Natten til mandag gik Rune T. Kidde bort kun 56 år gammel. Hans historier, hans streg og ikke mindst hans vid inspirerede en hel generation af serieskabere – og henrykkede endnu flere. Thomas Berger bringer her en nekrolog
“Der har altid kun været en måde at komme frem på – gør det selv! Man skal simpelthen blive ved, det er jo den eneste vej. Man skal sørge for, at man virkelig vil noget med det, man laver.”
Med de ord afsluttede Rune T. Kidde det interview, jeg havde lejlighed til at lave med ham for snart 22 år siden. Dengang som nu gør hans ord indtryk. Både som et godt råd, der stadig bør efterleves, men også som en beskrivelse af Rune selv.
Han blev ved og ved – og han ville noget med de ting, han lavede.
Rune T. Kidde blev født den 27. september 1957, og voksede op på Fyn. Hans far Thormod Kidde var tegner og maler og til en vis grad skyld i, at Rune endte med at kaste sig over tegneserierne. Det var nemlig noget, der lå uden for faderens område – og dermed en mulighed for Rune for at finde sit helt eget udtryk.
Et udtryk som var helt særegent, allerede da det kom til udtryk i 1970’ernes spirende danske tegneserieundergrund. Rune publicerede selv sit eget lille blad med titlen Blomstrende Spaghetti – en regulær genistreg af en bladtitel. Ligesom han bl.a. medvirkede i flere af forlaget Balder & Brages udgivelser med sine tegneserier.
Den professionelle debut kom i 1980 med Interpresses udgivelse af de to album Rune T. Kidde og Man siger så meget. Det første album var blevet til løbende gennem en 4-5 år, hvor Rune havde sendt sine ting til redaktør Henning Kure. Mens det andet album blev tegnet, efter Rune var flyttet til København i 1979, og var egentlig ikke tænkt som et album, men blot noget han, efter eget udsagn, sad og lavede i et ualmindeligt dårligt humør.
Begge album er meget personlige, skæve, anderledes, vildtvoksende og ikke mindst fyldt med humor og vid. Men det var også første gang Runes tegneserier mødte et publikum, som ikke på forhånd kendte og elskede hans ting – anmeldelserne og reaktionerne var delte. Der var dem, der afskyede han streg, og så var der de begejstrede.
En dualitet i modtagelsen som chokerede Rune, for som han har fortalt, så var det jo bare hans tegninger – han vidste ikke, at det skulle være særlig underligt eller provokerende.
Rune fortalte i interviewet i 1991, at han dengang ved sin debut havde haft en forestilling om, at når man først fik et album ud, så var man brudt igennem og kunne leve lykkeligt til sine dages ende. Sådan var virkeligheden selvfølgelig ikke.
Rune tegnede derfor videre, men havde samtidig en række forlagsopgaver for bl.a. Interpresse, for at kunne få enderne til at mødes. Rune har ved flere lejligheder fortalt historien om, hvordan han var nødt til at snige sig ned af sin lejligheds bagtrappe for at sælge flasker, så han kunne få råd til den øl, som han havde inviteret sit livs Marianne op på.
Rune var aktiv ved tegnebordet. Men han var også aktiv i tegneseriemiljøet. Han var med ved starten af Tegnestuen Gimle – eller han nåede i hvert fald at være med til at vaske gulvene. Siden stiftede han tegnestuen Tegneserieværkstedet sammen med blandt andet Peter Kielland og Mårdøn Smet. Han brændte for tegneserien som medie, både på egne og andres vegne.
Det var en af mange grunde til at Rune T. Kidde i 1986 blev den første der modtog Ping Prisen. Det var samtidig et tiltrængt kollegialt skulderklap, som muligvis var med til at sikre Rune sit mere folkelige gennembrud, der kom med hans fortolkninger af Litterærlige Klassikere udgivet samlet i 1998.
Anslaget var allerede foretaget med Den Lilla Møghætte og Pulven, hvor det var eventyrerne, der fik den spidse blyant. Men med Litterærlige Klassikere fik han et helt nyt publikum i tale, der pludselig havde en indgang til at forstå de skæve streger og store næser.
For Rune var ikke i strengt klassisk forstand en dygtig tegner, men det er helt forkert at tro eller sige, at han ikke kunne tegne. Han kunne netop det, som tegneseriemediet er skabt til – kombinere streg, historie og tanke, så de sammen gik op i en helhed. Og i Runes tilfælde en meget morsom en af slagsen.
På dette tidspunkt begyndte Rune T. Kidde imidlertid at få store problemer med synet – en følgevirkning af hans sukkersyge. Og i 1990 forsvandt synet helt. Poeten & Lillemors Jørgen Mogensen overtog færdiggørelsen af serien Menigmands Guide til det Indre Marked, mens Rune indledte en række andre tegneseriesamarbejder.
Men det mistede syn betød samtidig, at Rune T. Kidde fik mulighed for at bevæge sig ud af rollen som ham, der tegner sjove grimme tegneserier. Et stykke tid måtte han være ’den blinde tegner’. Men i sidste ende blev han til Rune T. Kidde: Historiefortælleren.
Og Rune havde meget at fortælle og mange steder at gøre det. Det blev til romaner, billedbøger, radio, oplæsning og ikke mindst spoken word. Både på plade og på scenen – hvor han tryllebandt både børn og voksne med sin stemme og fantasi alene.
I lørdags modtag Rune stående applaus på Holbæk Teater i forbindelse med premieren på musicallen Den Lilla Møghætte og Pulven, som han skrev i samarbejde med musikeren Fuzzy. Natten til mandag gik han bort.
Må blomsterne på hans spaghettimarker aldrig falme.
