Gammelpot og Uhyret fra Tågesøen
Efter en storslået og fantasipirrende omgang hekseri i det eksotiske Østen sænker Gammelpots fædre ambitionsniveauet en kende i “Gammelpot og Uhyret fra Tågesøen”. Intet kan dog forhindre Gammelpot i at være en særdeles glimrende børnetegneserie for alle.
Det er på mange måder et lille eventyr, som den gæve, lille mand med den magiske vadsæk kommer på i denne omgang. Hele handlingen foregår på meget få steder med et minimalt persongalleri, som Gammelpot kan interagere med. I størstedelen af eventyret er han på egen hånd uden andre at tale med end sig selv og os. Hele balladen er hængt op på et meget enkelt mysterium med en forholdsvis enkel løsning, der dog stadigvæk vil rumme et par gode og overraskende twists for nye læsere.
I bund og grund er dette historien om Gammelpot og mysteriet om Loch Ness-uhyret, selvom der naturligvis er tale om en anden og mere fiktiv sø og et (måske og måske ikke) mere virkeligt uhyre. Som barn kildede denne moderne myte i særdeleshed min fantasi, så det er et glimrende emne for en god omgang børnespænding. Hvad er det ukendte ude i tågen under søens overflade? Gammelpot er på sagen, så vi skal nok finde ud af det! For større er historien ikke: Et uhyre og en dæmon plager en lille landsby ved en tågedækket sø, og beboerne har ikke andet valg end at underkaste sig. Hvilket naturligvis ikke er en løsning, som Gammelpot vil acceptere. Der foregår naturligvis noget andet og mere, men det skal ikke afsløres her. Det er forhåbentlig ikke alle seriens læsere, der er gamle, nostalgiske pruthuller, der kender hver ramme og hver talebobbel udenad.
Historien er bygget op som en klassisk gyser, hvilket dog ikke bør skræmme forældre til mindre børn væk. Det bliver aldrig rigtigt farligt. Men på bedste slasher-film-vis møder Gammelpot først en skabning, der mere end antyder, at der er noget galt og advarer ham om, at det ville være klogest at vende om. Ligesom i alle andre gysere ignorerer vores helt advarslen og kaster sig ud i det ukendte, men hvor de fleste gysere leverer gru, så forbliver uhyggen her børnevenlig. Hvilket måske vil skuffe nu voksne læsere, men vi må nok bare erkende, at vi nu er blevet til turister i et eventyrland rettet mod yngre sjæle. Hvilket så absolut ikke er en negativ ting. Det er rart at være barn sommetider. Også som 42-årig tegneserieanmelder. Så gyset er sikkert og trygt og ønsker blot at fascinere og ikke skræmme. Spændingen bliver opbygget ved at overlade Gammelpot til sig selv – ofte uden vadsækken, som han mister gentagne gange undervejs. Det er et klassisk træk at fratage helten sine superkræfter, og i Gammelpots tilfælde er det jo vadsækken, der er en slags magisk schweitzerkniv, der kan alt og løser enhver situation.
“Gammelpot og Uhyret fra Tågesøen” er et eventyr fra før youtuber var et erhverv. Historien er fortalt i et roligt tempo, der sammen med tegningerne opfordrer til fordybelse. Klippehastigheden sættes ned på børnelæsernes hverdag, og det håber man velsagtens som forældre, at børnene vil finde sig i og nyde. Vi forestiller os i hvert fald, at det er sundt. Tegningerne er levende og langt fra bedagede. Der er ikke en lige streg at se nogen steder, alting er i bevælgelse og slynger sig hen over siderne. Fingre bevæger sig, hænder gestikulerer, og al mimik er levende og i spil. Der er ikke så meget lir i dette album, og tegneren er sluppet billigere end sidste gang, hvor han skulle tegne både knortede skove i et mytisk Europa samt opsummere Østens magi på ganske få sider. Denne gang dækker tågen næsten alt og gør mange baggrunde overflødige. Ligeledes er der meget dialog i første halvdel, og tegneren gør sit bedste for at gøre siderne alt andet end statiske. Men lidt tungt og ensformigt bliver det til at begynde med. Heldigvis venter der jo et (måske og måske ikke) virkeligt uhyre. Monsteret – virkeligt eller ej – skal der ikke siges meget om, men designet er fint og børnevenligt, så selv de mindste kan være med. Mødet mellem Gammelpot og monsteret minder mig lidt om Røskva og Fenrisulven i Valhalla 1, så der er dømt nuttethed og varme for alle pengene.
Som i alle genudgivelser med respekt for sig selv er der et fyldigt og grundigt stykke ekstramateriale i form af et forord. Denne gang er det et ret nørdet et af slagsen, da der går meget plads med trykketeknik anno gamle dage. Der er også plads til en lille tegneserie, hvor Gammelpot himself fortæller læserne, hvordan et album blev til. Det er desværre kun den ene side, der får helsidesbehandlingen, så man må nøjes med at nyde den lille kuriositet i et mindre, thumbnail-agtigt format. Det kunne have været fint, hvis hele den lille – bevares, en kende ubetydelige – tegneserie havde fået lov til at folde sig ud. Når der nu er tale om tegnede sider. Der er sikkert mange gode, tekniske grunde til dette valg, og mon ikke, at mange af dem er uden for det danske forlags kontrol?
Genudgivelserne af Gammelpot er gode for os nostalgiske røvhuller og endnu bedre for vores børn. Der er noget tidløst og evigt over de små historier om Gammelpot. De er så godt, klassisk og levende fortalt, at det ville være en skam, hvis de kun kunne skaffes til overpris fra antikvariater. Selv et mindre eventyr som “Gammelpot og Uhyret fra Tågesøen” fortjener sin plads på boghylderne, bibliotekshylderne og børneværelserne.
