Tintin i Sovjetunionen
Hergés sort-hvide fremstilling af Sovjetunionen blev Tintins første skridt mod verdensberømmelse ud over det sædvanlige, og nu er albummet endelig udkommet i farver.
Du skal ikke mange sider ind i albummet Tintin i Sovjetunionen før det står klart, at det er Hergés første af slagsen. Belgierens ellers så velkendte ‘ligne claire’-stil er kun at finde i sin allerspædeste start, Tintin og Terry er de eneste kendte ansigter, og det ellers meget raffinerede og gennemtænkte handlingsforløb, som vi ofte finder i Tintins album, er ikke rigtigt til stede. Tintin i Sojvetunionen er i stedet en eksplosion af nærdødsoplevelser, hvor Tintin springer fra den ene visse død til den anden, samtidigt med at han viser sig fra sin absolut mest fordomsfulde side. Tintin opfører sig heller ikke nær så spejderagtigt som vanligt, han både stjæler, drikker og tæsker folk til plukfisk.
Men betyder det så, at albummet ikke er læsetiden værd? NEJ DA! For det giver et spændende og unikt indblik i Hergés unge år, og samtidigt er det det eneste album i rækken af Hergés 23 færdiggjorte albums, der har fået lov til at stå så uredigeret og anderledes i sit udtryk, som Tintin i Sovjetunionen har. Udover farvelægningen står albummet stort set som i sin første udgivelse i bladet Le Petit Vingtième, som var et ungdomstillæg til den stærkt katolske avis Le Vingtième, hvis politiske ståsted givetvis har påvirket Hergés portrættering af Sovjetunionen.
Farver til forskel
Men hvad er så nyt i albummet? Hvorfor skal man investere sin tid og sine penge i den her udgave af Tintin i Sovjetunionen? Det klare svar må være Michel Bareaus fantastiske farvearbejde. Farverne gør det ikke blot lettere ad adskille Tintin og især Terry fra både baggrund og bolshevikker, men det giver virkeligt liv til alle albummets karakterer og køretøjer. Bareaus relativt simple farvelægning lægger sig også i kølvandet på farvelægningen af de andre album, og følger den skyggesvage og minimalistiske farvelægning, som Hergés tegninger er så kendte for. Det skaber en utroligt god sammenhæng mellem de senere album og dette tidlige værk, især når karaktererne og stregen i albummet er så forskellig fra de senere albums. Alene på det grundlag vil jeg klart anbefale, at man læser farveversionen fremfor den gamle sort-hvid version.
Tintins oplevelser
Dette album er ikke kun et fortidslevn med en ensidig fremstilling af Sovjetunionen, det er et verdensfænomen i sit allerspædeste kår. Tintin er i dette album bestemt ikke sig selv endnu, men det var her, han startede, og albummet er derfor et vigtigt udgangspunkt for læsningen af Tintins senere oplevelser. Det er især vigtigt, hvis man er interesseret i historien bag Tintin og Hergé, for at kunne forstå manden, kunstneren og tanken bag Tintin. Se også dokumentaren Tintin et moi, som på halvanden time giver et klart og interessant indblik i en af den europæiske tegneseriekunsts fædre.
Selvom Tintin i Sovjetunionen officelt blev det første album i serien i 1999, har albummet stadig nummer 0 i rækken, og som sagt et helt andet udtryk end de senere albums. Men med den nye farvelægning, kommer vi tættere på, at Tintin i Sovjetunionen bliver en del af flokken. Så er du Tintin-fan, er det bestemt tiden værd at drage afsted med Tintin til Sovjetunionen, og (gen)opleve hans sort-hvide syn på kommunismen i farver.
