Er der ikke nogen der gider bolle mig, please
Gina Wynbrandt udstiller sin seksualitet, usikkerhed og desperation i en pigelyserød udgivelse. Den er både tankevækkende og vellykket.
“Er der ikke nogen der gider bolle mig, please” – er både titlen og det desperate spørgsmål i Gina Wynbrandts fabulerende autofiktion af en tegneserie. Gennem fem fortællinger forestiller Wynbrandt sig, at hun er lige præcis det, som hun til dagligt oplever ikke at være; nemlig et regulært sexobjekt. Heri består fortællingernes smertelige selverkendelse for den unge kvinde: Jeg er ikke seksuelt attraktiv!
Historiernes tematikker er så forskelligartede, at samlingen kan lyde som en ujævn omgang. Det er dog ikke tilfældet, da Wynbrandt som hovedperson binder det hele sammen med sin vrængen, flirten, tuden, længsel, drømmeri etc. Hun er hovedpersonen i legen med tanken om et forhold til popstjernen Justin Bieber. Hun er også hovedperson i fortællingen om hele sit liv i nedslag med udgangspunkt i alle de gange, hvor det ikke lykkedes hende at få sex (før efter sin død, hvor hun havner i helvede og bliver kneppet af Satan). Og hun er den hovedperson, der bliver holdt som en slags sexslave blandt baggårdskatte med menneskeansigter (!). Det er selvironisk og sorthumoristisk hele vejen igennem de populærkulturelle referencer til computerspil, pornohjemmesider og popstjerner.
Stilen i bogen er markant. Farverne er holdt i cyan og magenta, og med de røde og blå nuancer opstår et utal af variationer indenfor et fimset pigeunivers af lyserødt og lilla Barbie-Disney Princess-My Little Pony-helvede. Også bogens lyserøde forside med sit sølv- og metallic-print signalerer: Køb mig, du der pige under 11 år! Indpakningen står i skærende og indlysende kontrast til indholdet med Wynbrandt, der desperat søger den voksne kvindes anerkendelse i form af sexappeal.
Heri ligger også et snigende identitetspolitisk projekt. I en tid, hvor en bølge af feministiske tegneserier promoverer et opgør med heteronormativitet, sexisme og racisme, beder Wynbrandt personligt om det modsatte: Kig på mig, kære mænd, som kvinde og hermed som sexobjekt. Det kan virke forargeligt, men understreger det faktiske forhold, at når nogen kvinder frabeder sig mænds sultne blikke og tilnærmelser, så virker dette for andre kvinder som et privilegie. Wynbrandt peger på den flydende grænse mellem sexchikane og komplimenter. At denne grænse skulle være flydende, er i sig selv en provokation. Men Wynbrandt viser forbilledligt, at ingen har monopol på at definere (kvindelig) seksualitet. Seksualitet er kompleks og enhver må selv lære at navigere, hvad enten fantasierne er rettet mod dyr, muskuløse stereotyper eller Justin Bieber.
