Tilbage til Eden
Efter at Paco Rocas eftertænksomme Huset modtog forårets Pingpris for bedste internationale tegneserie på dansk, er den spanske tegnserieskaber nu tilbage med endnu et sydlandsk hverdagsdrama. I Tilbage til Eden er det hans egen slægtshistorie, der oprulles.
Det er forlaget Zoom, vi kan takke for, at vi nu har fået tre af Rocas udgivelser oversat til dansk.
Først udkom skattejagts-thrilleren Den sorte svanes skat, derefter Ping-vinderen Huset og nu udgiver Zoom så Tilbage til Eden i samme aflange format som Huset.
Det er ikke kun det fysiske format, der binder forgængeren sammen med den nye udgivelse.
Begge dykker ned i familiedynamikker, blander fortid og nutid og har et roligt fortælletempo. Rocas særkende er nemlig at dvæle ved livets små øjeblikke frem for at fremture med bulder og brag. Sydlandsk sol og temperament møder her eftertænksomhed og stille eksistenser.
I Tilbage til Eden er det Rocas egen familiehistorie, der udfoldes med udgangspunkt i et gammelt, gulnet familiefoto, som hans egen mor havde kært hele livet igennem. Det stod på hendes natbord og indkapslede et lille, gyldent øjeblik i et langt, levet liv.
Med fotoet som løbende reference forfølger Roca forskellige skæbner i familien. Både moderen Antonias eget liv, men også hendes forældres og søskendes.
Der dukker også enkelte andre familiefotos op i bogen som minder fastfrosset i tid, Roca bruger til at tegne små handlingsforløb på baggrund af.
”Uden en fortid er vi ingenting. Vi har brug for fortiden for at føle, at vi er en del af noget større”, står der på én af de første sider.
Dén filosofiske betragtning løber som en rød tråd gennem Tilbage til Eden. Og læseren er som fluen på væggen, mens Roca tegner sig klogere på sit eget ophav.
Som i Huset veksler fortællingen mellem fortid og nutid, med en klar overvægt på moderens barndom og ungdom i 1930erne og 40erne. Tilbageblik, familieanekdoter, glæder, sorger og fortrydelser dukker løbende op på siderne.
Roca undgår behændigt at forfalde til at formidle familiehistorien højstemt og melodramatisk. I stedet forbliver fortællingen nede på jorden og i øjenhøjde med læseren.
I det hele taget er der noget rørende og sympatisk ved Rocas måde at fortælle på. Små stykker hverdags-poesi og skæbnefortællinger væves behændigt sammen på baggrund af store samfundsomvæltninger og konflikter.
I Tilbage til Eden er det 1930ernes spanske borgerkrig, efterkrigstidens armod og Franco-diktaturet, der ligger som en tung skygge over handlingen.
Undervejs i læsningen kom jeg flere gange til at tænke på salige Will Eisners lignende skildringer af små storbyskæbner og fattige kår i en række klassiske albums. Selvom Rocas tegninger og billedsprog slet ikke kan måle sig med mesterens, er der bestemt et slægtskab mht. fokus og interesser for de små, skjulte fortællinger.
Roca har en meget ligefrem og letaflæselig streg, der formidler uden de store armbevægelser.
Sammenlignet med Huset er det som om han her slår sig lidt mere løs med et billedsprog, der tør bryde med det virkelighedsnære for at få sine pointer frem.
Som når en rasende Antonia tegnes med en glohed vulkan i sit indre. Når et stjerneskud afbildes som en tåre.
Eller når Roca i en længere sekvens nærmest Winsor McCaysk skildrer vovehalsen Don Miláns ballonfærd. Et skelsættende minde fra Antonias mors barndom.
Når det så er sagt taber Tilbage til Eden lidt pusten undervejs. Rocas familiehistorie er spændende, men savner også nok drama og fremdrift til at holde læseren til ilden gennem samtlige 170 sider. Især i anden halvdel føles historien til tider en smule langtrukken.
Hvor der i Huset var udstukket et klart mål, som hele handlingen kredsede om – efterladte børns tømning af deres afdøde faders hus og derigennem forsoning – føles Tilbage til Eden mere flagrende og tilfældig.
Som det ægte levede liv jo også typisk er.
Den momentvise tomgang afspejler nok at Roca ikke har taget sig de store friheder i sin skildring af familiens historie, udover hvad virkeligheden kan bære.
Det er selvfølgelig prisværdigt, selv om det ikke nødvendigvis giver den mest spændende handling. Men når Rocas tegnede slægtshistorie glider bedst, er udgivelsen en værdig følgesvend til Huset, selvom jeg personligt synes forgængeren er en my mere helstøbt og fokuseret.
De to udgivelser supplerer dog hinanden virkelig flot. Har du haft en god læseoplevelse med den ene, skal du virkelig unde dig selv at læse den anden! For Tilbage til Eden er en både smuk og interessant graphic novel – med en slutning, der må give stik i hjertet hos selv den største kyniker.
Stille, eftertænksomme dramaer for voksne skal der bestemt også være plads til på danske tegneseriehylder. Så herfra skal lyde et olé! for at vi nu har fået nyt at bevæges over fra Paco Roca.
