Kirby-søgsmål afvises

Kirbys forside til mainstreammilepælen Fantastic Four #1 (1961)

Domstol i New York: Kirby-arvinger har ikke krav på ophavsretten til Marvels figurer.

I torsdags besluttede dommer J. McMahon ved den føderale domstol i New York at afvise et søgsmål anlagt mod Marvel af arvingerne efter den i 1994 afdøde tegneserieskaber Jack Kirby.

Hensigten med søgsmålet var at få overdraget ophavsretten til de mange figurer og koncepter, Kirby skabte for forlaget mellem 1958 og 1963 — selve grundlaget for Marvels superhelteunivers, der i tegneserier, film, computerspil og merchandise gennem årene har indbragt selskabets aktionærer millioner af dollars. Listen er lang, men forrest i rækkerne finder man figurer som Fantastic Four, Hulk, Thor, Iron Man, The X-Men og The Avengers.

Arvingernes sag afhang af, hvorvidt Kirbys arbejde for Marvel i benævnte periode kan defineres som såkaldt “work-for-hire” (altså bestillingsarbejde uden krav på ophavsret) eller ej. Deres argument er, at der ingen kontrakter eller andre skrevne beviser på, at Kirby arbejdede under sådanne forhold, eksisterer fra perioden. I 1972 underskrev Kirby imidlertid en aftale med Marvel i hvilken han eftergav ethvert krav, han måtte have på ophavsret til Marvels titler, figurer, koncepter, etc.

Arvingerne tolker dette dokument som et bevis på, at Marvel i 1972 anerkendte, at Kirby havde krav på ophavsretten til de figurer og koncepter, han havde skabt til forlaget før da. Men dommer McMahon afviser blankt dette i sin betænkning ved at understrege, at dokumentets løse formulering netop viser, at Marvel opfattede sig selv som rettighedshaverne og at aftalen, der er underskrevet af Kirby, kun fastlog dette sort på hvidt.

Men selv uden denne aftale var arvingernes sag uholdbar, skriver McMahon videre i sin betænkning. Det faktum, at Marvel bestilte, betalte, redigerede og havde fuld kontrol over det endelige produkt er i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at Kirbys arbejde kan defineres som “work-for-hire.”

Det afgørende vidne i sagen var Stan Lee, der var Marvels chefredaktør i perioden og sammen med Kirby skabte de serier, søgsmålet omhandler. McMahon tildelte hans vidnesbyrd prioritet, fordi han var til stede og deltog i skabelsen af det omstridte materiale. Hans erklæring, der hævder at såvel de oprindelige ideer som det sidste ord var hans, blev i det store og hele bekræftet af vidnesbyrd fra Lees bror Larry Lieber, der var forfatter på nogle af de omstridte serier, samt John Romita og Roy Thomas, der begge fungerede både som skabere og redaktører hos Marvel i perioden. Arvingernes vidner, Kirby-specialisterne Mark Evanier og John Morrows vidnesbyrd afvistes på Marvels anmodning af dommeren, da de helt og holdent beroede på andenhåndsinformation.

Beslutningen, der betyder at sagen ikke vil blive prøvet ved en domstol, er et stort nederlag for Kirbys arvinger. Deres sagfører Mark Toberoff har annonceret, at de vil appellere sagen, men deres chancer er sandsynligvis ikke gode. I bredere forstand er sagen et nederlag for de efterhånden mange amerikanske tegneserieskabere fra den amerikanske tegneseries såkaldte “guld-” og “sølvaldre” (dvs. fra sidst i trediverne til ca. 1976, hvor en ny ophavsretlig lovgvining trådte i kraft), der i disse år søger kompensation eller overlevering af rettighederne for deres arbejde.

I 2003 indgik Kirbys tidligere partner Joe Simon, med hvem han bl.a. skabte figuren Captain America for Marvels forgænger Timely Comics, forlig med Marvel på baggrund af et lignende søgsmål. Han hævdede at have skabt figuren inden han solgte den til forlaget, hvorfor hans arbejde ikke kunne beskrives som “work-for-hire”, men var ikke i stand til at mønstre tilstrækkeligt bevis herfor. Arvingerne efter Supermans skabere Jerry Siegel og Joe Shuster havde derimod mere held med sig, da de sidste år fik tildelt delvis ophavsret til figuren, fordi de netop kunne bevise at Siegel og Shuster havde skabt ham, før de solgte konceptet til forlaget National Periodicals (det nuværende DC Comics).

For mange iagttagere af den amerikanske tegneseriebranche er beslutningen forståelig men trist. Langt de fleste af de tegnere og forfatter, der skabte selve grundlaget for branchens succes, har aldrig modtaget anden kompensation end den engangsbetaling pr. side, de fik dengang de gjorde arbejdet. Sammen med Siegel og Shuster er Kirby blevet et prægnant symbol på branchens systematiske udbyttelse af sine kreative kræfter, fordi han skabte så stor en del af Marvels univers og spillede en afgørende rolle i udformningen af den amerikanske mainstreamtegneserie, konceptuelt såvel som fortælleteknisk.

Dommer McMahon er tydeligvis klar over dette og skriver i sine indledende bemærkninger:

… denne sag handler ikke om, hvorvidt Jack Kirby eller Stan Lee er den egentlige “skaber” af Marvel-figurerne eller om, hvorvidt Kirby (eller andre freelanceskabere, der skabte ikoniske figurer for Marvel eller andre forlag) blev behandlet “ordentligt” af de firmaer, der tjente formuer på deres arbejde. Den handler om, hvorvidt Kirbys arbejde kan defineres som “work-for-hire” under den ophavsretlige lovgivning af 1909.

Dette ændrer naturligvis ikke på, at mange betragter situationen som problematisk. Den amerikanske tegneseriejournalist og -kritiker Tom Spurgeon opsummerer sin reaktion således, bl.a. med reference til Lees lukrative aftale med Marvel, indgået i 2005:

… det burde ikke have været nødvendigt at anlægge denne sag. Det er ynkeligt at det skulle komme dertil. Marvel burde have benyttet sig af det sidste tiårs gigant-indtjening til på anstændig vis at indgå en aftale med Kirbys familie for længe, længe siden. De kunne have taget afsæt i deres nuværende aftale med Stan Lee — der også måtte forhandles frem ved en domstol. Marvel er ikke engang på niveau med deres største konkurrent [DC] i forhold til kompensation af skaberne ved benyttelse af deres figurer på film, og på et eller andet tidspunkt — ligegyldigt hvor godt de behandler deres nuværende skabere, ligegyldigt hvor mange underholdende tegneserier de udgiver, ligegyldigt hvor stor succes deres film får — bør denne sørgelige historie gøre en forskel for folk.

Links: Dommer McMahons betænkning; vindesbyrd: Stan Lee, John Romita, Roy Thomas, Larry Lieber, Neal Kirby. Andre relevante dokumenter kan konsulteres via branchiagttager Jeff Trexlers hjemmeside.

Om Matthias Wivel

Kunsthistoriker Ph.D. og bestyrelsesmedlem i Dansk Tegneserieråd. Skriver om tegneserier for Nummer9, tcj.com, hoodedutilitarian.com og på sin egen blog, metabunker.dk