MAD – de største tegnere 1: Don Martin
Cobolts samling af 50-60 år gamle Don Martin gags fra MAD viser, at tiden på ingen måde er løbet fra Martins spændstige og let genkendelige streg eller evne til at levere uforudsigelige pointer.
At blive kaldt “MAD’s mest bindegale tegner” må anses for at være lidt af en ærestitel, og den er tilfaldet Don Martin (1931-2000). Det lyder godt nok bedre og mere dobbelttydigt på originalsproget, hvor han blev kaldt “Mad’s Maddest Artist”. Det humoristiske MAD magazine er udkommet i USA siden 1952, mens det i Danmark udkom i små fyrre år inden det gik ind i starten af dette årtusinde. Rigtig mange vil derfor have stiftet bekendtskab med bladets kendteste tegnere i MAD eller diverse specialudgivelser – eller for Martins vedkommende ligefrem hans helt eget blad på dansk i 1989-90, hvilket siger lidt om hans status også på vores breddegrader.
Mange vil nok også nikke genkendende til hans streg, uanset om de kender navnet Don Martin eller ej, for kendetegnene er mange. De aflange ansigter, de markante hagepartier, de lange og ofte strittende fingre og så min egen favorit: tæerne der bøjer 90 grader eller mere aldeles anatomisk ukorrekt – selv inde i sko. Læg dertil Martins brug af lydord, der stille og roligt sniger sig ind og bliver mere og mere kreative og dominerende i løbet af det første tiår, som dette album dækker.
Med MAD – de største tegnere 1: Don Martin lader forlaget Cobolt en ny albumserie lande på det danske marked. Albummet rummer udvalgte striber samlet kronologisk, i lighed med Radiserne – de bedste striber. I Don Martins tilfælde ville det nok også have været en uoverstigelig opgave at samle det hele, for han var højproduktiv i mere end 30 år for MAD og derefter på egen hånd.
Det kan være vanskeligt at sætte ord på humor. I Martins tilfælde gør det sig dog gældende, at han stort set altid serverer en ekstra uventet drejning på ethvert gag. Det er naturligvis en kæmpe styrke, selv om også det uventede i længden bliver forventeligt, så man bare venter på at se, hvilken skør drejning det tager. Her et eksempel:
I ovenstående gag ville det i virkeligheden have været nok udelukkende at aflive duerne, for at der havde været en humoristisk pointe. I stedet for at nøjes med det, så lader Martin menneskene opføre sig som duer og kaste sig frådende over popcornene, hvilket så giver en ekstra effekt til slut, da manden med et ligegyldigt udtryk i øjnene leverer punchlinen. Samtidig er det et indhold, der uden problemer ville have kunnet indgå i Franquins Sorte sider, for intet er helligt for Martin. Menneskekroppen bliver bøjet, strukket, mast og massakreret i bedste tegnefilmstradition, hvor det aldrig bliver rigtig alvorligt.
Oven i alt dette skal det med, at Martin næsten ikke har haft nogle gennemgående figurer, men varierer i det uendelige, samtidig med der bestemt er nogle typer, der virker umiskendeligt genkendelige som Don Martinske. Martin gør sig også i både ordløse og tekstfyldte gags, så der er god variation i virkemidlerne undervejs. De fleste på en eller to sider, men mod slutningen kommer der også eksempler på Martins længere parodier i form af alternative fortællinger om Robin Hood og Robinson Crusoe.
Den introducerende tekst før hver gag, som hører med fra MAD-universet, er overflødig og i længden trættende, men selvfølgelig autentisk og typisk for MAD-magasinets tone i bladets øvrige tekst. Som næsten altid i Cobolts samleudgaver er der kælet for indholdet. Efter forordet af Al Feldstein, redaktør på MAD fra 1956-1984 er der et rigt udvalg af Martins gags. Derudover er hyldesttekst- og tegninger spredt ud undervejs fra de tidligere kolleger Sergio Aragonés, Bud Grace, Jack Davis, Frank Jacobs og Al Jaffee. De spænder fra at bidrage med sjove anekdoter og forventelig ros til Bud Graces ligegyldige og spøjst lange nedladende afsnit om Don Martins ekskone. Dertil er der midtvejs fem sider om Martins liv og karriere, uden angivelse af forfatter, men ganske informativt. Ikke alt er genialt eller så latterfremkaldende, som teksten gerne vil gøre det til, men det er langt hen ad vejen uforudsigeligt morsomt.
