Sivert har kun ét liv: Teenagelivet tynger
Kan Sivert fra tegneserierne om Møgmis klare transformationen fra bi- til hovedperson og fra tegneserie til bog? Svaret er ja, så forhåbentlig kan læserne også.
Møgmis’ bedste uven, Sivert, bliver hovedperson i sin egen bogserie baseret på de succesfulde tegneserier. Det er en bogserie i samme stil som Kaptajn underhyler, Wimpy Kid og lignende bøger for nye og let erfarne læsere. Fællestrækkene er, at de er trykt med stor skriftstørrelse og gennemillustrerede. Dertil kommer en vægtning på humor som den altoverskyggende drivkraft, der skal få de unge læsere til at kaste sig over en bog og rent faktisk blive færdig med den. Heldigvis kan Sivert har kun ét liv byde på noget særligt, som de oversatte serier ikke kan.
Allerede fra start har serien Sivert har kun ét liv og første bind Teenagelivet tynger en klar fordel: Møgmis har været en latterfremkaldende succestegneserie i foreløbig fire ombæringer. Nu har ”lorteungen af racen teenager” på 13 år plaget sig til at få sin egen serie, selv om han baseret på handlingen hurtigt fortryder det. Siverts mor har nemlig uden varsel solgt hans kommode, hvor der i et skjult rum lå en hemmelighed. En hemmelighed, Sivert har vogtet over, og som efter hans udsagn ALDRIG må se dagens lys.
Herfra kører handlingen i vanligt Souidsk og Hjorthaabsk stil, nemlig komplet overdrevent sat op i allerhøjeste gear. Sivert må for enhver pris have kommoden tilbage før hemmeligheden bliver afsløret af den nye ejer, bodybuilderen Susan B, der ikke har tænkt sig at forære den væk igen. Sivert får hjælp fra klassekammeraten Petra, som han har et godt øje til. Det har rivalen Ronny Romkugle dog også, så han blander sig ligeledes i jagten på kommoden. Og jo, Møgmis spiller også en rolle, men slet ikke som i sin egen serie.
Sophie Souid har flere funny bones end en gennemsnitlig kirkegård og får lynhurtigt fanget læserens interesse. Med Sivert som en stadig mere desperat fortæller i jagt på sin forliste kommode har hun skruet en effektiv tween-roman sammen. Sivert er netop trådt ind i teenagealderen, så der bliver plads til undervejs at betræde relevante emner som svedlugt – i bogen beskrevet som en ubestemmelig blanding af ”chips med sour cream & onion”, ”kras mugost”, ”vådt vasketøj” og ”et dødt dyr”. Ligeledes giver Siverts begyndende interesse for det modsatte køn og evne til at se bryster overalt anledning til en politisk korrekt snak om kropsdiversitet, det i hvert fald ikke skader at snige ind hos den tiltænkte målgruppe.
Samspillet imellem tekst og tegninger er stadig essentielt, selvom der naturligvis ikke er tale om samme symbiose, som når det decideret er en tegneserie. Der er dog stadig tænkt over, at billederne ikke kun skal være illustrationer, men aktive medspillere, der bærer deres del af historien. Hjorthaabs sort-hvide tegninger er lidt mere rå end i Møgmis og selv om de får god plads, er de alligevel begrænset af undertiden at have en vignetagtig karakter, så der hele tiden holdes en fast kadence på et par billeder per opslag i bogen.
Sivert har kun ét liv er en spændende udvidelse af Møgmis-universet for de lidt ældre læsere med mod på at kaste sig over en bog. Det er samtidig et tiltrængt dansk bud på en humoristisk bogserie til de unge læsere. For der er ingen tvivl om, at der er en vinkling og nogle temaer, som man kun vanskeligt kan se for sig i de oversatte bøger på markedet til den samme målgruppe. Det gælder fx, når Siverts matematiklærer, Kisser med de velvoksne ”babelutter”, giver anledning til tanker i Siverts hoved omkring brysters størrelser ift. frugter og grøntsager. Tankerækken slutter med et billede af ham stående foran ”Torvets frugt og grønt” afbilledet af Hjorthaab som ”Torvets pikke og patter”, hvor en ældre dame slikker sig om munden, mens hun løfter en aubergine op. Det samme gælder afbildninger af kønsdele eller en håndmalet porcelænsenhjørning fra Harzen, der konsekvent omtales som havende en ”diller” i panden.
Det bliver spændende at se, om Souid og Hjorthaab kan jonglere med både Møgmis-tegneserien og Sivert har kun ét liv-bogserien. Møgmis er så stærk en karakter, at man uvægerligt savner, den spiller en lidt større rolle i bogen. Omvendt har kampen imellem Sivert og Møgmis måske sine begrænsninger i det lange løb, hvorfor det giver mening at åbne en kattelem for nye historier. Papirkvaliteten lader lidt tilbage at ønske, da man konsekvent kan skimte trykket fra den bagvedliggende side igennem papiret. Det vil dog næppe genere målgruppen synderligt. Her og nu kan man bare glæde sig over, at Souid og Hjorthaab igen leverer underholdning med kant til unge læsere.
