Copenhagen Comics fik Femi-nichen til at tænke på gamle suffragetter og unge tegneseriekunstneres vilkår – og de to ting hænger bedre sammen, end du måske lige tror!
Dette års Copenhagen Comics er nyligt overstået, og knap var jeg vendt hjem med et hoved fuld af tanker, en pose fuld af tegneserier og pengepungen ganske tom, før jeg satte mig til at skrive. For som det oftest hænder, hvor tegneseriefolk er flest, var der masser at tænke over som feminist og fan. I år har jeg talt med og hørt fra især de yngre tegneserietegnere, både danske og udenlandske, om det, der med et glimt i øjet blev kaldt ’verdens ypperste kunstform’ under et af panelerne. Især talte de – fordi de selv laver tegneserier – om det at lave tegneserier, og hvorfor det er så frigørende.
Copenhagen Comics 2017 – foto Jens Malmberg
Kunstnere som Sophie Goldstein, Gina Wynbrandt, Karoline Stjernfelt og andre af deres kolleger fremhævede det frigørende i alene at kunne producere og publicere deres værker. At have så stor kunstnerisk kontrol som muligt er vigtig for dem – ikke fordi de ikke vil have redaktionel eller kreativ sparring. Det vil de gerne, og de er klar over, at det giver dem nogle muligheder at blive udgivet af et forlag, som de ikke kan opnå på egen hånd. Men uafhængighed og frihed er vigtigt for dem. Tegneserien er et medie, hvor man kan lave det hele selv, og hvor der ikke er så mange begrænsninger for, hvilken historie man kan fortælle. Der skal ikke dyrt udstyr eller specialiserede teknikere eller skuespillere eller den slags til at lave en tegneserie. Man kan stå for alle dele af processen og få det præcis, som man gerne vil have det.
Sin egen tegneserie
Det var ikke kun de kvindelige tegneserietegnere, der udtrykte denne tanke, men alligevel minder den mig om en af kvindesagens store dilemmaer, bedst udtryk af Virginia Woolf i essayet Sit eget værelse. Her spurgte hun, hvordan kvinder kan komme til at producere litteratur, hvis de aldrig får tiden og de økonomiske rammer for det, men ustandselig skal holde hus, passe børn og være værtinder? Woolfs løsning, som i 1928 lød mere radikal end i dag, var simpel. En kvinde må have sit eget værelse med en lås på døren og en basisindkomst, sådan at hun har mulighed for at sætte sig ned og skrive uden at bekymre sig om hverken økonomi eller forsømte pligter. Woolf påpeger altså, at man ikke kan forvente, at kvinder kommer til orde på lige fod med mænd, hvis ikke de har samme muligheder adgang til fordybelse og produktionsmidler.
(C) Lisa Brown
Og hvad har det med tegneserier at gøre? Woolf skriver i en anden tid og om andre omstændigheder end dem, kvinder, etniske minoriteter eller andre marginaliserede grupper oplever i dag. Men hendes pointe om, at det kræver overskud og sikkerhed at producere kunst, den holder stadig. I dag handler det måske i højere grad om at sikre mulighederne for at kunne producere noget. Heldigvis har de fleste (i hvert fald i Danmark) et sted, de kan kalde deres eget, og tid, der er deres egen. Der, hvor vi som tegneserieentusiaster kan gøre noget, er ved at hjælpe endnu flere mennesker til at udtrykke deres erfaringer, bekymringer og drømme – til at fortælle deres historier igennem kunst.
Økonomisk sikkerhed, tag over hovedet og ret til fritid skal staten og samfundet sørge for. Den frihed kan man kæmpe for ved stemmeboksen og i hverdagens politiske debatter. Friheden til at skabe noget, muligheden for at få sin stemme ud i livet – den kan vi sikre ved at fremme især unge menneskers tilgang til de medier og kunstformer, man kan lave hjemme på værelset. Prosa, lyrik, billedkunst og navnlig tegneserier kan laves uden andre former for udstyr end papir og blyant. Man kan fortælle lige den historie, man vil, og på præcis den måde, der falder en bedst. Tegneserier er historiefortælling, der kan overskride sprogbarrierer og kulturelle forskelle – ja, efter min mening er tegneserier en af de bedste måder at udtrykke unikke livsverdener på.
Copenhagen Comics 2017 – foto Jens Malmberg
Mere plads til gør-det-selv!
Det er langt fra en ny eller uafprøvet strategi at bruge gør-det-selv-kultur og beskedne budgetter til at omgå strukturel undertrykkelse og et alt for ensartet mediebillede. Jeg elsker at se tegneseriemiljøet opfordre børn og unge til at lave tegneserier, især gennem workshops til arrangementer som Copenhagen Comics eller BogForum. Jo flere, der opdager tegneseriens muligheder, des bedre bliver chancerne for at få flere og mere mangfoldige stemmer i det danske tegneserielandskab. Vi er så heldige i Danmark, at tegneserier begynder at være allemandseje. Takket være skoler som Grafisk Fortælling i Viborg, sker det også på produktionsfronten, og der er en øget interesse i folke- og gymnasieskolerne for projekter som antologien Uledsaget, der sætter fokus på tegneseriens potentiale for at fortælle de historier, der ellers har svært ved at få plads.
Jeg var glad for at se, at de små zines og mini-comics, som fx de studerende fra The Animation Workshop havde med, fik plads blandt de større spillere på Copenhagen Comics. Jeg vil også straks istemme mig et ønske, der blev udtrykt af mange af de unge tegneserieskabere: Hvis festivalen skal udvide (hvad jeg håber, den skal!), så skal der gerne komme flere af de unge og uafhængige tegnere. Flere muligheder for at høre fra endnu-uopdagede stemmer, der måske kan fortælle nogle andre historier end dem, vi allerede hører. De selvudgivne tegneserier skal ikke være henlagt til undergrundsmiljøer, vi skal også have dem med i Øksnehallen! Jo flere tegneserier, des bedre, for jo flere forskellige stemmer, vi hører fra, des klogere bliver vi på verden omkring os. De unge tegnere i dag har deres eget værelse, hvor de kan skabe noget – nu skal vi sørge for, at deres værker kommer fra værelset og ud i verden!
