Leguanen
Argentinske tegneserier kan sætte en skræk i livet på lokalbefolkninger og læsere – selv fra den anden side af graven.
Leguanen, udgivet af TegneserieKompagniet, er en selvstændig fortsættelse af Det store svindelnummer, som forlaget udgav sidste år. Det argentinske makkerpar Domingo Roberto Mandrafina og Carlos Trillo står bag. De har tidligere fået enkelte af deres værker udgivet på dansk, men TegneserieKompagniet har kastet sin kærlighed på deres fælles værker, der godt nok kan læses enkeltvis, men klart står stærkest og mest meningsfuldt læst i sammenhæng.
Leguaner dør aldrig helt
Har man tænkt sig at læse Det store svindelnummer først, er det nok bedst ikke at læse videre i denne anmeldelse, for der kommer i den grad en spoiler i forhold til første bind nu. Det er nemlig vanskeligt at sige noget som helst om Leguanen uden samtidig at røbe noget af det centrale i Det store svindelnummer.
I den sydamerikanske diktaturstat La Colonia blev den frygtede og angiveligt udødelige lejemorder Leguanen nemlig dræbt i Det store svindelnummer. Alligevel spiller han hovedrollen i Leguanen. For New Yorkerjournalisten Susan Ling er taget til La Colonia for at skrive en artikelserie om Leguanen.
Frygt, betagelse og ufrivillig terapi
Ling erfarer hurtigt, at selv i død tilstand kan Leguanen sprede skræk og rædsel, da hun interviewer en række mennesker med kendskab til ham, og historien får hurtigt mere end et ben at gå på.
Leguanens historie rulles ud, samtidig med at indbyggerne i La Colonia kommer i ufrivillig terapi, da Ling tvinger dem til at se fortidens monster med den spaltede tunge og den skællede hud i øjnene. Samtidig opdager Ling, at hun stik mod alle odds fascineres umådeligt af Leguanen, da hun åbenlyst har nogle af de samme perverterede lyster og mangel på empati, som han havde.
Veloplagt opfølger
Det store svindelnummer var en uhyre veloplagt kærligheds-noir-flugt historie og Leguanen er en veloplagt opfølger, der dog ikke når helt de samme højder, men fortsat er interessant og underholdende læsning. Både tekst og billeder minder lidt om for eksempel Forlaget Faraos Torpedo 1936.
Højt tempo og flotte nærbilleder
Tempoet er højt. Cigarer, alkohol, sex, korruption og lyssky affærer er hverdag i diktaturstaten La Colonia og Mandrafinas streg minder periodevist om Jordi Bernets. Mandrafina har en forkærlighed for at gå ganske tæt på sine personer, og der er rigtig mange nærbilleder af personernes ansigter.
Men ansigterne lever og selv om Leguanen er en anelse mere poleret i streg og farver end forgængeren, så er det stadig meget solidt arbejde. I øvrigt gør Mandrafineas tegninger sig vældig godt i sort-hvid, selvom albummet er farvelagt. Trillos historie var dog lidt mere sprælsk i Det store svindelnummer, hvor der blev leget med fortællerpositionen og den fjerde væg ud mod læseren blev brudt mere end en enkelt gang.
Samlet set er Trillo og Mandrafina et makkerpar, der bestemt er et besøg værd, nu hvor TegneserieKompagniet har sørget for, at deres fælles serie er udkommet på dansk.
