Åh, at være ung og forelsket. Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi minder os i den fine graphic novel “Hjertestorm” om, hvordan det var, når følelserne gik amok i teenageårene. Selvom når ret skal være ret, så er den her tegneserie jo lavet til børn og ikke voksne anmeldere…
Det er måske lidt dårlig stil at begynde med at snakke om sig selv, når det i virkeligheden burde handle om en flot tegneserie, som tre dygtige tegneserieskabere har brugt hjerteblod, energi og talent på at lave. Men alligevel: Jeg husker mange, lange sommeraftener, hvor jeg sad på mit drengeværelse i sovebyen på Fyn og skrålede med på popsange, intet voksent menneskes øre ville kunne overleve i mere end få sekunder ad gangen. Jeg husker følelser, der var ved at æde mig op og slet ikke kunne være i min krop. Jeg husker at have gentaget ugens eneste enes navn igen og igen og igen som en slags mantra, lige inden jeg skulle sove. Og jeg husker den forsigtigthed og den forvirring, der gjorde, at jeg aldrig kunne nærme mig HENDE ude i den virkelige verden på den anden side af mine hormoner, manglende selvtillid, tvivlsomme råd fra venner, der heller ikke fattede noget af, hvad der skete med vores følelsesliv og alle de drømme- og/eller rædselsscenarier, jeg fik skabt oppe i mit eget hoved. Nåja, og så husker jeg, at jeg som voksen tænker tilbage på denne tid som noget pinligt og tåkrummende, man med et noget mere modent og stabilt sind har svært ved at forholde sig til at have gennemlevet.
Det RIGTIGT fede ved “Hjertestorm” er, at den ikke IKKE synes, at 14-åriges følelser er pinlige, alt for simple og noget, der kan gøres grin med. Bogen går ind på hovedpersonernes betingelser og skildrer dem som noget ægte og noget fint. Og det lykkedes faktisk Herzog og Co at minde en 40 år gammel gut som mig om, hvordan det egentlig var. Jeg kan naturligvis ikke vide, hvordan en moderne 14-årig vil tage imod bogen, da jeg ikke har økonomi til en fokusgruppe, men jeg FORESTILLER mig, at den rammer rimelig fint plet.
Der er tale om en bog i to dele. En vendebog. Har man vendt bogen således, at der står “Hjertestorm” på forsiden, så læser man Violas historie. Hende har man allerede mødt, hvis man har læst Herzog og Clantes “Pssst”. Hun er forelsket i drengen Storm, og hendes følelsesliv illustreres både med drømmeagtige sekvenser, hvor hun blandt andet flyver blot for at crashlande, da hun opdager en bums på panden, og med følt og smuk tekst, der både præcist og tilpas akavet sætter ord på, hvad der foregår. Eller i hvert fald på tvivlen. Denne del er fint og ømt tegnet af Clante, hvis urolige og skrøbelige streg matcher Violas sind helt perfekt. Naturen spiller en helt særlig rolle i historien (for hvad har nogensinde fungeret bedre som en repræsentation af menneskers følelsesliv end naturen?), og her har Clante en særlig styrke. Hun kan tegne blomster, planter og vildt liv, så man næsten kan dufte det. I “Hjertestorm” er humoren underspillet og stilfærdig, og det er følelserne, der er i centrum. Violas væg er klistret til med citater om kærligheden, og man husker tydeligt, hvordan en sangtekst eller en sentens i en bog kunne ramme en lige i solar plexus, hvis man følte sig forstået. Igen kan man som voksen krumme sine tæer lidt over nogensinde at have været så nem at ramme, men Herzogs tæer ser ikke ud til at have problemer. Det er virkeligt smukt.
Vender man bogen, så finder man en forside med titlen “Stormhjerte”, og ikke overraskende er det her Storms side af sagen, der kommer for en dag. Rasmus Bregnhøi overtager tjansen som tegner, og det er godt tænkt. Der er meget få tegnere, der i dagens Danmark kan ramme det drengede og lidt uskyldigt frække som Bregnhøi. Herzog tilpasser bogens sprog, så den passer til drenge, ligesom Storms indre univers er betydeligt mere præget af forvirring over sære, seksuelle følelser og fornemmelser. Der er pres fra de andre drenge, og det ender med at fjerne Storm og Viola fra hinanden. Og så er gode råd altså dyre. Jeg tager især hatten af for både forfatter og tegners imponerende mangel på berøringsangst i forhold til seksualitet og de mindreårige hovedpersoner. Storm forestiller sig ting, og Bregnhøi skildrer dem uden censur, men med et uskyldigt og naivistisk blik, der gør det subtile, men “frække” indhold alt andet end stødende.
Som voksen mand kan jeg i hvert fald godt nikke genkendende til mange af de situationer, som Storm kommer i – både ude i den virkelige verden og i sit eget kaotiske hoved. Drengeværelset på Fyn føles pludselig ikke så langt væk.
Der eksperimenteres med fortællemåder og med billeder og sågar også med tekst. “Almindelige” tegneserieforløb brydes op med nærmest faglitterære sider, hvor der forklares om kærlighed, sex og både filosofiske og videnskabelige tilgange til disse igennem tiderne. Filosoffer blander sig i diskussionen, da Storm prøver at finde svar på sine spørgsmål, men de ender med at slås indbyrdes i stedet for at hjælpe den stakkels knægt, så der er ikke megen visdom at hente der. Jeg ved ikke, om disse afsnit HELT fungerer, da de bryder fortællingen på et tidspunkt, hvor man som læser egentlig hellere vil videre, men det er sjovt tænkt og Herzog udviser vidunderlige mængder tillid til de unge læsere i disse afsnit. Og det i sig selv er smukt.
I midten af bogen mødes de to historier på et fælles opslag, og så skal man vende bogen. Bogen slutter med andre ord i midten, og det er så pivfedt tænkt, at jeg må overgive mig. Jeg kan ikke lade være med at synes, at slutningen er lidt forhastet, men det gør ikke så meget. Bogen slutter i midten, og historien slutter ved en slags begyndelse. Selve fortællingen har handlet om en optakt, og i det hele taget smides regelbogen ud af vinduet i forhold til, hvordan man opbygger en klassisk treaktshistorie.
Men hvad betyder egentlig min mening i denne sammenhæng? Hvis du har en 14-årige dreng/pige derhjemme, så test selv “Hjertestorm/Stormhjerte” på hende/ham. Jeg tror, at den virker!
Karakter: 5/6
Værkets titel: Hjertestorm/Stormhjerte
Forfatter/tegner: Annette Herzog, Katrine Clante og Rasmus Bregnhøi
Forlag: Høst og Søn
Form: 128 sider, blødt bind i farver
Vejl. pris: 259,-
ISBN: 9788763842389
Udgivelsesår: 2016
Udgivelsesland: Danmark