Meget få tegneserier rammer så knivskarpt at fortælle om børn, til børn og i børnehøjde som serien om Mira – pigen hvis højeste ønsker (udover at kende sin far) er et kamera og at blive forelsket. Vi har talt med forfatter Sabine Lemire.
Anerkendelsen strømmer ind over tegneserierne om Mira – først en Ping-pris for bedste børne/ungdomstegnserie i forsommeren og nu senest en nominering til Orla-prisen i kategorien ”Flotteste bog at kigge i”. Og det er meget velfortjent!
Det er Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi, der har henholdsvis skrevet og tegnet tegneserierne om pigen Mira, der går rent ind hos nok især pigerne fra 11-12 år og opefter. Historien er nærværende og i øjenhøjde med børnene – og tager på en fin måde alle aspekter af deres liv alvorligt. Tegningerne og historien er flettet sammen bedste vis – underbygget af Miras’ tegnede Instagram-posts undervejs i historien. En instagram konto, der eksisterer i virkeligheden og igen underbygger tegneserierne med bl.a. rigtige feriefotos. Vi har fået lov at interviewe Sabine Lemire om processen og tankerne bag Mira.
Først og fremmest stort tillykke med Ping-prisen for bedste børne/ungdomstegneserie til både dig og Rasmus Bregnhøi. Det var meget velfortjent – hvordan føles det at modtage sådan en pris? Og hvad siger du til juryens begrundelser?
Tak! Det føles helt vidunderligt. Vi havde ingen forventning til at Mira ville få en pris. Så vi blev både overraskede og meget meget glade. Jeg er meget stolt over at juryen har set Miras kvaliteter. Jeg troede mest at hun talte til børn, men hvor er det dejligt, at der findes voksne som også kan lide hende.
Du har jo udgivet en hel del kreative bøger gennem de sidste år – hvad fik dig til at tage springet og prøve kræfter med skønlitteraturen, der jo er en noget anden genre – især tegneserie-formatet?
Det er noget jeg har haft lyst til længe. Jeg føler mig meget heldig at det lige blev Mira, der blev min debut. Hun er blevet taget godt imod, så det har været en fantastisk dejlig start. Jeg føler ikke, at det er nyt for mig, at skrive til børn. Når jeg laver fagbøger, bygger jeg også historier op, der forhåbentligt taler til børn. Så det føles ikke så fjernt fra mit tidligere arbejde.
Hvem fik idéen til Mira – hvordan er hun opstået? Og hvordan har du og Rasmus i øvrigt samarbejdet om at lave tegneserien? Er det et fælles projekt, hvor indhold/tekst og tegninger er opstået sammen – eller er historien skrevet først og dernæst illustreret?
Da jeg lavede en kreativ bog, der hedder Den store pigebog, arbejdede Rasmus og jeg sammen om en lille stribe, der startede hvert kapitel. Den lille pige blev starten til Mira. Rasmus og jeg har talt og talt igennem lang tid om, hvordan hun skulle være og hvad tegneserien skulle kunne. Da vi gik i gang, havde vi en ide om at tekst og tegning skulle udvikles sammen. Det viste sig at være alt for besværligt, da tegningerne skulle ændres alt for mange gange, når teksten blev redigeret. I stedet arbejder vi nu tæt sammen om hele processen.
Rasmus blander sig meget i teksten og jeg i tegningerne. I Mira 1 havde vi mange spørgsmål til hinanden. Ville hun gå i de bukser eller ”Sådan ville hun ikke sige!” I 2’eren havde vi hende meget mere på plads fra start, så der var mindre slinger i valsen.
Hvad har været vigtigt for dig/jer at skildre hos personen Mira og hvor får du din inspiration fra?
Det vigtigste for mig har været at dykke ned i små og store problemer som børn kan forholde sig til. Ikke nødvendigvis fordi de selv har prøvet at være i Miras situation, men fordi de kender til den verden Mira er i. Jeg prøver at skrive tæt på, hvordan jeg oplever børns hverdag i dag. Deres kommunikation, relationer, venskaber osv.
Mira er jo en helt almindelig pige med både almindelige og ualmindelige problemer. Er der tænkt meget over den kombination – også i forhold til aldersgruppen og læserne?
Det ualmindelige er vel at hun ikke kender sin far i starten. Det genkendelige i det er at være skilsmissebarn, som en del børn jo kender eller kender venner der er. Det er rart at man ikke er ligesom Mira, men kan forstå hende.
Generelt læser piger i den alder sjældnere tegneserier end drenge gør. Var det medvirkende til at du/I valgte tegneserieformatet i første omgang – for at få piger til i højere grad at få øjnene op for det medie?
Det har jeg ikke tænkt så meget over, må jeg indrømme. Jeg havde bare utrolig meget lyst til at lave en tegneserie.
I første bind om Mira, ønsker hun inderligt at få et kamera, så hun kan lave sin egen Instagram-konto med flotte fotos. Den har I også lavet på virkelighedens Instagram – med en blanding af tegninger fra serien og rigtige fotos. Hvad er tanken bag den kobling til virkeligheden – og hvem er målgruppen?
Det er sjovt at have et univers ved siden af bøgerne. Der kan ske små ting løbende i Miras liv. Man kan følge med og kommentere på hende, hvis man har lyst. Læserne er jo for unge til alle at have en profil, selvom mange har det. Der er også en del mødre der følger Mira, så deres børn kan følge med på den måde.
Nu er Mira jo blevet ældre siden første bind – er der planer om flere bind om Mira og hvis, ja har du så tænkt over hvordan du vil holde formatet (både det skrevne og layoutet), mens hun samtidig bliver ældre? Har du gjort dig nogle tanke om, hvordan du kan holde læsernes interesse fanget, når de jo netop også selv bliver ældre (teenagere) undervejs?
Det er rigtigt at både Mira og læserne bliver ældre. Men heldigvis kommer der også nye læsere til og jeg ønsker derfor ikke at lade Mira blive stor for hurtigt. Den første bog foregår ganske rigtigt over et år, men de næste er ikke nødvendigvis skildret over et år, men kan godt være en sommer eller andet, alt efter hvordan historien udvikler sig. Men det er klart at hun stille og roligt bliver ældre. Både tekst og billeder skal passe med hendes udvikling, hvis hun skal blive ved med at være en spændende pige for læserne.
Kan du løfte sløret for hvad der er på vej fra din hånd i den nærmeste fremtid på bog- og tegnseriefronten?
Der kommer en Mira 3 tegneserie til foråret. Lige nu skriver jeg på en Mira bog, hvor læseren selv vælger vejen. Sådanne bøger elskede jeg som barn. Den kommer også næste år.