Angouleme-festivalen er stedet, hvor tegneseriemediet fejres i alle dets former. Nummer 9 rapporterer fra årets udgave.
361 af årets dage er Angouleme en stille, uanselig by, hvor 40.000 franskmænd passer deres daglige gøremål. Den middelalderlige bymidte hæver sig imponerende over resten af byen på en vældig bakketop, og neden for flyder Charente-floden adstadigt gennem den nyere del af provinsbyen.
Og så er der de fire dage,hvor tegneseriefestivalen kommer til byen.
Festival International de la Bande Dessinée hedder begivenheden, der hvert år trækker 200.000 sjæle til et transformeret Angouleme. Gigantiske telte rejses i bymidten, hvor store og små forlag falbyder deres varer og arrangerer signeringer. Torsdag går det relativt stille for sig, fredag er det travlt og i weekenden ligner teltene Mekka under ramadanen.
En gnaven skotte
Og et mekka er lige præcis, hvad Angouleme er for alle, der interesserer sig for den “niende kunstart”. Tegneserieudstillinger er klemt ind overalt, hvor der er plads til sådan nogle, ikke mindst på byens to (!) tegneseriemuséer, det nye og det gamle. Og så er der i øvrigt et væld af paneldebatter og serieskaber-interviews at overvære.
Som for eksempel det med den engelske veteran Eddie Campbell fredag middag. Det var ham, der tegnede Alan Moores “From Hell” og lavede den selvbiografiske mammutserie “Alec”, og trods begrænset hjælp fra interviewer Paul Gravett strøede han om sig med gnavne guldkorn som:
– Jeg synes, at Hollywoods superheltefilm er et forfærdeligt skridt tilbage for tegneserien! Da jeg startede tilbage i firserne, der var vi sikre på, at tegneserier med tiden ville udvikle sig til en naturlig del af den voksne verdens intellektuelle diskurs. I stedet er det modsatte sket: Voksne mennesker går i biografen for at se på mænd i tights …
Eller hvad med:
– Almindelige tegneserieforfattere skriver f.eks.: I det her billede regner det. Når man får et manuskript fra Alan Moore, så står der i stedet: I det her billede drypper regnen en nedslående russisk roman i morsekode.
Nu også på engelsk
I det hele taget har ikke-fransktalende sjældent god mulighed for at høre interviews på årets festival. Det vrimler med engelske og amerikanske gæster, anført af festivalpræsident Art Spiegelman, der sidste år vandt festivalens “store pris”: Charles Burns, Joe Sacco, Chris Ware og så videre.
Som traditionen dikterer, handler årets største udstilling om præsidenten ham selv. Spiegelman-udstillingen fylder meget af det gamle tegneseriemuseum, hvor samtlige sider af “Maus” kan ses som fotostater suppleret med skitser, dokumenter og baggrundsoplysninger. Men også karrieren før og efter får god plads, med originaler fra Spiegelmans tidlige, formalistisk eksperimenterende serier – og hans senere, mere spredte produktion, blandt andet af børnetegneserier. En ualmindeligt gennemført og velorkestreret udstilling, som allerede er blevet udråbt til en af de sidste ti års bedste.
Ellers er der en god tegneseriehistorisk udstilling på det nye museum, kureret af Spiegelman selv, en lidt skuffende udstilling af nye svenske værker om Strindberg, en til gengæld rigtig fin udstilling om spanske tegneserier, en stor samling Fred-originaler og så videre: tegneserier fra Taiwan, nye talenter, artists in residence, humor i manga…
Og så er der alt det udenom. Som nu f.eks. Fuck You-festivalen, hvor det arty franske forlag Le Dernier Cri holder hof med en række ligesindede og uddeler prisstatuetter formet som en knytnæve med strittende langemand. I det smalle, men lange butikslokale er luften tyk af cigaretrøg, bordene bugner af anarkistiske ‘zines og i tøjsnore under loftet hænger silketryk i vilde farver.
Den hårde kerne
Fremmødt på årets festival er et stort dansk kontingent af serieskabere og branchefolk, der spæner omkring til møder, udstillinger og interviews om dagen og snakker tegneserier til langt ud på natten på enten “Le Chat Noir” (den sorte kat) eller “Le Souris Verte” (den grønne mus). Før de spredes for alle vinde ud i Angoulemes forstæder, hvor propfyldte hoteller og bed and breakfasts venter.
Dagen efter begynder det hele forfra, helt til søndag eftermiddag, hvor en træt forsamling tegneseriekender søger hjemad. Imens pakkes telte sammen, og hverdagen begynder langsomt at indfinde sig i den stille, midtfranske by, der hedder Angouleme.
