City Crime Comics
Tegneserienovellerne i City Crime Comics af Teddy Goldenberg er skæve parodier på film noir og hårdkogte krimier. Bogen er frustrerende læsning, og det er ikke kun skidt.
Teddy Goldenbergs City Crime Comics er ikke en samling af krimitegneserier, selvom man måske skulle tro det. Bogen låner ganske vist sit navn fra den amerikanske tegneseriegenre ”crime comics”, der udvikledes i 40’erne og 50’erne. Og bogen er da også en parodierende hyldest af den tids dominerende motiver og genrer som film noir og hårdkogte krimier. Men forbrydelser skal man lede længe efter.
Centreret om samme anonyme, amerikanske storby fortælles hele 21 historier over blot 70 sider, der alle handler om gådefulde begivenheder og mysterier. Modsat krimier er der dog hverken forbrydere eller skurke at finde i Goldenbergs tegneserienoveller – og historiernes mystik forsvinder ikke af en afsluttende opklaring.
Plotløshed
Måden, bogen mest effektfuldt leger med kriminalfortællingens form, er ved novellernes plotløshed. I ”Foot Falls” sidder en stakkels redaktionel medarbejder på et forlag og skal transskribere en ulæselig dagbog, mens folk på gaden pludselig begynder at løbe som besatte. Idet hovedpersonen beklager sig over arbejdets umulighed til sin chef, forlader chefen kontoret for at se til noget i byen. Slut. En mand tumler sig vej gennem byen i ”Foggy City Night” for at komme hjem efter en våd bytur og møder på sin vej en skummel type, som han flygter fra – blot for at ende op lige ved en kirke. Slut.
I City Crime Comics er noget altid under opsejling. Som i en kriminalhistorie intensiveres mystikken – og så afbrydes den. Men forvirringen, ubehaget og et generelt meningstab vedbliver. Totalt i modstrid med krimiens krav om plot og forbrydelser skriver Goldenberg altså alligevel historier, som vækker klare mindelser om krimier og film noir.
Novellernes mysterier opfølges ikke af forsøg på dybere forståelse eller opklaring. Derimod afslutter mystikkens indtræden som regel blot novellerne. Disse afslutninger kan være så bratte, at jeg stadig i min anden gennemlæsning af bogen tog mig selv i at dobbelttjekke, om jeg havde sprunget en side over og altså havde misset fortællingens slutning, når en ny historie begyndte.
Når standarden for en fortællings længde er et enkelt opslag i bogen, bliver mysteriets væsen lige akkurat kortlagt, før en ny historie begynder at udspille sig i byen. Dette skaber en læseoplevelse, der hele tiden fravristes indlevelse, hvilket i kontekst af mysterier, man gerne ser forklaret, bliver irriterende. Bogen overfører karakterernes oplevelse af meningstab på læseren. Det er tilmed vanvittigt sjovt, fordi det er så frustrerende, og fordi det bryder ens forventninger til krimigenren så komplet.
Kludetæppe
På trods af bogens afvisning af narrativ udpensles et portræt af en by og dens indbyggeres liv i den. Indbyggerne forbliver på grund af fortællingernes længde og mængde anonyme skikkelser, der kastes rundt i mærkværdige hændelser uden at noget for alvor giver mening. City Crime Comics er mest af alt et kludetæppe over et uigennemskueligt, fremmedgjort og derfor grinagtigt liv i storbyen.
Blandt humor forekommer flere scener og motiver dog også ildevarslende og mystiske. Således er Goldenbergs vision af byen ikke kun skummel som i krimier eller som en pastiche over 40’ernes USA. Dertil er Goldenbergs by hjemsøgt og trykkende som maleren Giorgio de Chiricos berømte skildringer af byer.
Dette punkteres dog eftertrykkeligt af, at Goldenberg farvelægger sine tegninger med børnetusch og i det hele taget tilføjer sin streg et vist barnligt touch. De Chiricos højstemthed og kriminalfortællingernes alvorstunge narrativer passer ikke helt ind i Goldenbergs univers, der er så fuld af gakkede karakterer og dumhed, at mystikken i stedet er skør.
Som med så mange andre skøre og parodierende undergrundstegneserier stritter City Crime Comics imod fortolkning, udover at ”livet (i byen) er fremmedgørende”, hvorfor tegneserien på trods af sin uforudsigelige komik, mystik og fortælleteknik alligevel virker genkendelig. Dette gælder selvfølgelig for mange tegneserier, der på denne måde bryder med normer for god smag og fortællestil, men med Goldenbergs stemningsfulde og samtidigt fjollede skildringer af byliv ærgrer jeg mig ikke desto mindre over, at der ikke er mere kød på det traditionsafvisende projekt.
Del på
