandt og definerede den amerikanske kunsttegneserie (eller punktegneserie) med rette er vokset og vokset gennem de sidste mange år. Men Panters Jimbo-historie er en kedeligt mekanisk, metaforisk skrøne om vildsporets velsignelse, og man er som læser nu fyldt med bange anelser for resten af bogen.
Porno og kitsch er en knastør brønd
Kort efter støder man ind Johnny Ryan, som optræder med en ’Prison Pit’-agtig smadrehistorie, der som sådan er flot og skæg. Men hov! …Så kommer man til at tænke på ’Kramers Ergot’ 5, der blandt meget andet godt bød på Mat Brinkmans lille mesterværk, M.L.E., som med sin exceptionelt veloplagte brug af subtile Jack Kirby- og Gary Panter-referencer etablerede alt det fucked-up smadder, som Johnny Ryan arbejder videre med i ’Prison Pit’.
Deja-vu eller småkedeligt covernummer? Det er svært at være rigtigt begejstret.
Der er fine indslag, men bogen er intet mindre end en fæl skuffelse, der først og fremmest udstiller den amerikanske art-tegneserie som et fænomen i krise. Porno og kitsch viser sig som de to gennemgående tematikker, hvilket ikke overraskende er en knastør brønd, som afslutningsvis befæstes af det 70’er-historiske gæsteindslag ’Wicked Wanda’ af Frederic Mullally og Ron Embleton, som ud over at vise camp og softporno, ikke ligefrem skriger af kunstnerisk nødvendighed.
’Kramers Ergot’ 8 er som ensembleprojekt trættende, uoplagt og mest iøjnefaldende, dekadent. Måler man med chokket og begejstringen over at holde Kramers Ergot 4 i hånden tilbage i 2004, er det helt forfærdeligt trist. Den forførende, smittende, inspirerende, nærmest elektriske rå og overskudsprægede følelse er langt væk.
Etablering, konsolidering, opløsning, amen. Som sådan er det den logiske, klassiske udvikling for kunstneriske perioder. Men måske skulle man have stoppet mens legen var god. Misforstå mig ikke: Sammy Harkham er en hædermand og Dan Nadels Picture Box er kunstnerisk set USAs absolut mest spændende tegneserieforlag.
Kramers Ergot styrede totalt i 2004, og i årene derefter. Ikke bare som modsvar til den amerikanske mainstreams industrielle superhelte, men også til den højtidelige og velfriserede graphic novel.
Kramers Ergot var det fedeste af det fede, det friskeste af det friske, men nu er det slut.
(Og hvor sker det nye fede? Jeg ved det ikke, jeg har ikke fundet det endnu).
Karakter: 3 af 5
Titel: Kramers Ergot 8
Redaktør: Sammy Harkham
Tegnere/forfattere: Anya Davidson, Leon Sadler, Ben Jones, CF, Sammy Harkham, Tim Hensley, Kevin Huizenga, Johnny Ryan, Takeshi Murata, Robert Beatty, Chris Cilla, Gabrielle Bell, Frank Santoro & Dash Shaw, Gary Panter.
Forlag: Picture Box
Form: 232 sider, farve, indbundet
Pris: $32.95
ISBN: 978-0984589272
