Ole Comoll Christensens “Han, hun og algobatoren” har været længe undervejs. Det er den kun blevet bedre af, mener veteranen.
Erd og Gez er strandet på jorden. For at kunne komme videre på deres springtur skal de bruge kosmiske reservedele – specifikt en såkaldt algobator – men hvordan finder man sådan én i den fiktive by Tuchola, der lige præcis denne aften er én stor fastelavnsfest?
Det er spørgsmålet, som “Han, hun og algobatoren” over 72 stilsikre sider giver svaret på. Fortællingen er seneste udspil fra Ole Comoll Christensen, som nok er bedst kendt for at lægge streg til serien om Dimensionsdetektiven. Nummer 9 tog en sludder med den garvede serieskaber om albummets lange tilblivelse, om filmen, der inspirerede det – og om den underspillede humors diskrete charme …
Kan du først lige helt kort give os en fornemmelse af “Han, hun og algobatorens” tilblivelseshistorie?
– Ideen til historien fik jeg – så vidt jeg husker – samme aften, som jeg havde været i biffen og se Jarmusch’s “Broken Flowers” (fra 2005, red.). Jeg lavede direkte i min skitsebog et manus med lynskitser, der dækkede det meste af historien. Hen ad vejen kom der en smule mere på historien, men det var detaljer.
– Det var ikke sådan, at jeg lånte plot fra filmen “Broken Flowers”; der er vist ikke mange fællestræk, ud over at begge historier er en slags søgen efter nogen og noget. Jeg er nok bare blevet inspireret af filmen sådan på en generel måde.
– Undervejs er arbejdet på albummet blevet afbrudt af arbejdet på det fjerde Dimensionsdetektiv-album plus alt det illustrationsarbejde, jeg lever af. Så “Han, Hun og Algobatoren” har været flere år undervejs.
Det forklarer så, at du på bogens første sider takker Jim Jarmusch. Hvad med Peter Snejbjerg og Lars Bering Haarup, der også får en taksigelse med på vejen?
– Jeg har med dette album prioriteret at få feedback på historien og fået dels Snejbjerg, men primært Lars til at læse historien kritisk og give feedback. Det har fungeret godt og helt klart hjulpet mig til at få fortalt historien bedst muligt. Og så må jeg sige, at selv om det kan være frustrerende med en så lang og afbrudt tilblivelsesproces, så gavner det faktisk en historie, at den kan ligge i skuffen over et par omgange og så blive taget frem og set på med friske øjne.
Taglinen – “kærlighed, dåseøl og rumvæsener” – fik mig til at tænke på dvd’erne nede i Blockbuster. Kan “Han, hun og algobatoren” læses som en hyldest til en bestemt form for skæv og ikke alt for højtidelig film, f.eks. sådan nogle, som Jarmusch laver eller lavede?
– “Skæv og ikke alt for højtidelig film” passer meget fint. Jeg husker, at jeg efter at have set Spike Jonzes “Being John Malkovich” tænkte, at det var lige præcis dén slags historier, jeg gerne ville fortælle. Det er interessant, når almindelige mennesker med almindelige liv konfrontreres med en absurd præmis.
– Men når jeg skal forklare, hvad “Algobatoren” er for en historie, plejer jeg at sige, at den er en blanding af “The Graduate” og “E.T.”, hvor ingen af dem rigtig kan kaldes hverken skæve eller uhøjtidelige.
I Inkurabel-antologien blev de første sider af albummet bragt under titlen “Earthling Andy”. Du har skiftet sprog undervejs?
– Ja, jeg skrev den på engelsk. Det havde jeg vænnet mig til fra de korte historier til udenlandske antologier. Det var virkelig svært at finde på en oversættelse af “Earthling Andy”, som er den helt perfekte titel. Aben malers Steffen Rayburn-Maarup har allerede gjort mig opmærksom på i hvert fald én “undersættelse” i teksten. Der er sikkert flere …
“Han, hun og algobatoren”s lidt cartoony Sin City-stil er anderledes end det meste, vi har set fra dig før. Hvordan landede du på dén og hvad har den været at arbejde med?
– Sin City er ikke noget, jeg har dyrket, og jeg kan ikke se mange paralleller til Frank Millers måde at tegne på. For nylig fik jeg genlæst noget af Jaime Hernandez’ “Love And Rockets”, og det slog mig, at Maggie og Hopey – uden jeg var bevidst om det – må have været et sted i baghovedet, da jeg skrev historien, både i fortælletonen, men sikkert også i stregen.
– Og så plejer jeg jo at skifte stil fra album til album. Der er lige så langt fra “Kage”-stilen til “Tegnerens Arm”, som der er videre til “Agobatoren”.
Ret beset sker der ikke voldsomt meget i “Han, hun og algobatoren”. Var det et bevidst valg at arbejde med små øjeblikke frem for store armbevægelser?
– For Erd og Gez er det en voldsom krise i deres liv. De har brændt alle broer bag sig og sprunget uden sikkerhedsnet, alt går galt, og for en kort stund mister de hinanden. Så historien er ikke uden store armbevægelser. Men i det forløb vi ser, holder Erd og Gez panikken stangen, og hele historien foregår under en fest, så det giver den en udramatisk tone.
Tegneseriens komik udspringer meget af dramatik, der underspilles, og optrin, der ikke forløber, som vi forventer. Hvornår ved du som serieskaber, at det er lykkedes dig at skabe de forventninger, du gerne vil rive tæppet væk under?
– Jeg holder af det underspillede. En del af “Broken Flowers”‘ kvalitet ligger i Bill Murrays underspillede rolle. Om det lykkes i “Algobatoren” er svært at sige. Det er nok også derfor, jeg denne gang har søgt feedback på manuskriptet fra kollegaer.
Er det en vanskeligere disciplin end f.eks. god gammeldags falde-på-halen komik?
– Ja, det er en interessant balance mellem forskellige former for humor. Humoren i “Algobatoren” er nok mest sådan en slags teenage-humor med øl og stærk tobak, men uden den mere fysiske falde-på-halen-komik. Der er nærmest kun én action-scene, hvor den ene hovedperson bliver angrebet. Og den er nok kun med for at understrege, at den anden halvdel af slagsmålet er klippet ud. Mere fysisk komik tror jeg ikke ville have gavnet historien. Og hvad man end synes om teenage-humoren, så synes jeg, den fungerer fint som frustrationskontrast for Erd og Gez. De har et alvorligt, presserende problem, men for at løse det bliver de nødt til at leve sig ind i en uforståelig, kaotisk omverden med fare for at blive opslugt.
Læs en forsmag på “Han, hun og algobatoren” her
