Delphine Perrets “Mig og ulven” er fin, men der er for lidt af den.
“Mig og ulven” er en fin lille tegneseriestribebog med fine små og nøjsomme tegninger til fine små finurlige og småsjove pointer. Det er jo fint.
Den handler om dreng møder ulv, og tager ham med hjem på sit værelse og lader ham bo i skabet. Ulv er ikke farlig eller sej. Han er mere Bjarne end Zorro, men skal gerne være Store Stygge, så de må træne.
Det er fint, ingen tvivl om det overhovedet – men det er altså også småt.
Og det er ikke “Steen & Stoffer”, hvilket både er en helt urimelig målestok at sætte op for noget som helst … men også en sammenligning der er næsten umulig ikke at drage, når der er tale om værker, hvor en lille lyshåret dreng behandler sine udfordringer fx i forhold til skolen via et fantasi/tøjdyr, som ikke er levende/synlig, hvis mor stikker hovedet ind på værelset.
Altså, hvor urimeligt det end er, så skal der noget helt vildt overvældende til, hvis man vil lave noget, sådan lidt lige som “Steen & Stoffer” her efter denne series suveræne verdenserobring. Ellers sidder læseren – i hvert fald denne læser – bare og ønsker sig The Real Deal, og tænker, at det er da heldigt, at det ikke tager mere en 8 minutter at læse fx “Mig og ulven”.
Som ellers er fin. Med sort-hvide tegninger, der fungerer fint. Og en fin lille dialog.
En virkelig fin lille sag.
Virkelig lille sag …
Karakter: 2/6
Titel: Mig og ulven
Forfatter/tegner: Delphine Perret
Forlag: Damgaard
Form: Hardback, 64 sider, sort/hvid
Pris: 249 kr.
ISBN: 978-87-93164-07-9
Del på
