Intet er som det ser ud til at være i Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussens kunsttegneserie “9 Piger: Liftet”. Men Nummer9s anmelder Frederik Schøler er ikke bange… hverken for kunsten eller mørket.
Lad det være sagt med det samme – det er lidt et sats, at jeg nu prøver at anmelde en Rikke Villadsen. Det kommer sådan rigtig mange ting i spil, når jeg nu på forhånd ved, at hun har sin stil, og at det ikke lige er den jeg personligt er allermest pjattet med. Villadsen er jo sådan en slags anti-tese til Mobius: gnattede tegninger, grove slyngede streger og skraveringer, naiv-grotesk, lokal og levende, ikke-højtbesunget legende.
Nu har jeg så modtaget første udspil i Villadsen og Rasmussens serie “9 piger”. “Liftet” hedder det, og indledningen er et ’citat’ af begyndelsen på “Den Grimme Ælling” – ”Der var så dejligt ude på landet …” – men allerede fra linie to går det ligesom galt. Den velkendte tekst begynder at skride i det, som om forfatteren har tabt en maske i strikketøjet. Det velkendte bliver først bagvendt, før det ved afslutningen af citatets 10 linjer er skredet helt ud i svinget. Den romantiske beskrivelse af den landlige idyl ender med at være noget underligt noget. Vi kender ordene: markerne, vand, land, beplantet, øjne, men det er da en besynderlig rækkefølge, og hænger de overhovedet sammen?
Det er en knaldgod indledning, det citat. På den ellers nøgne side slår de ti linier tonen an. Det er sådan fortællingen om pigen, der får ’Liftet’ med den klamme chauffør fungerer. Det er jo ganske velkendt, små piger i mørket og klamme ældre, lidt for søde og lidt for interesserede mænd – ja nu kører hele det rædselsvækkende bagkatalog. I er alle sammen med på, hvad der for gud skyld helst ikke skal ske nu. Men I har ikke regnet den ud, og alligevel er jeres foruroligende anelser ikke ubegrundede, – men alt det I forventer, skrider ud og bliver vranglet. Det er altså (for)skruet foruroligende godt sammen, det her.
Og tegningerne? Jeg er altså ikke vild med dem, men det er lige meget, for de fungerer. Foruroligende i deres mørke vringlede, grafitgrattethed og med de børnetegningsagtige personer. Det er bestemt ikke Mobius, men hvad er det også for en stud af en anmelder, der sætter barren netop der? Opgaven må jo være at gå til værket på de præmisser, det stiller op, og vurdere om det holder. Det for alt i verden vigtige er, at tegneren vælger sin stil, at den fungerer og bidrager til fortællingen med udtryk og stemninger osv. Nej, jeg elsker den ikke, Villadsens stil, men i ’Liftet’ holder den hele vejen.
Glæder jeg mig så til at møde de næste 8 piger? Gu gør jeg ej. De fucker garanteret også med min hjerne, og hvis det er pigen i “Liftet”, der sætter tonen, bliver det en tur i mørk mol. Men jeg kommer uomgængeligt til at tage den; for selv om det sikkert ikke ligefremt bliver rar læsning, er første tur altså temmelig god.
Karakter: 4/5
Titel: 9 piger: Liftet
Tegner/forfatter: Rikke Villadsen & Bjørn Rasmussen
Forlag: Gladiator
ISBN: 978-87-93128-11-8
Form: 64 sider, 200 kr
Udgivet: 2014
