Længe før Valhalla tordnede tordenguden Thor gennem den danske tegenseriehistorie i Henning Dahl-Mikkelsens streg – Forlaget Fabel har begået et imponerende historisk dokument ved at samle serien “De Gamle Guder” fra 1941.
Når det buldrer og brager. Når lyn flår himlen fra hinanden, og tordenskrald får vinduerne til at klirre, så kender enhver årsagen. Det har intet med meteorologi og alt med mytologi at gøre – vi kigger mod skyerne, og hvis vi er rigtig heldige, får vi måske et glimt af Thors bukkevogn.
Henning Dahl-Mikkelsens tegneserie “De Gamle Guder” fra 1941 er, som Peter Madsen skriver i sit forord til Forlaget Fabels samlede udgave, en mere nøgtern og traditionel genfortælling af de nordiske gudemyter, end hans egen og Henning Kures “Valhalla”. Men det bliver “De Gamle Guder” på ingen måde en ringere tegneserie af, og det mener Madsen da heller ikke.
Formmæssigt arbejder Henning Dahl-Mikkelsen i “De Gamle Guder” med en side på ni ruder og fortæller sin historie meget lige ud af landevejen i en så skete, og så skete, stil. Visuelt formår han at udnytte sin form optimalt, hans streg er dynamisk, og hans greb om visuel fortælling meget stærk – han vidste hvordan historier fortælles i billeder, noget han på det tidspunkt for længst havde slået fast i sin avisstribe Ferd’nand.
De Gamle Guder er selvfølgelig et produkt af sin tid – og det betyder at teksten står under tegningerne. Det betyder desværre også at teksten jævnligt fortæller præcis det samme, som øjnene kan se. Men det er givetvis en disposition som mest skal lægges tekstforfatteren Harald H. Lund til last.
Tegneserien gik i avisen Landet, og har tidligere været samlet i julehæftet “Thor og hans hammer”, som Illustrationsforlaget udgav i 1943. Udover at denne udgave et beskåret og ombrudt, så er den også noget nær umulig og ikke mindst temmelig bekostelig at få fat i. Det er derfor prisværdigt, at Forlaget Fabel har samlet dette stykke danske tegneseriehistorie i en stor, flot udgave.
Produktionsmæssigt lider det store (udgivelsen måler 28 x 36 centimeter) album under, at Henning Dahl-Mikkelsens originaltegninger for længst er gået tabt. Siderne er derfor digitalt restaurerede på baggrund af avissiderne, og det er på mange måder en utaknemlig opgave, som redaktør Lars Jakobsen har løst efter bedste evne.
Jo, der er moiré-mønstre i farverne, som opstår ved skanningen af en trykt side med raster. Ligesom samtlige mispasninger af farverne fra avissiderne selvfølgelig også er med i albummet. Men det er sådan nogle grafiske detaljer, som dels ikke står i vejen for læseoplevelsen, og som også kun ville kunne løses ved en betragtelig tidsmæssig og økonomisk investering, som slet ikke står mål med, hvad udgivelsen kan bære af prissætning.
Mest ærgerligt er faktisk, at der i opsætningsarbejdet er blevet overset en ekstra første side, som skulle have været placeret mellem albummets side 1 og 2. Den er derfor er kommet med som løsblad i stedet. Det er ganske givet ikke en ønskeløsning fra udgiverens side.
De Gamle Guder er en god læseoplevelse og bærer vidne om Henning Dahl-Mikkelsen store talent som visuel fortæller. Men serien er også i høj grad et historisk dokument og en vigtig brik i dansk tegneseriehistorie, som mest af alt henvender sig til nostalgikere, samlere og tegneseriefagfolk forstået på den bredeste måde.
Karakter: 4/5
Titel: De Gamle Guder
Forfatter: Harald H. Lund
Tegner: Henning Dahl Mikkelsen
Forlag: Forlaget Fabel
Form: Hardcover, 176 sider i farve
Vejledende pris: kr. 359