I anledning af Spider-Mans 50 års fødselsdag har vi talt med den hjemlige Edderkoppe-kapacitet over dem alle – seriens mangeårige oversætter og redaktør, Marvel-Morten Søndergård. Første del af interviewet koncentrerede sig om de tidlige år, mens anden del bl.a. gjorde rede for 90’ernes uhyrligheder. Denne gang bringer vi Spider-Man up to date, vi taler lidt om det danske hæfte, og hvad der gik galt, og runder en sidste gang Spider-Mans founding fathers. Her er – langt om længe – tredje og sidste transskription af The Søndergård/Sørensen Tapes om The Amazing Spider-Man:
Vi talte sidste gang om J. Michael Straczynskis run, hvor du fremhævede, at han var den eneste forfatter, der nogensinde havde kunnet få Peter Parker og Mary Janes ægteskab til at fungere. Og så pludselig får chefredaktør Joe Quesada gennemtrumfet den her story-line, der hedder ”One More Day”.
– Ja, det er jo forfærdeligt. Først kommer der jo den der Civil War-crossover, som for øvrigt er skidegod, hvor Peter Parker afslører, at han er Spider-Man, så hele universet får det at vide. Han smider simpelthen masken for åben skærm for at demonstrere og for at blive registreret som superhelt. Civil War er jo den her kamp i hele Marvel-universet om, hvorvidt superheltene skal registreres eller ej, og i starten er Peter Parker på Tony Starks hold. Captain America er til gengæld imod registrering, han kæmper for de sande frihedsidealer, men den gamle fascist til Tony Stark er jo med regeringen og det militærindustrielle kompleks.
Det er Batman mod Superman om igen fra Frank Millers Dark Knight Returns.
– Simpelthen. Men Tony Stark er mere ond! Nå, fred være med ham. Men Straczynski satte meget fokus på ægteskabet mellem Peter og Mary Jane, og han gjorde jo også Aunt May til en kvik dame. Han foryngede hende, og hun begyndte at rende med fyre og dyrke sex og alt muligt. Det gik over stok og sten – brand i gamle huse, simpelthen! Men alt det ville Quesada have lavet om, og det fik han redaktionelt tvunget igennem. At Spider-Mans identitet er blevet offentlig kendt resulterer nemlig i, at Aunt May bliver skudt og for Gud ved hvilken gang er ved at dø. Og Quesada bringer så Mephisto på banen, der tvinger Peter Parker til at vælge imellem tantens liv eller sin kærlighed til Mary Jane. Og Peter Parker er jo kendetegnet ved at han er retskaffen og retfærdig og har rygrad. Og så kager han totalt i den, og det ødelægger totalt figuren for mig. Der sker det, at Mary Jane forsvinder ud af Peters liv, de har aldrig været gift. Peter Parker ofrer altså sit livs store kærlighed for en tante, der er ældgammel og som alligevel snart skal dø om nogle år. Han foretager en totalt uetisk og umoralsk beslutning.
Ja, og ulogisk.
– Ja, og ulogisk også. Det var jo bare noget crap, simpelthen. De havde malet sig op i en krog og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Jeg har intet imod ændringer og nyfortolkninger, bare de ikke grundlæggende laver figuren om. Og Joe Quesadas run var sådan et redaktionelt ”nu vil jeg vise, at jeg er chef og foretage en dum beslutning, som I er nødt til at udføre!” Det er chefen, der trumfer ting igennem. Og det var jo unødvendigt. De kunne have lavet et enkelt nummer, hvor Spider-Man render rundt og finder mystiske ting, og Dr. Strange så hjælper ham til sidst. Man behøver jo ikke at lade Djævelen selv dukke op og at lade Peter Parker foretage et helt forkert valg.
Men var Joe Quesadas målsætning ikke, at figuren skulle føres tilbage til ungkarletilværelsen for bedre at kunne appellere til målgruppen?
– Jo jo, det var argumentet, men de førte det tilbage til en tilstand, der aldrig har været. Og faktisk så lavede de en miniserie mere, ”One Moment in Time”, hvor de så forklarer det hele engang til for dem, der ikke opfattede det første gang. Jeg må indrømme, at jeg normalt ikke plejer at reagere som en fan, men der gik lidt fanboy i mig der, og det er lidt synd for den nye periode af Spider-Man, som jeg ikke har læst så meget, det må jeg indrømme. Jeg plejer normalt ikke at reagere sådan. Jeg kunne sagtens klare da Fønix døde og alt muligt, da var jeg jo benhård, men altså… Det er jo fordi, jeg har siddet og oversat figuren i tyve år, så jeg havde sådan et lidt underligt forhold til ham, og med ”One More Day” kunne jeg godt mærke, at det gik lidt for tæt på for den gamle redaktør her.
Men er Mary Jane stadigvæk med i serien?
– Ja, hun er stadig med. De har også lavet mini-serier med Mary Jane alene i sådan en lidt mere karikeret stil, som har været skidegode. Og de kørte også det her all ages Marvel-univers lavet til lidt mindre børn.
Men hvordan er det nu i hovedserien, i det såkaldte 616-univers, er Peter Parker da gift med Mary Jane?
– Nej nej. De har aldrig været gift. Det er kun onde rygter. Puha.
Så det var ikke bare en ombrydning af historien. Det er helt slettet af kronologien på bedste stalinistisk vis?
– Ja, det har aldrig fundet sted. Det er Ministeriet for sandhed fra 1984 om igen.
Men var Joe Quesada ikke også meget god i forhold til at få genetableret kontakten til fankulturen?
– Jo, men det var da en enormt god idé at sætte et kreativt menneske til at være chef for Marvel i stedet for en regnskabsmand. Han har da også været enormt givtig for Marvel. Men han har foretaget nogle beslutninger på det rent redaktionelle plan med nogle af deres hovedfigurer, som jeg synes har været ret tåbelige, det må jeg indrømme. Og især med Spider-Man. Det bed hårdere i mig end jeg troede det ville, det er sgu sjovt nok.
Hvordan vejer du vore dages Spider-Man-historier med deres elaborerede plotlines og komplekse crossovers i forhold til de oprindelige fortællinger? Det er jo nok begrænset, hvor meget de har plottet ud i fremtiden dengang. Har de overhovedet haft de store linjer på plads?
– Nej, nej, Stan Lee fandt jo på det fra dag til dag. Det var make it up as you go along. Det er endnu mere tydeligt, hvis du læser Fantastic Four fra samme periode. Da kan du se, hvordan Jack Kirby prøver at putte nogle subplots ind, som aldrig bliver til noget – de fiser bare ud fordi, så er vi pludselig i en helt anden retning. Der var slet ikke samme struktur på, som der er i dag, hvor der er redaktionelle møder og story arcs og miniserier og alt mulig andet. Det er jo langt mere topstyret i dag, og det gør jo også, at det nogen gange bliver lidt mere fabriksagtigt, ikke? Det er et meget flot produkt der kommer ud, men der er ikke… charmen er måske lidt væk, kan man sige.
Det er så poleret, at det næsten bliver…
– Nej, poleret bliver Marvel jo aldrig. DC er pæne mennesker med slips. Marvel er ”Gud! Skal vi også lave noget i dag?” – for nu at være meget grov, ikke?
Men er det virkelig stadigvæk sådan med den der lidt flippede attitude, hvor Stan Lee sidder i lotusstilling og spiller fløjte på kontoret?
– Nej, ikke flippet, men altså, det er… DC er en del af Warner Brothers, som er en stor mediekoncern. Og nu er Marvel jo også gået hen og blevet medlem af en stor mediekoncern, de er blevet Disney-mennesker.
Ja. Har det haft indflydelse på historierne?
– Ikke hvad jeg har kunnet se, men det kan da godt være, at det får en indflydelse på længere sigt. Foreløbig har det jo bare betydet, hvilket er rigtig godt, at Marvel nu er ejet af nogle mennesker, der ved, hvad det handler om, ikke? I gamle dage var de jo ejet af franske champagnefirmaer og canadiske skovhuggerfirmaer, og en af USAs værste spekulanter havde på et tidspunkt fat i Marvel. Så det kan da godt være, at man synes Disney kan være både det ene og det andet, men tro mig, de har det langt bedre der, end de har haft det hos nogle af deres tidligere ejere, som var de rene småforbrydere. Og da Disney erhvervede Marvel for en fuldstændig latterlig sum af 3-4 milliarder dollars eller sådan noget, opfyldte det jo et stort behov hos koncernen, i det de nu faktisk kunne få fat i drenge og unge mænd, som hidtil havde været deres svage gruppe. Men altså, på længere sigt ved jeg da ikke om Disney-ånden begynder at komme over Marvel, men det tror jeg nu ikke.
Du ser ikke en Bambi/Wolverine crossover for dig i den nærmeste fremtid?
– Nej, Disney har jo også ejet andre filmselskaber, som de har ladet være i fred, og som har lavet fremragende film sidenhen. Disney er jo sådan set drevet af at tjene penge, så…
Men hvad er fremtiden for Spider-Man? Er der nogen nye spændende fortolkere i horisonten?
– Nej, det er sådan på det jævne for øjeblikket. Det bedste Spider-Man der har været i mange år, det er Bendis’ Ultimate Spider-Man. Det er langt bedre end, for nu at være meget nørdet, 616-universets udgaver af Spider-Man, altså den traditionelle Marvel-kontinuitets Spider-Man. For den kører efter min mening i øjeblikket sådan lidt efter bedste beskub. Men sådan er det altid med figurer, de har deres op- og nedgangstider. Men den nye forfatter, Dan Slott, er faktisk ganske udmærket, og lige så snart John Romita Jr. tegner, så kan jeg jo ikke lade være med at læse med. Af de nuværende tegnere er han den bedste Spider-Man-tegner, simpelthen. Bar none. Han løfter i sandhed arven fra sin far, det må jeg sgu sige.
Hvordan vejer du ham i forhold til faderen?
– Jamen, det er jo den unge og den gamle, ikke? Men altså, den første Spider-Man jeg så, det var John Romita Sr. der tegnede det, og den rene, klare streg har altid brændt sig ind i mit hoved. Jeg elsker Steve Ditko og kan godt se hans kvaliteter, men hvis jeg skulle vælge, så blev det Romita, fordi det var første gang jeg mødte figuren. Altså, der fra Amazing Spider-Man #39 og så frem til omkring #68, det er wow!
Det danske Spider-Man-blad, som du jo var redaktør på i mange år, findes ikke længere. Hvad gik der galt?
– Jamen, der gik jo ikke noget galt. Altså, den største faktor var, at dansk kioskkultur døde, simpelthen. I gamle dage var der masser af blade, og kiosker havde dem fremme og var glade for at sælge dem. Jeg husker selv, hvordan superheltebladene hang ved døren i sådan nogle klemmer, og man tænkte: ”åh, jeg vil have dem!”, ikke? I dag er der ikke så mange kiosker tilbage, og dem der er, det er DSB-kiosker, som hellere vil sælge dameblade og bilblade. Det er sådan den store historie, ikke? Den anden historie er selvfølgelig også, at dem der havde de europæiske rettigheder, italienske Panini, var jordens største idioter. Altså, især da Marvel fik succes med Spider-Man-filmen, så troede de jo, de kunne gå på vandet, og pludselig var det ikke: ”nej, hvor er det pænt af jer, at I vil hjælpe os med at udgive Marvel i Danmark”, det var nærmere: ”hvor vover I at udgive Marvel i Danmark?” Vi måtte ikke gøre dit og vi måtte ikke gøre dat. Marvel i USA havde sådan set ikke noget med det at gøre, de havde overladt hele styringen til Panini. Og jo mere populære filmene blev, desto værre blev deres sagførere. Marketingsfolk og sagførere tror, at når der er en filmsucces, så er der også en bladsucces.
Men det er der ikke nødvendigvis?
– Nej, da Batman-filmen dukkede op i Danmark, lukkede Batman-bladet. Og du kan jo se her nu, hvor Avengers og Spider-Man er superpopulære – er bladene dukket op? Gu’ er de ej. Det translater ikke på den måde, fordi i næste måned kommer der en ny stor film, ikke? Sådan er det. I gamle dage opdagede folk tegneserierne som det første, og nu opdager de dem som det sidste. ”Gud! Er der også lavet en tegneserie over den her film? Det var jeg slet ikke klar over!”, og: ”Nej, optræder Spider-Man også i tegneserier? Det var da sjovt!” Jeg kan huske, at jeg engang havde en kunde i butikken, som var meget forbløffet over at finde en tegneserieudgave af Hulk tv-serien. Ham var jeg godt nok ved at smide ud! Meget har man måttet finde sig i gennem årene, men der må også være grænser.
Men tror du der kommer et dansk Edderkoppen-blad igen?
– Nej, det tror jeg ikke. Der kommer jo faktisk et blad, der hedder Spider-Man Kids, men det er mere sjov og ballade end tegneserier. Og så har gode gamle Serieforlaget jo sat en kvinde, der aldrig har hørt om Spider-Man, til at oversætte det.
Jamen, jeg havde faktisk besøg af bemeldte oversætter i butikken, hvor hun kiggede forbi for at høre, hvordan man ville oversætte ’webhead’ og ’your friendly neighborhood Spider-Man’ og sådan noget til dansk.
– Jamen, jeg har jo siddet og gjort det tyve år i træk, for helvede. Hvis de havde betalt mig penge, havde jeg måske endda overvejet det, ikke?
Jeg tror faktisk også jeg sagde til hende, at hun skulle gå ned og snakke med dig, fordi du havde oversat serien i årevis.
– Jeg tror ikke at jeg har set hende, hun er aldrig dukket op.
Nej. Det blev så også derefter. ’Doktor Blæksprutte’.
– Det viser bare, hvor meget de investerer i det, ikke?
Egmont interesserer sig ikke for tegneserier overhovedet.
– Altså, der sidder mennesker derinde, der har en HA-uddannelse, ikke? Og de kunne lige så godt sidde og sælge sæbe, altså.
Men det er jo ikke kun i Danmark, det står skidt til. De amerikanske oplag på superhelteserier i det hele taget er jo også raslet ned, ikke?
– Nå jo, men det er jo på grund af et stigende salg af tradepaperbacks, ikke? Altså, jeg tror, at den samlede eksponering af Spider-Man er blevet større. Den er bare flyttet over på andre medier og andre måder. I gamle dage kom der jo nul tradepaperbacks, nu kommer der jo enormt mange. Så oplagene er ikke raslet ned, de er bare flyttet over på andre formater, og bliver jo også solgt digitalt og alt muligt. Altså, i gamle dage var der jo kun én måde at tjene penge på med en film: det var at sende den til biograferne og få folk ind at se den. Så kom film på tv, og så kom videobåndet og senere dvd’en, og i dag kan man så streame dem. Pludselig er det blevet et produkt, du kan skære på forskellig vis, og sådan er det også med tegneserier nu om dage. Du kan udgive det én gang, og så én gang til, og så kan du ved Gud udgive det endnu engang, hvis der kommer en ny film eller hvis du smækker en ny forside på. Pølsen er sådan set større, den bliver bare skåret på en anden måde.
Vi er ved at være ved vejs ende, men lad os lige runde Spider-Mans fædre en sidste gang, for da kan man da virkelig tale om to karrierer, der har udviklet sig forskelligt. Hvad laver Steve Ditko i dag?
– Han sidder på sit kontor. Og det har han gjort de sidste tredive år. Manden er jo rygende gal og er Ayn Rand-fan om en hals, den gamle kryptofascist. Lad mig lige vise dig…
Jeg har læst Blake Bell bogen, hvis det er den…
– Det er en vidunderlig bog, synes du ikke? Og så disser de Bob Kane i den, det synes jeg også er fedt. Men det er det, han laver, Ditko. Han sidder på sit kontor. Jeg ved ikke, om man kan finde det på Youtube, men der er jo den der film, som Jonathan Ross har lavet, In Search of Steve Ditko, som jeg vil opfordre alle Spider-Man-fans til at se. Jonathan Ross er meget kendt, han er sådan lidt Otto Leisner i England, men han er en cool guy, og han kan sin Marvel. Og så er han meget stor Ditko-fan. Og at se ham og Neil Gaiman være oppe at besøge Ditko, det er bare vidunderligt, altså. Og Ditko har jo sikkert tænkt: “Who the fuck are those characters?”, ikke? Altså, Steve Ditko er jo misantrop, han hader jo mennesker, simpelthen.
Men hvad laver han på sit kontor? Laver han stadigvæk tegneserier?
– Ja ja, han sidder og laver sine små, mærkelige ting. Det påstås, at han bruger sine gamle originalsider som cutting board, men det er rygter; der er jo ikke nogen der aner, hvad der foregår bag den dør. Men det smerter da lidt, hvis man tænker på, at der ligger stabler af original Ditko-art fra hans bedste periode, som bare bliver brugt som skæreunderlag, ikke? Det kribler da lidt i fingrene for at få fat i dem, det må jeg indrømme.
Ja, men en ægte Ayn Rand-tilhænger sælger jo ikke sin kunst for ussel mammon…
– Nej, netop. Altså, Ayn Rand, hun er… hvis man får dén gift ind i hovedet – især i en tidlig alder – hold kæft, så skal man altså til udpumpning så hurtigt som overhovedet muligt, det er helt sikkert. En mental udpumpning, det er hvad de har brug for. Men altså, det er lidt synd, at det er gået sådan, for Steve Ditko er i mine øjne en kreativ tegneserieskaber på linje med Kirby, Eisner og Barks, simpelthen. Han er så unik og så stor, og desværre ikke længere det, han var engang. Men det er der jo så mange, der ikke er. Han er en ener. Han er en af de få virkelige enere indenfor den amerikanske tegneseriebranche.
Og så er der jo Stan Lee. Hvad tænker du om ham?
– Jamen, jeg har en enorm sympati overfor Stan Lee. Jeg er ikke på det der Stan Lee-hadehold, det er jeg altså ikke. Altså, Stan Lee fungerede i mine øjne jo meget som primus motor, og i virkeligheden mere som redaktør mange gange end egentlig skaber. Men i de allerflestes øjne er det jo ham, der har lavet alle historierne, og han elsker jo at promovere sig selv.
Ja, det må man sige.
– Han er jo en self-walking, self-promoting machine, ikke? Men han gør det med så meget afslappet humor og selvironi, at jeg ikke kan blive sur og gal på ham, det kan jeg altså ikke. Jeg har mødt ham en enkelt gang, og han er en meget overfladisk amerikaner, men hvad der foregår inde i hovedet på ham i virkeligheden, det er der ikke nogen der aner.
Money, money, money…
– Nej, jeg tror ikke det er “money, money, money“, jeg tror mere det er ”Hey, hey, look at me!”
Altså, vi taler om en mand, der efter sigende tager 60 dollars for en autograf og 50.000 dollars bare for at møde op til et tegneseriekonvent…
– Jamen, godt for ham. Han leverer jo også varen. Da han signerede i Fantask, gjorde han det gratis, vil jeg lige sige. Han fik en frokost på Interpresses regning.
Men det er jo mange år siden og før filmene.
– Ja, det var før filmene. Men han havde konen med, en enormt sød kone, og de var et cool, ældre amerikansk ægtepar, de var virkelig sjove, altså. Og han kværnede sig igennem den længste kø i Fantasks historie, og alle de fremmødte fik et varmt håndtryk, et smil og en autograf. Og det tog halvanden time. Han er tegneseriernes svar på Bill Clinton, simpelthen.
Og det er jo heller ikke som om, han ikke har bidraget med noget som helst til Spider-Man.
– Nej, nej, jeg har bestemt ikke noget imod Stan Lee. Han er Sprechstallmeisteren, han er PR-manden og han er klovnen, ikke?
Jo, men han er jo også forfatteren.
– Han er… Han er… Han skaber librettoen til den grafiske opera, som Ditko og Kirby komponerede! Det er sådan, det skal være! Der var det!
Men han var jo også mand for nærmest at opfinde den der back and forth med læseren, som jo er meget gængs i dag. Alt det der med ’Stan and Steve’ og hele den der joviale omgangstone…
– Ja, men han er en cool cat simpelthen. Og især i 60’erne var han en cool cat. Han var tegneseriens svar på Dan Draper, simpelthen. Altså, hvis der nogensinde kommer et afsnit af Mad Men, hvor Fantastic Four dukker op, så vil jeg dø lykkelig. Men der kommer jeg jo nok til at vente længe.
Når man genlæser det tidlige Ditko-run, så er det bemærkelsesværdigt, hvor meget avisredaktøren J. Jonah Jameson minder om Stan Lee i dag. Den der joviale facade, der dækker over, at manden inderst inde bare er ude på at promovere sig selv og score kassen.
– Jamen, det kan da godt være, det er en ondskabsfuld parodi på Stan Lee, men det har jeg nu ikke indtryk af. Jeg tror at Stan Lee er et rimeligt liberalt menneske. Han har jo sikkert syntes, at Steve Ditko var en fascistisk bastard, ikke? Stan Lee er jo meget mere polistisk liberal. Det kan du jo også se i hans historier. Han var jo helt med på ungdomskulturen, og syntes jo bare det var fedt, ikke? Stan Lee startede jo som teenager på Timely, forløberen for Marvel, og det var jo hans onkel, hvad hedder han, der ejede selskabet…
Martin Goodman.
– Ja, Martin Goodman. Han var jo virkelig et svin. Han fuckede Kirby totalt – med Stan Lees stiltiende accept. Men der i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne, da var Stan Lee jo i virkeligheden på vej ud af amerikansk tegneserie – det var jo ved at være dødt, hele branchen var jo ved at være færdig. Tre år til og så havde der ikke været flere tegneserier tilbage. Og Stan Lee ville jo gerne i gang med at skrive Den Store Amerikanske Roman, og blive en seriøs mand og se at få sig et ordentligt arbejde. Men så fik DC jo succes med superheltegruppen Justice League of America, og det ville Goodman kopiere. Så Stan Lee og Jack Kirby blev sat til lave Fantastic Four #1, hvis forside jo er en parafrase over en Justice League-forside. Og kort efter kom det første nummer af Spider-Man, og andre Marvel-serier som Daredevil, X-Men og Avengers. Og resten er jo historie.
Ja. Og hvis du i den 50 år lange historie skulle vælge ét øjeblik i Spider-Mans karriere, som overskygger alle andre og markerer seriens ultimative højdepunkt, hvad ville du så vælge?
– Jamen, det er Amazing Spider-Man #33. Simpelthen. Det bliver ikke bedre end det. Det er essensen af Ditko, af Marvel og af Spider-Man. Det er nærmest essensen af amerikansk tegneserie. Det er uden tvivl Spider-Man-universets ground zero. Det er det episke skabningspunkt, hvorfra al kraft strømmer!
Spider-Man har nu eksisteret i 50 år, og er i dag en af de største superheltefigurer overhovedet. Hvad er det, der gør figuren så slidstærk og får den til at appellere så bredt?
– Jeg ved jo ikke præcis hvad det er, der gør det, men folk er fascineret af figuren. Han er teenager og han er en superhelt med problemer, som vi alle kan nikke genkendende til. Men først og fremmest så har Spider-Man og Peter Parker jo altid været kendetegnet ved, at han foretog de rette, moralske og etiske valg – det er dét, der er hans egentlige styrke; det er ikke hans superegenskaber, det er hans rygrad.
