Richard McGuires 25 år gamle tegneserieeksperiment “Here” har fået en seriøs overhaling af kunstneren, og er blevet udvidet med adskillige hundrede sider. Men kan værkets forholdsvist enkle koncept bære at blive blæst op i boglængde, eller er Here et eklatant kunstnerisk fejltrin?
Det siges som regel, at man bør lægge særligt mærke til den første sætning i en bog, da denne ofte kan give en idé om, hvad værket egentlig vil og kan. I Richard McGuires monumentale tegneserie Here falder den første replik, da en kvinde træder ind i en stue: ”Hmm… Now why did I come in here again?” Vi kender det alle sammen: åndsfraværende er man trådt ind i et lokale og har øjeblikket efter glemt, hvad det var, man kom efter. Men udsagnet kan i høj grad også læses som en metakommentar til selve værkets tilblivelse. For som titlen antyder, er Here i høj grad et stedfæstet kunstværk, og stedet er et, McGuire har besøgt før.
Here var oprindeligt en seks sider lang tegneserie i sort/hvid, der blev trykt i Art Spiegelmans eksperimenterende Raw Magazine i 1989. Allerede i sin første inkarnation var den på én gang en undersøgelse af men også en inciterende leg med mediets mest basale virkemidler: billeder i sekvens, der giver illusionen af bevægelse i tid og rum. Åbningsbilledet viser et hjørne i en stue med et vindue i den venstre væg, og dét forbliver den faste lokalitet og ufravigelige kameraindstilling tegneserien igennem. Alle efterfølgende billeder er udstyret med et årstal i øverste venstre hjørne, og vi bliver vist udvalgte snapshots af begivenheder, som de udspiller sig det givne år i hjørnet af stuen.
Til en begyndelse går det rimelig regelret for sig: et ægtepar i 1957 afventer ankomsten af og hjembringer herefter deres første barn i en sekvens, der strækker sig over tre billeder. I det efterfølgende billede begynder der imidlertid at ske noget: det netop etablerede ’nutidsplan’ anno 1957 forvises til et indskudt billede-i-billedet, hvor den nybagte mor beder om at få rakt en flaske til barnet. Motivet i hovedrammen viser nu til gengæld to kvinder i 1922, hvoraf den ene er fordybet i en telefonsamtale, som er læseren forholdt. I næste billede genfinder vi moderen fra 1957, der i endnu et indskudt billede giver barnet flaske, mens hovedrammens motiv nu er hensat til 1971, hvor en yngre kvinde rækker en drink frem til en person uden for billedet.
Der springes med andre ord pludselig frem og tilbage i tid, og øjensynligt arbitrære punktnedslag i stuehjørnets historik får glimtvis lov at åbenbare sig indskudt og forskudt i et hovedforløb, som dog ret hurtigt forsvinder i og bliver del af en stadigt accelererende vrimmel af øjebliksbilleder. Læsningen af Here bliver således snart til en leg, hvor det gælder om at afkode de enkelte fragmenter og forsøge at skabe en sammenhæng imellem dem. En sådan kan nogle gange konstateres i ét nu på trods af, at de enkelte øjeblikke kan være spredt over årtier, ja, sågar århundreder.
Der kan imidlertid også være tale om optrin, der i realtid begrænser sig til få sekunder, men som i læserens bevidsthed kommer til at udspille sig som en længevarende sekvens, fordi den leveres stykvis og spændt ud over flere billeder og sider. Der er til eksempel katten, som i 1999 kredser øjensynligt umotiveret omkring i stuen i en række indlejrede billeder – først langt senere får vi et glimt af en mus, der er gået i fælden i stuens hjørne.
De talrige små hverdagsglimt aflæser man selvfølgelig i den rækkefølge, man får dem serveret, men de kausale sammenhænge forstår man – lige som tilfældet ofte er i ens eget levede liv – mange gange først i retrospekt. Here er således ikke bare et formalistisk stykke legen røvere-og-soldater med tegneseriens virkemidler, den er i lige så høj grad et livtag med selve læseoplevelsen og en rystetur til den lineære virkelighedsopfattelse som sådan.
Bogudgaven af Here, som jo altså udkommer 25 år efter den oprindelige version, præsenterer os i alt væsentligt for mere af det samme, om end der har fundet en række formalistiske ændringer sted. Hvor den oprindelige udgave var bygget op som seks sider à seks (hoved)billedrammer, vier den endelige version nu et helt opslag til hvert enkelt besøg i stuehjørnet. Punktet, hvor stuens to vægge mødes, er i bogen kløgtigt nok placeret i midten af opslaget, og selve bogformens arkitektur kommer således til at understøtte vores oplevelse af og indlevelse i rummet – og i sidste ende vores engagement i det fortalte.
Here bliver i den definitive udgave et kalejdoskopisk bombardement af øjeblikke, der åbenbarer sig for os i et fastfrosset rum på tværs af tid – det gælder såvel den skildrede tid som den tid, det tager læseren at registrere øjeblikkene og kæde dem sammen: på et opslag fra 2029 finder en brand sted nedenfor stuens vindue – indskudt ser vi et glas vand, der falder til jorden i 1971. To billeder længere fremme på samme opslag ser vi det samme glas ligge knust på gulvet – et splitsekund efter, men jo altså adskillige sekunder senere i læsetid. Traditionelle forventninger til fortælletid kontra fortalt tid kan man med andre ord parkere ved indgangen til McGuires dagligstue.
Ligesom i den oprindelige version angribes de fastforankrede baggrundstableauer snart af indskudte glimt, der hver især nedfældes på de steder i stuen, hvor forskellige optrin og begivenheder har fundet sted. I 1907 tages det første spadestik til husets fundamentering, og som noget af det første mures kaminen – hjemmets arne bogstavelig talt – op. Det er her hovedparten af optrinene i Here får lov at udspille sig hele vejen fem til 2030, hvor huset bliver revet ned – muligvis som resultat af branden året forinden, som vi kort blev vidner til. Opslagene der ligger før og efter husets etablering bibeholder den samme optik, blot er der nu kun marker med græssende kvæg eller en række nybyggerhuse i baggrunden at spore.
Mens det rumlige fikspunkt altså ufravigeligt forbliver det samme værket igennem, præsenteres vi i tidsmæssig henseende til gengæld for en overvældende og kaotisk vrimmel af øjeblikke, som ved første øjekast kan synes nedfældet med fuldstændig vilkårlighed. Vi er med ved festerne og højtiderne, vi ser børnene lege stoleleg og de voksne drikke drinks og have sjove hatte på. Vi ser husets patriark ligge lit de parade foran kaminen og den nybagte far, der bærer den førstefødte over dørtærsklen. Here kommer således til at forme sig som en palimpsest over tidens gang. Tavlen viskes stort set ren, hver gang man vender en side i bogen, men som indtrykkene akkumulerer, aflejres der alligevel spor i læserens bevidsthed.
Vores dagligdags oplevelse af tid og sted er som regel uløseligt forbundet, men også den leger McGuire gerne med og udfordrer dermed hele vores perceptionsapparat, som når han fx vælger at indskyde et billede af en hvilende bisonokse fra 10.000 år før vor tidsregning i et interiør fra 1915. Sådanne visuelle idiosynkrasier kommer umiddelbart til at virke stærkt suggererende og ansporende i forhold til vores overordnede og under læsningen stadigt eskalerende behov for at skabe mening og sammenhæng i de øjensynligt tilfældige glimt fra værkets fikspunkt.
I en række sekvenser fordelt over blot to opslag anslås et af Heres bærende temaer: i hovedrammen fra 1999 ser vi føromtalte mus nærme sig en fælde, der er sat op i husets hjørne. I et indskudt billede fra 2028 ser vi en dreng lege med en plasticdinosaurus. I den følgende hovedramme er vi sprunget mere end 100 millioner år tilbage i tiden, hvor en vaskeægte dinosaurus okkuperer rummet. Indskudt i dette opslag finder vi et billede fra 1999, hvor musen nu har fået brækket nakken i den opstillede fælde. Alting har sin tid under solen, og så er det borte.
Men samtidig er intet af det, der har været, nogensinde gået helt tabt. Here benytter sig af en række gennemgående figurer, og til disse hører kvinden, der leverede bogens åbningsreplik. Hun får også lov at formulere en anden af bogens nøglesentenser: ”The more I clean, the more it gets dirty”. Området hun skrubber løs på igen og igen henover adskillige opslag, er altid placeret i nederste venstre hjørne af hovedbilledrammen, hvor vi i et indskudt billede fra 100.000 år før vor tidsregning ser et aftryk af et menneskes hånd på en klippe. Alt, der er gået forud på et givent sted, aflejrer sig spor, og oplevelser, vi har gennemlevet, kan sjældent eller aldrig slettes af vor hukommelse. Jo mere vi prøver at vaske tavlen ren, desto mere kommer selvsamme proces til at fylde i vor bevidsthed.
Here kan som alle andre bøger selvfølgelig læses fra ende til anden uden afbrydelse. Men vil man for alvor lodde dybderne i den komplekse bog, slipper man ikke uden om at bladre frem og tilbage, og til tider søge som en gal i den vanvittige vrimmel af øjebliksbilleder, som er nedfældet alt andet end kronologisk, i håbet om at opdage og afdække sammenhænge, der subliminalt antydes gennem de visuelle informationer. Det er lidt lige som at spille Memory: det handler om at huske og få brikkerne til at falde på plads.
Således kommer Here også frimodigt til at invitere og inddrage læseren som aktør i selve værkets forløsning: oplevelsen af og forsøget på at skabe sammenhæng i de nonlineært præsenterede øjeblikke, minder ikke så lidt om de stunder, hvor vi graver i erindringen og prøver at genkalde os betydningsfulde øjeblikke eller blot forsøger at genskabe meningsfulde årsagssammenhænge i vores eget liv. Here er vel sagtens det tegneserieværk nogensinde, der kommer tættest på at levere et plausibelt tværsnit af, hvordan den menneskelige erindring og erfaringsverden manifesterer sig i vores bevidsthed.
En bog der har sat sig for at nedfælde punktnedslag i den samme lokalitet henover århundreder, slipper naturligvis ikke uden om at skildre skikke og sæders omskiftelighed, ligesom udviklingen i indretning og modeluner også betragtes. I 1960 males det storblomstrede tapet over, i 1949 ser vi en mand sætte det op. Drengen, der kommer til verden i 1957, genbesøger halvfjerds år senere stuen, hvor han ikke længere bor, og finder den iklædt futuristisk up art-tapet og befolket af mennesker i mærkeligt tøj.
Og mens maleren i 1870 folder sit staffeli ud, er den unge kvinde hundrede år senere i færd med at sætte lærredet til en lysbilledfremvisning op. Udtryksformerne ændrer karakter i takt med udviklingen, men behovet for at fastholde øjeblikkene fra vores eget liv, så de ikke glider os af hænde, og fortolke virkeligheden omkring os i billeder, består på tværs af alle tider – hele vejen fra stenaldermandens håndaftryk på klippen til den futuristiske turistguides virtuelle billedvifte.
I denne tradition indskriver Richard McGuires Here sig naturligvis også selv, og der er adskillige indikationer på, at værkets omdrejningspunkt er identisk med stedet, hvor kunstneren tilbragte sin barndom. Via en række historiske markører er vi i stand til at stedfæste husets beliggenhed, ligesom der antydningsvis etableres en slags gennemgående figur i form af drengen, der er født samme år som McGuire selv. Og endelig er der i værket en personligt funderet svagt elegisk understrøm, som dog på intet tidspunkt får lov at forfalde til det sentimentale.
Personerne i bogen, hvoraf mange ser ud til snildt at kunne være kalkeret af efter gamle familiefotografier, er alle tegnet med sarte blyantstreger og nænsomme krydsskraveringer, som, sat op imod den mestendels meget bastante computerkolorering, forlener dem med et nærmest æterisk skær. De glimtvise åbenbaringer af menneskelig tilstedeværelse i stuehjørnet kommer til at antage karakter af spøgelsesagtige aflejringer og temporale aftegninger, der flimrer uhåndgribeligt i periferien af vore sansers rækkevidde og formåen. Det er som om, McGuire med sine sensible men porøse persontegninger ønsker at visualisere menneskelivets flygtighed i forhold til den omgivende verdens bestandighed.
Hen imod bogens slutning indlemmer McGuire en række opslag med tematisk eller motivisk ordnede sekvenser. Nogle handler om at miste – det være sig selvkontrol, nøgler eller synet – mens andre har fokus på slagsmålene, uheldene, vittighederne og skældsordene til alle tider. De mestendels monokrome opslag går for en tid så at sige i ét med tapetet; i stedet fokuseres der nu på lydene, de fonetiske sammenfald som har fundet sted i stuen på tværs af alle årene: en person taler om en ’lost dog’ i et opslag; ”Did you say ’log’?”, spørger en anden senere. En gammel mand beklager at: ”I’ve lost my hearing”, mens en ung kvinde kort efter konstaterer, at hun har ”lost an earring”.
Det bliver til en ganske raffineret og elegant orkestreret leg med klangmæssige spejlinger på tværs af årtier, som dog allerede har været antydet tidligere i værket via papegøjen, der gentager hundens gøen fra for fire år siden samt den elskovssyge indfødte amerikaner, der øjensynligt opsnapper en lyd henover århundreder. ”Life has a flair for rhyming events”, som en ansigtsløs herre siger i et opslag fra 1775. Han er på vej i hestevogn hen imod et nybyggerhus, der både i tid og rum ligger bag stuehjørnets centrale fikspunkt, men som ikke desto mindre får en central placering: manden i hestevognen er nemlig ingen ringere end Benjamin Franklin, der diskuterer med sin kongetro bastardsøn i 1775 kort før den amerikanske borgerkrigs udbrud.
Også på billedsiden kreeres og lukreres der på en lang række visuelle ekkoer og allusioner inden for værkets egne fire vægge: en frustreret ægtemand slår i 1989 ud med hænderne og spørger sin kone, hvor hun har gjort af avisen. I næste billede ser vi en anden mand knap hundrede år før (måske den første mands forfader?) give dessiner til bygherren af huset med nøjagtig den samme håndstilling. Opslag efter opslag er spækket med små visuelle pejlemærker, hvoraf flere først skaber forbindelse og forståelse over tid. Alle sammen er de dog naturligvis betydningsbærende koder, der subliminalt føjer til vores oplevelse af værket, og som undervejs kan dechifreres alt efter behov og temperament.
Nogle eksempler er helt oplagte og umiddelbart iøjnefaldende, som nu arkæologen, der i 1986 besøger huset med henblik på at foretage udgravninger og således få indblik i dagligdagen blandt de indfødte amerikanere, som vi fra tidligere opslag ved, var bosat i området. Han er selvbevidst nok iklædt en T-shirt med påskriften: ’Future Transitional Fossil’, og kender således tydeligvis sin plads i bogens større perspektiv. Andre visuelle informationer er mere kryptiske og kræver lidt mere refleksion fra læserens side.
Man kan fx vælge at lægge mærke til billederne på væggen i stuehjørnet, hvor en reproduktion af Vermeers ’Kvinde i blåt der læser et brev’ fra 1664 er placeret i 1935. På mere eller mindre nøjagtig samme plads hænger firs år senere samme kunstners ’Pige der læser et brev ved det åbne vindue’ fra 1658. Valget af de to næridentiske Vermeer-malerier er næppe tilfældigt. Motivisk sætter de i den grad fokus på selve læseprocessen, ligesom der er et oplagt, men lige så ujævnbyrdigt afsender-modtager-forhold præsent i billederne, som vi som læsere også oplever i tilegnelsen af bogen, vi har i hænderne. Derudover leverer de to kompositorisk stort set identiske malerier samtidig et eksempel på en kunstner, der genbesøger et motiv mange år senere for at opdage nye facetter af det afbildede.
Og i sidste ende bør en vurdering af Richard McGuires Here vel netop bero på, om kunstneren med sin betragtelige omkalfatring og udvidelse af et 25 år gammelt kunstværk har føjet alen til, forvoldt uoprettelig skade på eller blot ladet læseren tilbage med et indifferent skuldertræk i forhold til den oprindelige version. Den helt umiddelbare reaktion er vel, at McGuire, som i tegneseriemæssig sammenhæng ikke har meget andet på cv’et, er en desperado med ét skud i bøssen, som nu har nået den kunstneriske panikalder og derfor vælger at tærske langhalm på et allerede velanset værk uden at føje nævneværdigt nyt til vores oplevelse og forståelse af samme. Intet kunne dog være mere forkert.
Værkets grundidé forbliver naturligvis den samme, men det er først i det udvidede bogformat, at konceptets potentiale forløses fuldt ud, idet McGuire vier tid og plads til at give sin polyfoni af stemmer ånderum og Lebensraum. Det faste rumlige fikspunkt får lov at fylde hvert opslag, og således skabe en hel og tryg baggrund, der inviterer til fordybelse. Som læser kommer man uvægerligt til at forholde sig anderledes til det afbildede, og tilgangen til og oplevelsen af rummet som sådan bliver langt mere sanselig end cerebral. Hvor man i den oprindelige korte version måske i højere grad forholdt sig til de enkelte billeders komposition og funktion på tegneseriesiden som helhed, træder man nu ind i rummet og kommer med tiden til at føle sig helt hjemme i stuehjørnet.
Det samme kommer i den grad til at gøre sig gældende for læserens tilgang til rummets beboere. De blege gestalter er stadig lige porøse og uhåndgribelige agenter i tid og rum, men de vinder ved det nærmere bekendtskab, som bogformen tilbyder. Det, man før oplevede som papfigurer, hvis eneste funktion var at formidle en fiks idé, er blevet besjælet med omtanke og ånd, og de mange vidt forskellige aktører får nu lov at berette brudstykker af deres egen historie. Here bliver således et værk for mange stemmer, der bristefærdige som sæbebobler fremfører samtaler, der som oftest er uden begyndelse og uden ende. Til sammen kommer de dog til at udgøre en akkumulativ, nærmest hypnotisk kakofoni, der munder ud i en sært bevægende besyngelse af øjeblikkets skrøbelighed, begivenhedernes blændværk og altings cirkulære gentagelsestrang.
Here er et stykke konceptkunst, og man kan måske endda argumentere for, at værkets grundidé formentlig kunne have været forløst lige så vel og med samme effekt enten som rum- eller videoinstallation. Der er dog noget ved bogens øjensynligt vilkårlige og alligevel alvidende arrangement, de indskudte sekvensers samspil på tværs af tider og sider, som det oven i købet er muligt at bladre frem og tilbage i, og endelig muligheden for enten at fortabe sig i detailobservationer eller helt lade sig rive med af de store linjer, som umiskendeligt lukrerer på og kun kan realiseres via tegneserieformens virkemidler.
Den æstetiske oplevelse af værket bliver dermed nøje knyttet til de formalistiske træk, og Richard McGuire er i Here helt inde og røre ved selve grundessensen af den kun svært håndgribelige og svært definerbare kunstform og de muligheder, den giver os for at opleve sekvenser i tid og rum – vel at mærke i et tempo, som vi selv er med til at diktere. Konceptkunst er i sin natur ofte fortænkt og kun sjældent følelsesbetonet, men Here er en aldeles raffineret og smukt gennemkomponeret bog, der brillerer på adskillige parametre – formalistisk såvel som følelsesmæssigt.
I en række opslag hen imod bogens afslutning modstilles to sekvenser, der udspiller sig med 50 års mellemrum, som på mange måder opsummerer værkets ambition og bliver dets endelige udsagn: Hjemvendt fra hospitalet efter et hoftebrud bliver en gammel mand i 2015 indlogeret på husets sofa. En yngre mand – formentlig sønnen – fortæller ham, at de smertestillende piller står på bordet ved siden af sofaen. Den gamle mand kan ikke høre, og beder gang på gang sønnen gentage sætningen.
Indlejret i dette forløb finder vi en sekvens, som udspiller sig i 1964, hvor en række voksne leger gæt og grimasser uden at kunne løse gåden. I førstnævnte sekvens forsøger afsenderen forgæves at formidle verden igennem sproget, i den anden forsøges en sammenhæng verbaliseret via gestik og visuelle fremstillinger. I begge tilfælde får ord og billeder lov at stå deres prøve og fejle. Vi kan verbalisere og gestikulere alt det vi vil, men verden lader sig ikke sådan indfange.
De afsluttende sammenstillede sekvenser kan selvfølgelig læses som en metakommentar til værket selv eller tegneserieformens virkemidler generelt, men bør i sidste ende tolkes som en udstilling af vores begrænsede erkendelse af verden, virkeligheden og det eget levede liv: vi kan lytte til ekkoerne og opleve epifanierne, vi kan chokeres over omslagene i tilværelsens gang, men ultimativt kan verden ikke erkendes. Som en rygvendt mand fra 1910 formulerer det: ”No one has mastered the art of life. Everyone is just tumbling in the dark”. Vi erkender stykvis, rykvis – som i et spejl, i en gåde – og det får så ultimativt lov at være nok. Vores erkendelse af verden er muligvis afstumpet i løbet af vores levetid, men alt imens går virkeligheden sin gang med uimodståelig uafvendelighed.
Helt i overensstemmelse med Benjamin Franklins ånd markerer Here sig som et egalitært værk, hvor hvert eneste øjeblik – om end nok så trivielt – er viet den samme opmærksomhed, og får lov at udspille sig med samme nødvendighed og betydning. Der er en af landsfædrene i heftig diskussion med sin søn om nationens fremtid, men der er også kvinden, som gør rent i sit hjem. Der er øjeblikket i 1930, hvor manden lægger armen om sin kone og øjeblikket i 2005, hvor faderen kaster sit leende barn op i luften. Alle disse momenter, der i bemærkelsesværdig grad kommer til at minde os om scener fra vores eget liv, eksisterer side om side for lidt siden, i dette nu og lige om lidt – som billeder i sekvens og som sider i en bog. I Here ophøjer Richard McGuire selve øjeblikket til kunst – alle disse flygtige øjeblikke, der til sammen udgør summen af vore liv.
Der er slet ikke noget at betinge sig på. Here er et fuldbyrdet og fuldblods mesterværk og i tegneseriemæssig sammenhæng et i bogstavelig forstand enestående værk. Og mens det grundlæggende koncept med nogen ret kan anklages for at være en smule fortærsket og måske endda banalt, så er den kunstneriske og intellektuelle eksekvering af samme alt andet end. I Here tager Richard McGuire livtag med tegneserieformens mest basale virkemidler, og udfordrer og udvider på én gang hele udtryksformens register og grammatik. Det kommer dog aldrig til at ske på bekostning af beskrivelsen af den menneskelige tilstand – snarere tværtimod. Den definitive udgave af værket er resultatet af en kunstners singulære vision, der er blevet forfulgt i årevis med ufravigeligt fokus og som nu endeligt får lov at forløses med uforlignelig kraft som en hyldest til øjeblikket, til hjemmets arne og til livet, som det leves der lige nu og lige her.
Karakter: 5/5
Titel: Here
Forfatter/tegner: Richard McGuire
Forlag: Pantheon
Farve og form: 300 sider i farver i HC med smudsomslag
Vejl. pris: kr. 280,00
ISBN-13: 978-0375406508
Udgivelsesår: 2014
Udgivelsesland: USA
