Søren Jessens adaptation af Jesper Wung-Sungs roman “Kopierne” lægger op til et par overvejelser med udgangspunkt i Shakespeares slidte citat om “at være”: Er man ikke noget i sig selv, hvis man er en kopi af en anden? Er der tale om en grafisk roman, som den kalder sig, eller er det ikke?
Begge dele kan vist nok besvares bekræftende, men først lidt om baggrunden og handlingen.
Noget af det første, der står i Jesper Wung-Sung og Søren Jessens grafiske roman “Kopierne” er: ”Kender du den der tanke: Det kunne være en roman?”. Lidt af en metastart, for “Kopierne” var og er egentlig en roman af Wung-Sung fra 2010. Men “Kopierne“ fra 2015 af Jesper Wung-Sung (tekst) og Søren Jessen (tegninger) er en grafisk romanudgave.
Jonas A. Andersen er på vej hjem fra en fejlfri fodboldkamp, men hjemme bliver han ikke lukket ind i huset af sine forældre. Det lykkes ham at få et glimt af en anden dreng i huset, der til forveksling ligner ham selv, inden to mænd kommer rullende i en varevogn for at indfange Jonas. Dermed starter den flugt, der både skal føre ham væk fra forfølgerne og samtidig mod en forståelse for, hvad der egentlig foregår. Mødet med drengen Ian bliver afgørende for ham, da denne kan fortælle om kopibefrierne, der sørger for at fjerne de kopibørn, som forældre har fået fremskaffet, mens deres egne børn fx har været langvarigt syge. Flugtens mål for kopierne er nu et skib, der måske kan være et fristed for dem. Problemet er dog, at kopierne tilsyneladende kun har begrænset holdbarhed.
Der er altså tale om science fiction-spænding i en genkendelig hverdag. Målgruppen er angivet til 13+, men et par år yngre læsere vil sagtens kunne følge med. Slutningen er meget åben, og mit bud vil være, at langt de fleste i målgruppen vil have svært ved umiddelbart at finde den tilfredsstillende. De første to tredjedeles meget lige ud af landevejen jagt på sandheden og flugt fra kopibefrierne afløses der af mere eksistentielle overvejelser, efterhånden som en form for kopi-alzheimers sniger sig ind. Mon ikke den intenderede drengemålgruppe (der ikke orker at læse romanen, men godt kan slæbe sig gennem den grafiske udgave) havde foretrukket noget mere håndfast? Men omvendt er de første to tredjedele netop så spændende, at denne målgruppe nok vil holde ud til enden. For man kastes ind i handlingen, og eftersom synsvinklen ligger hos Jonas, så får man kun brikkerne til puslespillet i samme rækkefølge, som han selv gør.
Bortset fra dette knæk i handling og spænding mod slutningen, så er der en fin sammenhæng fra indledningens ’Hvad er jeg så?’-graffiti på en væg, der samles op til slut – og selvfølgelig er et gennemgående tema undervejs. For hvis man kun er en kopi af noget originalt, er man så egentlig noget i sig selv? Der lægges også en række andre spor ud i begyndelsen, som målgruppen relativt nemt vil kunne finde igen mod slutningen af “Kopierne”.
Det er en helhjertet, gennemarbejdet version, hvor tekst og tegninger er indbyrdes afhængige. Der er sider undervejs, hvor teksten dominerer – og der er sider, hvor tegningerne dominerer. Det er strengt taget ikke i traditionel forstand en grafisk roman- Dertil er teksten for dominerende, ligesom Søren Jessen stort set ikke på noget tidspunkt arbejder med traditionelle tegneseriesider med fortløbende ruder. Men det er meget sjældent, at tegningerne kun føles som en illustration af teksten. I langt de fleste tilfælde supplerer og udbygger de hinanden. Det bliver en smule plat, når Søren Jessen lader et trælår illustrere ved at lade et træ vokse ud af Jonas lår. Men omvendt fungerer det fx godt, når en række erindringsglimt dukker op som små billeder rundt om Jonas hoved i stedet for, at det skal beskrives med tekst. Da kopierne løber tør for energi mod slutningen, illustrerer Søren Jessen det også fint ved at lade personerne opløse sig mere og mere til simple pindemænd. Det samme gør sig gældende på tekstsiden, hvor sætningerne bliver kortere og kortere for næsten at opløses til sidst. Så på den vis er der tale om en grafisk roman, bare ikke helt som de typisk leveres.
Søren Jessen er ikke nogen fabelagtig tegner, men er til gengæld meget dygtig til at udnytte mediets virkemidler. Men det skulle man vel også gerne være, når man blandt meget andet har udgivet “Bonk – en bog om hvordan man laver tegneserier” (1997) og to tegneserier i serien “Oscar og Villy Uhyre” (1993-1994). I de senere år har han primært skrevet børne- og ungdomsbøger, men har måske nu fundet en god kombination. Her har det været oplagt at kaste sig over Jesper Wung-Sung, der tidligt i sin karriere med “To ryk og en aflevering” (1998) og “En – to – tre – NU!” (2001) fik hul igennem til de unge læsere.
Karakter: 4/5
Titel: Kopierne
Forfatter/tegner: Jesper Wung-Sung og Søren Jessen
Forlag: Høst & Søn
Form: 114 sider, softcover, farver
Pris: 229,95 kr.
ISBN: 9788763835756