Nogle vil sige det ikke passer, men tegneseriekulturen har alt andet lige altid haft et belastet forhold til fest. Jo, der er receptioner, prisuddelinger, og der er også fredagsbarer med høj musik og endda af og til dans, men den foretrukne festattitude i miljøet er stående konversation i mindre grupper. Cav var en superhelt med mange kræfter, men den mest overrumplende var hans evne til at skabe fest ud af det rene ingenting, og han lyste op som få andre. Det lyder som en kliché, men folk der kendte ham, ved hvad jeg mener. Han havde en exceptionelt smittende begejstring for alt muligt, og var samtidig utrolig dygtig til at læse mennesker, og styre direkte ind i dem med fuld, fræk kraft og glimt i øjet. Var man en indædt dansehader, blev man virkelig nervøs når Cav tjekkede ind på radaren, for så vidste man, at al modstand var forgæves. Man blev ganske enkelt glad og begejstret af at være sammen med Cav, og alene af den grund vil han blive savnet dybt, og hans fravær vil kunne mærkes.
Cavs begejstring og lys er den røde tråd i hans karriere som tegner og filmskaber. Han var en af de kunstnere, som selv var fan og havde et indgående kendskab til film- og tegneseriehistorien og i øvrigt andre kultursfærer. Han var på mange måder et meget moderne dannet menneske, der tog pulsen på alt, opdagede for eksempel Frank Ocean før alle andre (Cavs sidste tegning er i øvrigt dedikeret til selvsamme Ocean), og var også meget veluddannet. Som ung nød han godt af den nu hedengangne frie ungdomsuddannelse, der bragte ham på både Randers Kunstskole og forfatterskolen i Århus. Derefter gik han på Animationsskolen i Viborg, og endelig blev han i 2004 optaget på Filmskolens Animationsuddannelse.
Cavs debut, Necropolis, forfattet af Simon Petersen fra 2003.
Da han dukkede op i København fandt han hurtigt flere steder at slå sine folder, for eksempel i undergrundsmiljøet omkring Eksem Comics, hvor han tegnede sin egentlige tegneseriedebut, Necropolis (forfattet af Simon Petersen, 2003). Også i miljøet omkring tidsskriftet Rackham, hvor Matthias Wivel, Henry Sørensen og jeg kæmpede for en ny og (synes vi selv) mere progressiv tegneseriekultur. Cavs begejstring var velgørende, mens han så, hvordan kærlighed og passion også kunne manifestere sig brutalt i Rackhams forum, som var en tidlig forsmag på vor tids konfliktfyldte Facebookdebatter.
Cav hang dengang ud med tegneren Allan Haverholm, som udgav Sortmund samme år som Cav fik sit egentlige gennembrud med Blodbryllup (2006). Blodbryllup var en versionering af Federico García Lorcas drama af samme navn, forfattet af Henrik Rehr, og viste som Necropolis tre år tidligere en tegner med en stærk karakteristisk stiliseret streg, med en smule inspiration fra Tim Burtons tegninger og lidt mere fra Mike Mignolas, men den viste også en ung tegner, som kæmpede med at finde sin form.
Fra Cavs gennembrud, Blodbryllup, forfattet af Henrik Rehr efter Federico García Lorca, 2006.
I kunst og populærkultur er der en underforstået forventning om, at et narrativ bør udfolde sig homogent og velordnet, men en af de centrale attraktioner i Cavs to første tegneserier er faktisk at se organisk udvikling, at se en ung fortællende tegner afprøve billedkompositioner, streg, stemninger, effekter og grafisk fortælleteknik, og ikke være bange for at slå en skævert. Cav var også en del af forlaget Aben Malers pionerprojekt, serien af de såkaldte 676’ere, hvor Cav tegnede og skrev Sorte, en kort tegneserieudgave af hans animationsprojekt af samme navn.
Den Cav, de fleste vil huske, er muligvis den senere, den rendyrkede superheltefanboi – den topengagerede og skarpe formidler i Smagsdommerne, Kulturrådet, Filmselskabet og i de talrige andre medieoptrædener, hvor hans grundlæggende begejstring og lys skinnede direkte igennem skærmen. Han var dygtig til tv, også fordi han mestrede at sige noget spændende og kompetent på en kort og fyndig måde. Men han var også verbalt god på langdistance.
Cav i Smagsdommerne, frisk og flot med blottet brystkasse, tredje fra venstre.
Faktisk var noget af det fedeste, man kunne opleve med Cav, når en eller anden kedsommelig person sagde et eller andet forudsigeligt populærkulturfjendsk om for eksempel en Avengers-film. For så vidste man, at så ville Cav med charme, indsigt, intelligens, humor og den ene konkrete, forklarende iagttagelse efter den anden simpelthen smadre den dumme mand. Men altså, på en kærlig og helt igennem opbyggelig facon, naturligvis. Det opdagede DRs Adrian Lloyd Hughes, der ofte brugte Cav i sine udsendelser. Han forstod dygtigt at spille rollen som den kedsommelige mand med den forudsigelige populærkulturfjendtlighed, der så til gengæld fik Cav til at stråle.
Bag hans velformulerede iagttagelser af stort og småt gemte der sig et veludviklet analyseapparat, som ’tegneserieuddannelsen’ – Grafisk Fortælling, den fire-årige professionsbachelor i Viborg – også nød godt af. Cav var en del af den lille arbejdsgruppe, der så at sige designede uddannelsen, og som jo historisk fik uddannelsen akkrediteret af Undervisningsministeriet som en rigtig, ægte uddannelse med SU og hele pakken. På tegneserieuddannelsen var Cav også i flere omgange knivskarp wingman for studielederne i optagelsesprocesser og til eksamener samt når håbefulde aspiranter dukkede op til portfoliegennemgang.
Forsiden til Cavs selvudgivne superheltehæfte, SuperLigean #378 (2010).
Cav tegnede og skrev også et helt superheltehæfte, nemlig nummer 378 af SuperLigaen! (2010, og nej, der var ikke 377 hæfter før det nummer) og han lod sig ikke gå på af, at markedet for en tid kun ville have albums og graphic novels, absolut ikke hæfter, for så udgav han det da bare selv. Skønt Cav faktisk besad stor følsomhed, og ofte udtrykte sig med bastante romantiske virkemidler, havde han også en stor glæde ved parodien, pastichen, som man har kunnet se blandt andet på hans Instagram-profil, hvor han med jævne mellemrum lagde egne tegninger ud af sine yndlingssuperhelte – fantegninger – og hvor man også kunne følge med i hans mere dystre tegninger, når livet var ikke var lutter lagkage.
Mest alvorsfuld, og nok hans største bedrift som billedfortæller, var novellefilmen Våbenbrødre (2014), som på 30 animerede minutter skildrer en dansk militæraktion i Afghanistan, som spidser til, hvor tilliden til den lokale tolk smuldrer, måske på grund af fejlkommunikation, måske fordi tolken faktisk står i ledtog med Taleban. Filmen søgte trods sin tegnede virkelighed stor autenticitet, og blev lavet i samarbejde med premiereløjtnant Martin Tamm Andersen, der lægger stemme til hovedfiguren Ørn. Våbenbrødre var en velgjort, nærværende, tankevækkende og fremfor alt nervepirrende film, som tydeligt understregede Cavs format, og kaldte på mere, på spillefilmsformat.
Still fra Cavs kortfilm Våbenbrødre, 2014.
Cav havde en enkelt tatovering, Supermans diamantformede S-logo. Det er true connaisseurship, for selvom Superman er den mest kendte, er han også den reneste, den første, den mest enkle og den mest guddommelige. Rigtige nørder ved det, der er ingen over Superman, uanset om man er til DC eller Marvel. Men selvom Cav også flirtede med J’onn J’onzz – The Martian Manhunter, Jessica Jones og Wolverine, var det naturligvis Peter Parker, der var nøglen til Cav, og på mange måder er han kontrasten til Superman. Spider-Man er følsom, virkelighedsramt, undertiden misforstået, har det ikke altid nemt med huslejen og damerne – han er den menneskelige superhelt. For ikke så lang tid siden stod jeg og tjekkede nye tegneserier ud i Fantask med Cav, og han stod og inspicerede et nummer af Spider-Man, og kiggede op med våde øjne og sagde: ”Peter Parker kan stadig få mig til at tude”.
Cav, nu er det dig, der får os til at tude. Det er så ubærligt trist, at du ikke er her mere. Du vil blive savnet intenst, igen og igen og igen og igen
