Alt er perfekt – bortset fra…

Reply

Og hvad læser man af den anmeldelse. Yoko Tsuno og alle de store klassikere er todimensionelle flade og lidt kedelige, læser man mellem linjerne. Dette må kunne overføres til en stor del af de bedst sælgende og og toprangerede film, tv-serier og bøger – de helt store klassikere.

Endvidere “fantastisk” at Yoko skal få kritik for at tegningerne er fremragende og der er foretaget særdeles grundig research, som ellers normalt belønnes med store bogstaver i andres anmeldelser. Nå ja, Reglen nu om dagen er jo ofte tegn halvgrimt og sjusket og få fremragende karakterer og researchen er næppe på niveau med Yoko, men det er åbenbart også fuldstændig ligegyldig. Det er usædvanlig mærkelige kritikpunkter.

Reply

Kære Lars Christian

Måske skulle du læse, hvad anmelderen rent faktisk skriver. At tegningerne netop IKKE er fremragende, fordi de – efter hans mening – mangler liv og er for sterile.

Dette kan du så være uenig i – måske endda vedhæftet et argument eller to…

Reply

Læs selv.

Tegningerne er perfekte (hvilket anmelder endda inddirekte selv erkender), men det er så ikke perfekt alligevel….

Det er sgu for langt ude.

Reply

Anmelderen skriver intetsteds, at alle klassiske serier er todimensionelle og kedelige, og jeg kan heller ikke læse et sådant standpunkt mellem linjerne. Han prøver på en sober måde at redegøre for, hvorledes Leloups konturstreger gennem årene har udviklet sig på en lidt kedelig måde. Hvis man sammenligner eksempelvis seriens nummer 1 og nummer 22 (nummer 4 i den originale rækkefølge) med nummer 21 er det åbenlyst, at den variation, der var i Leloups streg i starten, er forsvundet i de nyere album, og det er et af de aspekter, gør, at personerne fremstår fladere og mere sterile nu end før. Andre aspekter kunne være den kedelige farvelægning og at figurerne er knapt så karikerede i dag, som de var før. Leloup må dog roses for sit store arbejde med baggrundene, både natur og design. Her kunne en vis variation i stregtykkelsen dog også forbedre indtrykket en hel del. Prøv at bladre i Franquins “Kvik I Knibe” for at se, hvordan en sand mester kunne give sine tegninger et tredimmensionelt liv på det flade papir. Når alt det er sagt, skal det absolut siges, at jeg ser frem til at få købt de to samlealbum, for jeg er sikker på, at det er sandt, at Leloup laver fantastiske skitser.

Reply

Jørgen, det som gør Yoko kedelig, ifølge anmelderen, er benyttet i store dele af mange af de største klassikere både inden for tegneserier og film – altså må de også være kedelige for det er nøjagtig samme opskrift.

I Kvik i Knibe og generelt i Splint og Co. ved vi også hvad der vil ske – hvordan vores hovedpersoner agerer, hvem der er skurkene og hvordan det ender. Alt det vores anmelder ikke kan lide selv om netop disse serier (og film for den sags skyld) er de serier med størst succes.

“Og så til min første anke mod Yoko Tsuno. Som læser er jeg fascineret af historier, hvor jeg ikke helt ved, hvad der vil ske på næste side. Sådan har jeg det ikke, når jeg læser et Yoko Tsuno-album. Jeg ved, at Yokos ven Pol vil gøre noget smådumt, at Vic Video vil være lidt sej… og at alle problemer i sidste ende bliver løst, fordi Yoko er endnu sejere. Jamen, det er jo en heltindes lod, kan du indvende. Og ja, det er korrekt. Min anke bunder i, at Yoko Tsuno stammer fra en anden tid, hvor helte var helte, og skurken var en slemmer karl. I mange moderne tegneserier er grænserne udviskede – tak for det – og helten kan gøre onde ting, mens skurken (i perioder) kan modarbejde mørket. Fælles for de moderne helte og skurke er, at de kæmper ud fra en menneskelig overbevisning. De bliver tredimensionelle. I modsætning til Yoko Tsuno, hvor persongalleriet selv efter 26 albums er fladt.”

Reply

Skønt jeg har de fleste album til nummer 22, vil jeg ikke forholde mig til selve fortællingerne, da jeg kun har læste den første halvdel af de album, jeg har, simpelthen fordi jeg ikke var så begejstret for billedsiden på de senere album, som jeg havde været det for de tidligere. Jo, nummer 22 (4) læste jeg, og nød den gamle Yoko. Jeg kan derfor kun forholde mig til tegningerne, og jeg synes ikke de løfter sig fra det flade papir på samme måde som i de tidligere album. Med hensyn til den “rene helt” i forhold til den lidt mere “skæve helt”, må jeg dog sige, at jeg generelt set intet har mod de “rene helte”. Tværtimod tror jeg, at i den verden, vi lever i i dag, hvor “What were once vices are now habits” – for at citere “Doobie Bros.” – hvor værdier som loyalitet, moral, sanddruelighed og barmhjertighed har tabt kampen mod moderne “værdier” som opportunisme, følgagtighed og mammondyrkelse, og hvor politikeres begrundelser for deres partihop bliver taget for gode varer, har børn og unge godt af og læse historier med gode helte. Så her vil jeg give dig delvist ret, Lars Ckristian. Den renskurede helt er ikke i sig selv diskvalificerende for en tegneserie.

Reply

Jeg kan huske allerede som ganske ung, måske 10-11 år, at begynde at finde Yoko småkedelig og ikke gide at læse teksten i andet end punktnedslag. Siden har jeg slet ikke gidet serien, men anmeldelsen her fik mig da til at overveje, om den ikke havde nogle kvaliteter, som jeg ikke værdsatte dengang, og jeg vil lige som Jørgen da egentlig gerne se noget af skitsearbejdet.

Noget helt andet er så, at der da er masser af tegnere nu om dage, der især når det drejer sig om maskiner og teknologi og design og dimser tegner bagdelen ud af buksen på Leloup. Det kan godt være, at mange af dem ikke primært lever af at levere til trykte udgivelser, men arbejder i animations- og spilindustrien, det har bare ikke så meget med tab af færdigheder, som med hvor pengene er, at skaffe.

Til gengæld er det todimensionelle tegneseriemedie blevet modent nok til også at rumme tredimensionel karaktertegning, og det er der da intet tab forbundet med. At amoral eller moralsk ambivalens kan skildres er ikke det samme som, at disse har “vundet” over det gode og er ophøjet til norm; fraværet var en konsekvens af, at mediet blev anset for udelukkende henvendt til børn.

Reply

Måske ligger noget af charmen ved Yoko Tsuno netop i den rendyrkede uskyld, ufejlbarligheden og den ganske stive opbygning, både hvad fortælling og tegninger angår? At den slags ikke rigtig fås i ret mange andre aftapninger nu til dags?

Man kunne sammenligne med Natacha, der også har en kvindelig helt, som oven i købet umiddelbart kunne påstås at fremstå mere kvindelig end Yoko Tsuno. Og som har virkelig modbydelige skurke, i visse historier faktisk et overraskende plot, og hvor universet i modsætning til Yoko Tsuno er befolket med både helte og skurke med langt mere menneskelige og uperfekte personlighedstræk. Og som man godt kunne hævde, var tegnet langt mere livfuldt, dynamisk og eksplosivt end Yoko Tsuno.

Alligevel er Yoko Tsuno langt mere populær end Natacha. Så noget må serien kunne.