Gammelpot 23: Den forheksede tepotte
Den forheksede tepotte var ikke planlagt til at være det sidste album med Gammelpot. At det alligevel endte sådan, virker på alle måder logisk, da både forfatter, tegner og hovedpersonen selv lod til at være mæt af dage.
Bagmændene Piet Wijn og Thom Roep valgte i år 2001 usædvanligt nok at basere de to historier, Den forheksede tepotte består af, på en tegneserie, som Piet Wijn lavede tilbage i 1960’erne. Derfor er der massiv genbrug i både tegninger og historie, selv om begge dele er tilpasset Gammelpots univers. Det hele flettes sammen af Gammelpot selv som fortæller, der er på vej til sit hjemland over et bjergmassiv med en fører, som han fortæller de to historier til.
Det hele emmer næsten af afslutning. Thom Roep havde efter fire års pause i serien for travlt til selv at skrive en original historie, hvorfor tanken om at genbruge materiale dukkede op. Piet Wijn kunne derfor tegne efter sine gamle tegninger, bare med nye personer og tilpasning til universet i Gammelpot. Hovedpersonen selv er på vej hjem efter at have oplevet en række eventyr på farten. Derfor stiller han sig tilfreds med ikke at være aktiv handlende i et nyt eventyr og i stedet tænke tilbage og genfortælle nogle, han tidligere har oplevet. For en gangs skyld lader han til at være sit navn værdigt og faktisk være nået til et sted i livet, hvor han er klar til at hvile ud og kigge tilbage.
På den måde virker det logisk, at det blev sidste omgang med Gammelpot, da hverken skabere eller hovedperson tilsyneladende orkede mere. Undervejs fik Piet Wijn en hjerneblødning, der helt fratog ham evnen til at tegne. Tidligere havde han efter sin første hjerneblødning trænet sig op til at tegne med venstre hånd, så han helt ufatteligt kunne fortsætte sit arbejde på serien med decideret venstrehåndsarbejde. Nu måtte han overlade pennen til Dick Matena, der derfor har tegnet den sidste halvdel af albummet. Det gør han mere end almindeligt hæderligt. Jeg vil ikke sige, at man ikke kan se forskel, det er dog glimrende håndværk og en fuldt acceptabel efterligning af Wijns tegnestil.
Fra første halvdel af albummet, hvor Piet Wijn stod for tegningerne.
De to historier Iskold vinter og Den forheksede tepotte hører bestemt ikke til højdepunkterne i serien. Den første er en tyndbenet affære om to drenges drengestreger, der ender med at gøre Kong Vinter vred, så Gammelpot, hans magiske vadsæk og en snarrådig pige må hjælpe med at få tingene i orden igen.
Den forheksede tepotte er et klassisk eventyr om en prinsesse, der i løbet af historien skal lære, hvordan man opfører sig i den virkelige verden, når man ikke kan bede folk hoppe og springe for én, men selv skal yde, før man kan nyde. Men det er ikke en hvilken som helst prinsesse, det drejer sig om. Wijn og Roep valgte nemlig at bruge Prinsesse Pauline til historien, og dermed sluttes ringen på smukkeste vis, da hun var hovedpersonen i det allerførste bind i serien Den forkælede prinsesse. Åbenbart havde hun glemt lektien fra dengang, men så får hun da lært den igen her i afslutningen på serien. Dermed virkede det næsten forudbestemt, at Den forheksede tepotte skulle være sidste album i serien, da den slutter en ring tilbage til starten, samtidig med at Gammelpot vender hjem, som ethvert godt eventyr jo ender med.
Fra anden halvdel af albummet, hvor Dick Matena stod for tegningerne, og hvor prinsesse Pauline vendte tilbage.
Gammelpot foregår nemlig i et klassisk eventyrligt setup. Der er ingen tidsangivelser, så det står enhver frit for at gætte. Vi er dog før den industrielle revolution med moderne bekvemmeligheder som tog eller elektricitet, hvor landbrug er det primære erhverv. Byer er oftest idylliske skønmalerier taget ud af en Schweizisk eller Østrigsk biedermeieridyl og med bjerge, der i hvert fald placerer den langt fra det Hollandske moderland, som skaberne er fra. Det vrimler med kroer, der er hyggelige åndehuller for en vandrer – eller skumle røverreder for selvsamme. Stereotype konger, dronninger og prinsesser lever i bedste velgående i deres egne bobler fjernt fra virkelighedens verden. Ligeledes er hekse, opbyggelige moraler, lykkelige slutninger og magi i mange afskygninger, ikke mindst hovedpersonens magiske vadsæk, klassiske træk for både folkeeventyr og Gammelpot.
Dog er Gammelpot ikke skabt af anonyme bagmænd, men tegner Piet Wijn og forfatter Thom Roep. Førstnævnte døde tilbage i 2001, mens sidstnævnte løbende har været forfatter til ikke bare serien i sig selv, men også til de forord, der indleder hvert bind i den nyrestaurerede udgave, som Cobolt efter ti år når i mål med.
Det er i sig selv unikt, at forordene i de 23 album samlet set betyder, at der dermed er skrevet og udgivet 138 sider om Gammelpot på dansk. Det er ikke mange tegneserier forundt, og slet ikke med en tegneserie, der så markant er målrettet børn. Mon ikke en del barnlige sjæle trods alt hjælper til med at få det til at løbe rundt? Der må være andre på min alder, der stiftede bekendtskab med den som barn og nu har nydt at samle den i de flotte nye udgivelser. Hvis man læser forordene i ét langt stræk, som jeg netop har gjort, giver de et interessant indblik i serien og mange af overvejelserne bag. Herunder inspirationskilder, samarbejdet mellem de to skabere og Piet Wijns helbredsproblemer, der som nævnt undervejs tvang ham til at skifte tegnehånd fra højre til venstre. Det er naturligvis ærgerligt, man ikke kan få Piet Wijns vinkel, men Thom Roep gør det glimrende på egen hånd og er trods alt den af de to, der var vant til at udtrykke sig på skrift. Det krydres med Wijns tegninger og skitser til primært forsider, så han på den måde er en ligeværdig partner i forordene.
Thom Roep skulle have været gæst ved Copenhagen Comics tilbage i 2015, da Cobolt begyndte på genudgivelserne, men måtte melde afbud. I mellemtiden er det ikke lykkedes at lokke ham tilbage til Danmark, men man kan håbe på, at afslutningen på serien er en værdig anledning til at få ham på besøg i København om et par måneder, når næste udgave af festivalen finder sted. Med sine 73 år er han forhåbentlig fuldt ud i stand til at tage turen til Danmark og modtage en velfortjent hyldest for en af de rigtig fine europæiske børnetegneserier, der som de klassiske eventyr er så tidløs, at hver generation har fortjent at stifte bekendtskab med den.
Den forheksede tepotte er i sig selv ikke et højdepunkt, men alligevel en smuk og vellykket afrunding på serien, der hæver den over middel. Serien som helhed er langt over middel, så har du et barn indenfor rækkevidde, er den nu tilgængelig i sin helhed på dansk. Som mange andre serier, der løber i årevis og runder mere end 20 album, så er kvaliteten højest i første halvdel, men en del af charmen er også, at man kan følge hovedpersonen i album efter album.
