Anmeldelse
Forlaget Cobolt er nået til bind 4 i serien om Gammelpot og dermed til første album i serien om verdenshjørnerne.
Det fremgår godt nok af Thom Roeps fyldige forord, at Porten til Østen ikke oprindeligt var tænkt som andet end et enkeltstående album, men efter et mellemspil i album fem kom der tre yderligere verdenshjørnealbum efterfølgende.
Flere ting var åbenbart for gode til at lade ligge. Én af dem har uden tvivl været den karismatiske heks, der blev introduceret som afløser for skurken Ludo Mundsmurt, der optrådte i de to første bind. Hendes navn blev oprindeligt oversat til Cruella, men er i den nye oversættelse af Edith Månsson er det blevet til det mindre Disneyficerede Furia. Om Furia vil falde i smag hos seriens faste læsere er måske tvivlsomt, men som oversættelse af originalnavnet Wredulia er det ikke helt ved siden af, selv om Wredulia næste også kunne være anvendt på dansk. Og nu jeg er inde på oversættelsen, så virker Månssons væsentligt mere mundret end Tore Bahnsons oprindelige. Her et par eksempler på Bahnsons kontra Månssons:
En tilfældig landarbejder skifter navn fra Charlie til Kresten.- Kong Isobalds soldat skifter navn fra Karel til Karl.
- Furias første kommentar, da hun hører, at Gammelpot er brudt ind i hendes hus, ”en modbydelig god fyr, der knuser mine flasker!!?” er blevet til ”en lille dum mand, som slår mine flasker i stykker?”
Småting måske, men ikke uvæsentligt, når nu Cobolt skal følge op på førsteudgaven, der blev trykt i 3 oplag. Forfatter Thom Roeps seks siders forord, cirka halv tekst og billeder, er en anden attraktion. Denne gang er Roep ganske inspirerende og fyldt med anekdoter, der sætter Porten til Østen i relief. Det var fx alene ønsket om et nyt miljø for deres historier, der fødte tanken om at sende Gammelpot mod det ørkenlandskab, der dominerer albummet.
Gammelpot bliver nemlig sendt til et 1001 nat inspireret land(skab) af Furia, for at hente en særlig æske til hende. Med sig har han den lille soldat Frederik, der som hele Kong Isobalds hof har været tryllet ned i størrelse og puttet på flasker af Furia. Skal de befries, så må Gammelpot klare opgaven, men som kendere af serien jo ved, så har han også en magisk vadsæk, der altid er god for at række ham en hjælpende hånd, når nøden er størst.
Roep og tegner Piet Wijn fremmaner en klassisk og stereotypt østlig verden, der nok virkede lidt mere fremmedartet i slutningen af 1970’erne end her 40 år senere. Flyvende tæpper, karavaner og onde slavehandlere er bare ikke så eksotiske længere, som de var i min barndom. Men Roep og Wijn har heldigvis andet i bøssen. Selv om Furia også er en klichefyldt heks, så puster de fint liv i hende, ikke mindst takket være hendes karakteristiske hovedbeklædning, der er en blanding af gigantiske tørklædebeklædte djævlehorn og et indisk pande chakra med et 3. øje midt mellem hornene. Hun er en værdig heks i den eventyrlige serie, ligesom hendes tryllekunst med at formindske folk og putte dem på flasker er godt tænkt.
Som i ethvert godt eventyr har Cobolt naturligvis tre esser i ærmet for at få både nye og gamle købere med på vognen. Oversættelsen og Roeps forord var de to første, men dertil kommer en ny farvelægning, der får nye detaljer i alt fra ansigter, beklædningsgenstande og baggrunde til at træde tydeligt frem. Stemningen er blevet en anelse mere mørk og afdæmpet, ørkenen er fx knap så gul-orange som i de gamle udgaver. Men vigtigst af alt, så fremstår Piet Wijns streg helt klart og tydeligt, hvilket den bestemt ikke gjorde i de tidligere udgaver.
Der er således gode grunde nok til at investere i serien om Gammelpot, også selv om man både kender og har de gamle udgivelser allerede. Porten til Østen er ikke et højdepunkt i serien, men en solid midtervare i en serie, der stadig er et af de bedste bud på kvalitetstegneserier for børn på det danske marked.
