Anmeldelse
Man gnider sig vantro i øjnene og tænker om Franquin havde en bror, der også lavede tegneserier, når man bladrer igennem Miniaturefolket 1 fra Forlaget Zoom. Det er i hvert fald fuldblods marcinellestil, som man kender den fra særligt Franquins Splint & Co.
Miniaturefolket er af uvisse årsager, gået helt under radaren på det danske tegneseriemarked, der ellers flittigt har været på hugst i den fransk-belgiske guldalders udbud. Nu dukker den med 50 års forsinkelse frem, som et tidstypisk vidnesbyrd på både den tårnhøje kvalitet der kendetegnede tegningerne i perioden og de mere svingende manuskripter, der måske trods alt er forklaringen på, at den ikke er udkommet på dansk før.
Da der på side 14 dukker en tro kopi af Hr. Parker fra Franquins Vakse Viggo op, så begynder man at knibe sig i armen. Først da lidt research viser, at tegner og forfatter Pierre Seron i perioder var assistent på serier som Max Jordan, Natascha og ikke mindst Franquins Sjarly, så begynder tiøren efterhånden at falde på plads. Serons personer har nemlig meget af den samme streg som Franquins i alt fra gestik og mimik over fødder, næser, øjne, ører til de tynde elastiske ben. Ikke noget under at Seron også er blevet kritiseret for at lægge sig for tæt på Franquins stil, omvendt er det ikke dårligt at minde om en af de helt store europæiske tegnere.
Som titlen mere end antyder, handler Miniaturefolket om en gruppe små mennesker, der er blevet omkring 20 cm lave, efter de har rørt ved en meteor. De bor for sig selv i en lille by, der har alt, hvad de har været vant til fra deres liv i normal størrelse. Fortællingen bag formindskningen er sket i nogle kortere historier, der ikke i første omgang bliver udgivet. I stedet har Zoom valgt at starte med de tre første historier i albumlængde a 44 sider hver. Det giver god mening, men giver også et par steder, hvor man mangler en mellemregning eller to. Hvorfor miniaturefolket er voldsomt upopulære i de almindelige menneskers by, står derfor helt hen i det uvisse.
Tegningerne sidder som nævnt i skabet og er i det store hele en fornøjelse at kigge på. Særligt i den første historie Udvandringen leger Seron endda lidt med de hvide flader imellem rammerne, der på en god håndfuld sider får mere plads end normalt, når et enkelt billede eller to bliver mindre og efterlader ekstra tomrum på siden. Til gengæld er historierne af svingende kvalitet, ligesom logikken er ikke altid helt skarp. Da miniaturefolkets professor Benzon opfinder en pille, der kan give dem normal størrelse igen, gøres der en del ud af, at tøjet ikke tilsvarende vokser, hvorfor de pludselig står nøgne. Når de formindskes igen, ved at røre meteoren, krymper tøjet dog tilsvarende til miniaturestørrelse, men ikke smykker, der beholder deres oprindelige størrelse. Hvorfor? Tjah, sådan er dét bare.
Kort fortalt kan historierne opsummeres med den klassiske sætning fra bagsiden af Splint & Co.: ”Det her bliver nok morsomt, men også farligt!”. I hvert af de tre album trues miniaturefolket af en ydre fjende, der skal overvindes, hele tiden krydret med et utal af gags. I Udvandringen må de flytte på grund af en oversvømmelse. I Brontopia kidnappes professor Benzon af en fjendtlig militærmagt, der vil benytte hans evner til at vinde over deres naboland. Dette album, der som det eneste også er skrevet af Seron, er klart højdepunktet i Miniaturefolket 1. En god, dynamisk handling driver historien fremad. Scenerierne fra et oprørt hav er decideret elegant tegnet, Seron kan bestemt sit kram. Igen undres man dog over, hvor tæt han har lagt sig på forbilledet Franquin, her ikke kun i tegningerne, men også handlingen. Den ældre professor Benzon har mere end en del fællestræk med Grev Champignac fra Splint & Co, når han fremtryller forskellige opfindelser blandt rygende kolber, dog uden brug af svampe.
Desværre havde Seron åbenbart ikke sine forlæggeres ubetingede tillid, hvilket Thierry Capezzone berører i sit forord. Den ret ukendte Desprechins skrev teksten til det første album og Mitteï overtog under pseudonymet Hao fra og med det tredje album Fortidens krigere. Dette sidste virker endog meget antikveret og gumpetungt, da en fremmed miniaturebefolkning lurer på at gå i krig. Af uvisse grunde består den fremmede befolkning af både hidsige tyske og kølige britiske generaler, ligesom deres fly er beklædte med både hagekors og Royal Air Force symboler. Måske Mitteï havde brug for lidt tid til at få hold på universet, det starter i hvert fald slingrende. Det bliver aldrig rigtig sjovt – og det bliver aldrig rigtig farligt, personerne skriger højst af smerte, hvis de får et skud hagl i røven.
Med mere end 40 album er der nok at tage af, hvis Miniaturefolket ellers fænger på det danske marked. Det skal nok primært være i kraft af de glimrende tegninger mere end de foreløbig svingende manuskripter. Tegningerne og det midterste album trækker samlet set Miniaturefolket 1 op. Figurerne står generelt lidt blege endnu fra den gennemgående hovedperson, Renaud, til bifigurerne, hvoraf det kun er førnævnte professor Benzon, det er lykkedes at puste liv i. Der bør være potentiale for originale historier med et setup omkring miniaturefolket, det mangler bare at blive forløst med overbevisning endnu.
Del på
