Om det nu er definitivt slut med Nikoline Werdelins Homo Metropolis er ikke helt til at sige, men indtil videre er det sådan landet ligger.
I november udkom hovedparten af Werdelins seneste tørn på Politiken i samlet bogform – Homo Metropolis 2010-12 – og i begyndelsen af februar satte Werdelin den sidste streg i sin sidste storyline i avisen. Dermed har Danmarks måske mest anerkendte og betydningsfulde tegneseriekunster sat punktum for sit opus magnum, som et eller andet sted startede med Café, der vandt Politikens tegneseriekonkurrence i 1984, og som således har tegnet storbydanskeren i nøjagtig 30 år.
Personligt har jeg i mange år betragtet Werdelin med nærmest næsegrus beundring. Hendes øje for den menneskelige komedie – og dårskab! – er i en klasse for sig, og det er da også denne kvalitet, der ofte hyldes blandt kritikere og læsere.
I den seneste samling er historien om den 12-årige Phoebe et godt eksempel: en sød, lidt kejtet, gennemsnitlig pige fanget i en samspilsramt misbrugerfamilie – for at overleve flygter Phoebe ind i en forfatterdrøm, skriver den hårdkogte krimi “Frosthvisken”, som hun er overbevist om vil vinde en romankonkurrence, bringe hende rigdom og berømmelse, og dermed naturligvis en vej ud af fortvivlelsen. Werdelin håndterer det på alle måder knugende og deprimerende forløb ved til fulde at bruge stribeformatets krav om lette punchlines i sidste ramme, hvor Phoebes umulige og tragiske stræben “vittighedsficeres”, så det eksistentielle armod på den ene side bliver lettere at udholde for læseren – men som samtidig forstærker fornemmelsen af menneskelig fortabelse, når vi opdager at vi faktisk griner ad stakkels Phoebe (som selvfølgelig, oven i det hele, er blottet for forfattertalent…).
Til gengæld er det måske ikke helt så ofte, at folk komplimenterer Werdelins elegante streg, de veltimede forløb, det aldrig svigtende blik for påklædning, gestik og mimik – Werdelins suværene favntag med tegneseriens store register i mediets måske mest krævende disciplin: den daglige avisstribe. Men det er måske en endnu mere udsøgt kompliment, at håndværket bag den forførende enkle overflade ikke trænger sig på hos læseren.
Jeg talte med Nikoline Werdelin i telefon fra Berlin, hvor hun fortsat har base, til en snak om både den sidste periode med Homo Metropolis, såvel som det store perspektiv bagud. Men der blev også plads til konkrete spørgsmål om hendes arbejdsetik og metode, som jeg håber vil være en øjenåbner for mange: detaljeret fortæller hun om tung, forudgående research til stribeforløb, der i flere tilfælde har været år undervejs, og om kvabbabelserne ved ikke altid at være ordentligt til stede blandt mennesker hun omgås, fordi arbejdet med striben fortsætter i hovedet. Læg dertil betragtninger om misbrug, tv-serier, tamme unge mænd, Photoshop og udsigten til igen at have tid til at “tage ind” – men først, naturligvis, svar på det mest påtrængende spørgsmål:
Nikoline Werdelin, du er stoppet på Politiken – hvorfor? Og hvad nu?
– Jeg er ikke i frit fald, bare rolig! Jeg har i syv år arbejdet for ugebladet Søndag, hvor jeg har rigtig meget glæde af at bestyre en brevkasse og samtidig lave en farveserie, som jeg elsker. Jeg har fortsat ting at lave, som kan give en god 30 timers arbejdsuge. Det, jeg har lavet for Politiken de sidste fire år, har derimod nok snarere været det, man kan kalde en 60-70 timers uge, og det er nok maksimalt, hvad jeg kan klare. Jeg er jo 53 år gammel nu, og har prøvet at være udbrændt – i 2006 – og siden da har jeg haft en sensibilitet, hvor jeg ikke så godt kan tåle stress mere. Adrenalin virker ikke længere på den samme måde, som da jeg var ung, hvor det næsten var et dejligt stof. Nogle gange kan jeg gå helt i stå, hvis jeg kan mærke for meget adrenalin i kroppen. Folk, der arbejder på en avis, skal acceptere at have adrenalin i kroppen jævnligt. Jeg kan godt have det, jeg kan godt acceptere det, og det gør selvfølgelig også, at tingene bliver gjort. Men det er ikke sundt. Det er noget, man skal afsætte en livsfase til, og så gøre noget andet bagefter.
Dit eget ouevre – først Café, og så Homo Metropolis i flere omgange – forekommer jo også faseopdelt. Eller hvad?
– Jo, Café, det var fire år. Pause. Og så kom Tøger Seidenfaden til avisen, og så startede Homo Metropolis, og nu kan jeg ikke huske de nøjagtige årstal, men jeg mener, jeg arbejdede en tre-fire år og så en pause. Der har jo også været mine teaterstykker, som var ret intenst arbejde. Og nu min sidste periode på Politiken, der er slut efter fire år. Jeg tror bare, jeg må erkende, at jeg skal ud og leve og læse og lære og se og mærke og bage mislykkede brød, der falder sammen. Og så når jeg har fået en masse indtryk og kigget på vandet og turdet fare vild med hunden, så kommer der et indre pres, så er der noget der vil ud.
… Og hvad sker der så?
– Altså, jeg redigerer meget. Hvis jeg nu var forfatter ville jeg nok være utroligt lang tid om at skrive en bog. Hver af mine striber er mindst 40 lag i Photoshop… Selvom jeg kan genbruge tegninger, og manipulere digitalt er det ikke noget, der gør arbejdet lettere. Hele den tekniske del af at lave enkelt stribe tager minimum 5 timer, uanset hvad jeg gør. Lette løsninger, som for eksempel at lade en figur gå i seng med forkølelse, så jeg kun behøver at tegne dyner og næsen, der stikker op, det sparer alligevel ikke tid. Så kommer hele processen med at finde på og så videre. Jeg er vildt optaget af håndbevægelser og ansigtsudtryk og interiørdetaljer, som det måske kun er mig, der ser. Og det betyder altså, for nu at vende tilbage, at hvis jeg skulle have lavet de seneste fire års arbejde i mit eget naturlige tempo, ville det nok have taget 12 år. Men sådan er virkeligheden jo ikke, og jeg er ikke sikker på, at jeg ville have fået det gjort.
ET FRYDEFULDT STOP
Hører jeg dig – meeeget diskret – også give en lille bitte smule udtryk for en bekymring over et liv uden deadlines? Jeg mener landet er jo fyldt med forfattere og tegneserietegnere, der giver udtryk for, at de vil lave en eller anden bog, og så kommer den aldrig. Som du siger, sikrer deadlinepresset jo et output. Samtidig er jeg med på det, du siger om at tage indtryk og næring ind, så man har noget at give af, og her må jeg jo sige, at jeg dagligt forbløffes over din viden om mennesker i forskellige socialklasser, i forskellige aldre, i forskellige situationer – hvor kommer den viden fra, når jeg nu kan regne ud, at din arbejdsuge med Politiken og Søndag er så massiv, at du næppe har tid til at komme ud?
– Lad mig starte med det første. Denne gang er det et meget mere frydefuldt stop. Jeg er mindre bange for, om der mon kommer noget andet, og nyder lige nu det her vakuum mellem stoppet og den tid, hvor jeg forelsker mig i et eller andet projekt igen. Jeg har også mødt en dejlig mand – Ib – der simpelthen har så mange børn og børnebørn, og vi har været sammen i næsten fem år, og han har aldrig kendt mig i ro. Jeg har simpelthen nydt den sidste uge så meget, bare slappet fuldstændig af. Måske er det også aldersbetinget, men jeg kan ikke huske, at jeg nogenside har følt så stor glæde ved trivialiteter som at skrælle kartofler. Det andet spørgsmål – hvor kommer det fra? Jamen, jeg tror alle har evnen til at se andre mennesker. Fra mit arbejdsværelse har jeg en god udsigt over gaden, og kan hver dag iagttage en masse små teaterstykker. Og når jeg går rundt med hunden, ser jeg jo også ting. Altså… “Det er sjovt, hende der i den ene butik ser ud som om hun er i familie med hende i den anden butik, for de har den samme næse, og ganske rigtigt, to sekunder efter brøler den ene MOAR!” Det går alle andre jo også og ser. Men jeg går og digter bagom …
Men det du snakker om nu, er jo ydre, konkrete ting, udtryk, påklædning, attributter. Du er jo kendt for at have et syleskarpt øje for indre relationer, ikke mindst for det, man på gammel dansk ville kalde menneskelig dårskab. Det kan man da ikke se ud ad vinduet?
– Joooo. Jo, det kan man godt. Hvis jeg er ude at spise på en restaurant, kigger jeg på en dame. hun drikker lidt for meget. Hun er virkelig, virkelig rasende på sin mand, og han ser da også temmelig… et eller andet. Og så kigger jeg under bordet og ser hans fod, der bevæger sig, på en bestemt måde. Jeg er meget opmærksom på sådan nogle strømninger – raseri, skuffelse, jalousi, misundelse … eller eksistentiel tomhed, som latter og stress dækker over. Ikke sjældent kommer folk jo nærmest pralende og fortæller at de haaar så mange børn og børnebørn, og de haaar så mange kærester, og de er sååå velfungerende, og nu er de nødt til at have to sommerhuse, fordi der ikke er plads til dem. Og jeg tænker “hvor er det mærkeligt, det de siger, for neden under fornemmer man jo noget helt andet”, men måske ved de det ikke engang selv. Og hvis dagen er lang, og samtalen fortsætter, ender det med, at de græder, og det hele er forkert. Og det har jeg jo regnet ud for længst. Jeg har ret stor tillid til min intuition, og det er selvfølgelig også svært at leve sådan, også fordi at jeg tit sætter mig selv på overarbejde, hvis jeg ikke er opmærksom på det …
MASKULINITET I KRISE
Bruger du nogensinde materiale fra din brevkasse i Homo Metropolis?
– Nej. Det er helt adskilt for mig. Homo Metropolis kommer fra ting rundt omkring mig, som jeg har samlet sammen. Tag for eksempel den sidste stribe i Politiken, den med Marco og hans kone Sara. Den kommer af, at jeg i mange år har kigget på de der unge, artige fædre, der går op og ned ad gaderne med barnevognene, og virkelig undret mig over, hvor de mon går hen og slår til Søren henne?
… “Slår til Søren henne”?
– Ja, det virker frygteligt på mig, at de ikke skal ud og slå nogle mammutter ihjel. Det vildeste, de må gøre, er jo at vaske bilen – nåh nej, for sådan en har de jo heller ikke, men så vaske Christiania-cyklen. Jeg er nok lidt gammel-darwinistisk i min opfattelse, men det er jo ikke mange generationer siden, at mænd skulle kunne jage og kæmpe for at kunne overleve. Jeg undrer mig over hvor den aggression bliver af. Altså hvor går middelklassens positive, kreative aggression hen? Så tænkte jeg lidt over det, og så læste jeg en dag en kronik, hvor en eller anden mand skrev om den dér eneret til det følelsesmæssige univers. Plus, vi er en del kvinder, der er godt skåret for tungebåndet, som det måske ikke er let at folde sig ud omkring som partner. Jeg tænkte … hvad mon der sker nu, hvor kvinder ikke længere er vant til at underlægge sig en mand … ?
Det er det, der på humaniora hedder “Maskulinitet i krise”.
– Haha, ja, lige præcis! Men så går jeg der i tre år og gemmer på det …
Lad mig spørge konkret: den historie, der hedder ‘Frosthvisken’ handler om en stakkels pige med spage forfatterdrømme i en dysfunktionel famile – hvor kommer den fra?
– Den er en klassisk “ælling” eller “underhund”-historie. Stemmen inde i os selv, der som reaktion på at være fanget i en utålelig situation, siger “Nu gør jeg det her, så bliver det hele bedre!”, også selvom impulsen udspringer af en komplet meningsløs selvtillid. En barnlig forestilling om, at de ydre problemer vil løse sig, hvis man får anerkendelse eller en god økonomi. Hun er et godt eksempel på en af mine arketyper, tror jeg … Jeg husker også en artikel om, hvordan visse unge piger skaffede penge til biografture og mascara ved at gå i seng med fyre og afpresse dem via sms, det er jo det, hendes storesøster prøver at presse hende til.
LEGITIMT MISBRUG
Lad os tale mere om den nye bog, som på flere måder adskiller sig fra de tidligere. Her optræder en hel del misbrugere og endda en hjemløs. Er det bare iagttagelser, eller er der en dybere affekt på spil?
– Jeg er meget interesseret i misbrugere, og dem, der lever med dem. Jeg kan ikke sige så meget om mine egne familiære erfaringer, men jeg kan da sige, at jeg kender til at være workaholic, og jeg kender og omgås mange forskellige og interessante måder at dyrke selvmedicinering på, ved siden af arbejde. Jeg kender også mennesker, der bevæger sig fra en livsfase, hvor man ikke tør mærke det hele, til en ny fase, hvor man tager det helt ind i farver, nøjagtig som livet er. Jeg deltager af og til i sådan nogle akademikermiddage, hvor præmissen ikke altid er den umiddelbare, at fejre at ham her har 60 års fødselsdag med lækker mad, men en flok mennesker, der i realiteten beslutter sig for at legitimere en hel lørdag nats misbrug af rødvin. Organiseret alkoholisme. Jeg har ikke selv drukket alkohol i 6 år. Jeg ser det over det hele og kender det. Helt basalt er det jo noget med, at hvis man tager en pille for at få det, der gør ondt, til at gå væk, lærer man jo ikke at deale med det. Det er også et fundament for mange af mine striber: “ Skal jeg spise pillen?” eller “Hvis jeg ikke får den, hvad så? Skal jeg så ændre mig? Eller flytte mig?”
Du har nu levet med daglige tegneseriestribeafleveringer gennem tre årtier. Selvom du meddeler dig i en form, der almindeligvis ikke nyder stor anerkendelse, har flere af parnassets tungere folk ikke sjældent kaldt dit værk for et af de bedste bud på den store danske samtidsroman. Det er fristende at spørge: hvordan har Danmark ændret sig fra midtfirserne? Og hvordan har du ændret dig?
– Det første spørgsmål kan jeg simpelthen ikke svare på, for jeg er alt for nærsynet i mit arbejde. Jeg er sikker på, at en hel masse har forandret sig, og jeg kan mærke det, men ikke forklare det. Jeg kan kun sige: “Læs mine tidligere tegneserier og læs de senere!”
Haha, ja, det kan man jo med fordel gøre. Men alligevel vil jeg lige prøve igen, fordi mange af dine omdrejningspunkter jo er meget specifikt forankret i tiden. Swingerklubber, pædofiliskræk blandt pædagogmedhjælpere, netdating, smartphones og så videre. Jeg ved der eksistentielt er tale om, øh, ydre attributter, men som alligevel akkumulerer en massiv ændring i adfærdsmønstre. Og dem har du jo med?
– Ja, det er rigtigt, og dog. For jeg er jo ikke selv på Facebook. Og selvom jeg kunne komme ind med en hemmelig profil, kunne jeg ikke drømme om det … Jeg mangler allerede tid til at være ude i skoven med hunden, så meget som jeg gerne vil, og det kommer først i min behovspyramide. Jeg har heller ikke nogen smartphone, kun en lille Nokia som lige akkurat kan sms’e.
Men du ser jo de ting, og du har en dyb forståelse for det. Det kan man jo læse i striberne.
– Jo, men det er jo let nok. De unge ligger jo over alt med deres aggregater. Og jeg har veninder, der netdater. Og jeg lytter til P1 hver dag. Detektor, Klubværelset, Mennesker og Medier .. det hele. Og det er nok. Jeg er selv den eneste, jeg kender, der forbyder folk at tage deres smartphones med ind i stuen, hihi. Min egen er på lydløs altid, jeg vil ikke forstyrres af ringetoner og lyde.
SKARNTYDESAFT MEN OGSÅ BOBLER
Vi lader tidernes skiften være. Men hvad med dig selv – hvordan har du ændret dig?
– Jeg tænker at det var som om, at i Café var der en masse mennesker, som ville noget, og så gik det ikke, som de ville. Eller, de troede, de tog sig sådan og sådan ud, men så faldt de igennem. Og så var der en masse rå historier, bitte små forløb, meget værre end noget, jeg kunne finde på at lave i dag … Men spørgsmålet om “hvem er jeg” og at se på de andre, for at finde ud af hvem man er, er ét tema, som er meget koncentreret. Det var nok også dét, der optog mig personligt. I Homo Metropolis er det mere fortællinger, og i den store, stærke midterdel, der er udkommet i de store bøger … hvis den var rød sodavand, var der mange bobler. Skarntydesaft, men også bobler. Den fase har lange forløb, men også pointer. Den sidste fase, altså den, der nu er udkommet, er mere… “episk” lyder så flot, men meget mere koncentreret om fortællingen, hvor den daglige pointe underprioriteres, og det underliggende dybere træk højprioriteres. Jeg forbereder scenarierne meget mere end tidligere, og samler trådene på samme måde som en … en gammel dame ved sin væv!
Det virker fantastisk godt i bogen, men var det ikke lidt satset at levere en daglig stribe, der ikke nødvendigvis havde en stærk pointe, og som krævede læserens daglige deltagelse for at kunne forstå, hvad der foregår?
– Jo, det er meget eksklusivt, og ikke særligt smart i disse tider. Og derfor synes jeg også, det er så fantastisk, at Politiken har tænkt, at det er fint, jeg sidder der og væver, selvom tiderne har ændret sig, og læsere springer på og fra hele tiden. Nogle gange har jeg da siddet hernede i Berlin uden sociale medier og tænkt: “åh nej, der er ikke et eneste menneske, der interesserer for det her,” men heldigvis kunne jeg på Bogforum se, at det var der … Forstår du, hvad jeg mener?
Ja, helt sikkert. Jeg har jo selv i fire år siddet og lavet et ugentligt indslag i samme avis, og absolut ofte tænkt: “Ingen af mine venner og bekendte holder Politiken længere. Havde det været for 10-15 år siden, havde det været helt anderledes!” Jeg prøvede at høre, om ikke mit materiale kunne komme fast på nettet, men det ville bladet af publicistiske og strategiske årsager ikke være med til.
– Ja, det er helt, helt anderledes nu. Jeg gik jo stik mod trenden med mit sammenhængende stribekoncept, og er stadig en smule overrasket over, hvordan jeg slap af sted med det … Café kunne man jo læse en ad gangen og få sit shot, men denne her kræver, at man læser alle tre måneder i en storyline, eller endnu bedre, i en bog. Det er også først dér, jeg selv kan se, hvordan det fungerer. Altså … jeg tror ikke folk forstår, hvor flovt det er at blive trykt hver dag, hvor fyldt med skam og tvivl, det er…
Hvorfor fuld af skam?
– ÅÅÅRRHHGGG! Man er jo naturligt blufærdig … suuk, gisp, og så kommer de der …ting, man har siddet og digtet, fyldt med ambivalens og alt muligt, ud til så mange mennesker. Bvadr! Jeg synes, det er så flovt! Da jeg var ung befandt jeg mig bedre med at blive set: “Sådan her ser JEG det! HA!”
NÅDESLØS ELLER KVALMENDE RUMMELIG?
Nogle siger, at du er en nådesløs skildrer af mennesker, at du er en hård banan. Jeg er selv i tvivl om, hvordan man skulle bære sig ad med at måle det, men er du måske gået lidt mere til stålet denne gang?
– Hvad mener du?
Jamen, dig selv, hvordan du har det med os andre, og hvordan de følelser eventuelt har udviklet sig? Altså, personligt kan jeg mærke, at jeg er blevet mindre tålmodig overfor dovne og anvarsløse mennesker i løbet af de sidste 10 år. Sådan noget i den stil?
– Jeg har aldrig tænkt over det i forbindelse med tegneserien. Jeg havde også troet, at det var lidt mere modsat …
Altså, at du blev opfattet som en … blød skildrer af mennesker?
– Jeg er jo ikke rigtig en del af tegneseriemiljøet, men jeg læste en gang, at Anders Morgenthaler eller Michael Wulff sagde, at jeg var … “kvalmende rummelig over for mennesket”, haha. Men så kommer der jo også ind i mellem en dame med en Synoptikbrille, der siger: “Hvorfor er du så rå mod mennesket, uha!” Men sådan tænker jeg det slet ikke, jeg må indrømme, at jeg betragter det mere sådan lidt som f.eks. en tandlæge, der tager billeder af folks munde, og så ligner det et kranie, men det er jo hans job at vise, hvordan det ser ud indefra.
MEST BESLÆGTET MED TV-SERIER
Er der kommet mere sex i den seneste bog?
– Sex? Altså S-E-X?
Ja, sex. Folk, der knalder og ser sjove ud, mens de gør det?
– Det har jeg ikke tænkt over. Jeg synes bare det er enormt sjovt at tegne. Har du set den tv-serie, der hedder Girls? Den er så fuld af sex og sexscener og uflatterende lår, fniiis! Den har en helt anden æstetik end nogen anden tv-serie… Det er faktisk nok også tv-serierne, jeg føler mig allermest beslægtet med. Nå, men fordi der er så meget sex og så mange bare lår, og man ser det hele, så kommer det jo til at handle om noget andet. Så bliver det jo på en måde ligegyldigt, der bliver skabt en præmis, som gør, at man begynder at lede efter det næste. Man leder jo altid efter det skjulte.
… Så det med sex tror jeg også bare, at jeg manipulerer lidt med af hensyn til historien. Hvis f.eks. det store drive i historien er én af mine utallige midaldrende mænd, der forelsker sig i en anden end deres kone, gælder det jo om ikke at vise for meget et langt stykke tid. Der skal bygges op, være suspense, og så er det meget bedre at arbejde med læsernes egen fantasi og længsel. Og i historien om netdateren Anita handler det jo om en eksistentiel længsel efter at være i live og mærke passion og få svar, hvor sex jo ligesom bare bliver de fysiske handlinger, vi udveksler med hinanden. Men det er jo sådan set slet ikke sex, det handler om. Så det er lidt afhængig af historien.
Det er sjovt, du siger, at du føler dig mest beslægtet med tv-serier. Noget af det, som slår mig i den nye bog, er helt klart følelsen af meget gennemarbejdede storylines og planlagte plots. Hvordan foregår det arbejde?
– … det er helt klart det, der tager længst tid. I Café var der mange mennesker, som man kun mødte én eneste gang. Der var de tre hovedfigurer, som huserede på caféen, men så var der også mange, som man kun mødte en gang eller måske tre dage i træk, og så var de væk igen. Og hvis man vil have en pointe, så er det jo fint at kunne bruge et hvilket som helst menneske til at fortælle den pointe. Hvorimod nu, i den seneste omgang i den nye bog, er det klart fortællingen, det drejer sig om. Og det er nok også derfor, jeg bruger så lang tid i de første fjorten dage på at tegne det op. For man er jo ligeglad med detaljer om folk, man ikke kender – men hvis det handler om ens nærmeste, så bliver man meget optaget af små ting. Så jeg bliver først nødt til at gøre mine figurer til læsernes nære, før det bliver spændende at fortælle hvad de kommer ud for, eller hvad deres problem er. Og det der med at sidde og tænke langt, det gør, at jeg tidligt i processen kan få lagt ting ud, jeg skal bruge senere – sikkert noget, jeg har øvet mig i, når jeg har skrevet teaterstykker. Jeg har jo skrevet syv stykker, så jeg har syv gange prøvet at bruge et år på at strikke en samlet historie sammen, hvor jeg kunne gå frem og tilbage i det, og hvor jeg ikke skulle aflevere i morgen. Jeg tror, det er noget jeg har lært dér, og som jeg godt kan lide. Med alderen er jeg blevet glad for at fordybe mig.
MAN BLIVER NØDT TIL AT LAVE ET STORT ISBJERG
Hvordan fik du så dit dramatikerhåndværk i orden, hvor kom det fra?
– Jamen, det kom jo nok igen fra tegneserien, som jo på en måde er ligesom en tv-serie. Og fra min dramaturg. Jeg kunne skrive replikker. Med “Liebhaverne”, der kom i ’97, var jeg så klar, fordi jeg sad med en kort tegneserie og længtes sådan efter at lave noget, der kunne blive sammen med mennesker i to timer, dvs. stribemæssigt et halvt år. Så det gjorde jeg. Jeg arbejder nok med flere scener end andre dramatikere, og det kommer nok fra tegneserien, men jeg synes ikke de to genrer er særligt langt fra hinanden. Det er ligsom hvis hende der Blomsterberg med kagerne pludselig også begynder at bage … øh, brød.
Du snakker om de første fjorten dage som afgørende i tilrettelægningen af det næste store stribeforløb. Hvad er det helt bestemt, der fordrer særlig koncentration?
– Dels skal jeg vide, hvordan mine karakterer ser ud, når de vender sig og drejer sig, og når de bliver sure og glade. Og jeg skal have fundet alle bifigurerne, hvem der betyder noget for dem, hvem der skal komme ind senere. Det nytter jo ikke noget at sende en kusine ind fra USA efter to måneder, man bliver nødt til at præsentere dem alle sammen, tegne universet op. Derefter skal man finde ud af, hvordan æstetikken på denne her skole, kontor eller antikvitetsforretning ser ud. Og hvordan taler de i øvrigt og hvad er det, der er på spil?
Arbejder du så ligesom hårdkogte manuskriptforfattere med post-it notes i alle mulige farver eller har du en skitsebog eller hvordan gør du?
– Jeg har en helt almindelig blok, hvor det hele ligger i, jeg skriver bare lige ned i en linieret blok. Jeg har faktisk to blokke, så hvis jeg har siddet med én og lavet overblik over de næste syv dage, så begynder jeg måske i den anden. Men ved siden af skitse- og notearbejde kører der jo en ret omfattende researchproces. Inden det egentlige arbejde med striben begynder, har jeg lange samtaler med relevante fagpersoner. Jeg har gerne to deep throats til hver storyline, som kunne være skilsmisseadvokater, HR-medarbejdere, psykiatere, præster eller andre, som jeg taler med inden, helt konkret på deres kontorer eller i telefon. På det tidspunkt har jeg selvfølgelig en løs idé om selve historien, men den påvirkes ofte af den retorik og de informationer, jeg får – og i den følgende fase, hvor forløbet er planlagt og researchen på plads, og jeg sidder og tegner og skriver striberne, har jeg fortsat mine informanter på sidelinjen til at “virkelighedskorrigere” detaljerne. Jeg laver den aftale med dem, at de skal kunne svare på mine henvendelser indenfor 24 timer, så jeg kan nå at rette indenfor deadline. Man bliver nødt til at lave et stort isbjerg, selv om det kun er toppen, der havner i striben.
Skriver du så: “Her er Anita, hun er sådan og sådan og hendes problem er det og det”?
– Nej, jeg skriver ikke noget af det! Jeg tegner hende. Og så skriver jeg storylines; der skal ske det og der skal ske det. Jeg har haft sådan et princip om, at en stribe enten skal fortælle noget nyt om figuren eller bringe handlingen videre. Så når jeg starter op, skriver jeg f.eks.: “Anita med sin veninde, Anita alene, Anita på arbejde, Anita med sin veninde, Anita med sin datter, Anita med barnebarnet, Anita på cafe, Anita på restaurant, Anita besøg af den første mand” og så i parentes “nat ved spisebordet”. Sådan starter det ret konkret, og så går jeg ned bagefter og får selve den daglige stribe til at fungere. Det starter med at være en præsentation af et univers, hvor jeg så selvfølgelig lægger vægt på det, jeg synes, at det skal handle om.
TUNGT COMMITMENT
Sker der så nogle gange det, at du mærker en dybere klangbund, eller en større inspiration, eller at det bliver mere spændende, end du troede?
– Næhh, sådan er det ikke. Hvis det er meget spændende, så er det lige så spændende, som jeg troede. Der sker bare nogle gange det, at jeg farer vild og tænker: det, jeg virkelig kunne mærke, det, som var impulsen til at starte denne her historie, det kan jeg simpelthen ikke få frem, og hvis jeg havde været en romanfortatter, så ville jeg have smidt de her tredive sider ud. Men de er jo allerede trykt, og det er noget af det, jeg hader ved deadlinepresset. Jeg kan huske, at min gamle mentor, min dramaturg, ham, som har lært mig mest om at arbejde, Ryszard Taedling, engang sagde: “Nikoline, du er talentfuld og du er dygtig, men det, der er din helt store force, er din flid”. Og det er rigtigt – jeg er simpelthen meget, meget flittig. Og det er derfor, det måske gør endnu mere ondt på mig end på … Ib, eller … hunden, hvis det, jeg laver, ikke lever op til det, jeg ville med det – og jeg går meget, meget, meget langt for at få det til at gå op.
Jeg formoder, at den form for commitment også er et kors?
– Ja. Da jeg brændte ud i 2006 måtte jeg aflyse et teaterstykke, der skulle op to måneder efter, og billetterne var allerede solgt gennem Artes katalog. Jeg havde ikke skrevet stykket, og det var helt forfærdeligt det hele. Jeg troede, at der ville ske et eller andet, der svarede til en tyfusepidemi, hvis jeg ikke klarede den, men der skete overhovedet ikke noget. Der var selvfølgelig nogle penge, der gik ud af et teater – og det var slemt – men så satte de et andet stykke op, og genopsatte et, der havde været en succes det forrige år, hvor der var nogle af de samme skuespillere med, og nogle af dem, der blev frigjort,ville også gerne have sagt ja til noget andet, så det gjorde de … og du ved, der skete overhovedet ikke noget rigtigt slemt. It’s all in your head.
Er det også derfor, du er mere rolig nu, og ikke er så bange for at stoppe striben?
– Altså, hvis jeg skulle dø nu, så synes jeg, at jeg har lavet alt, og endda mere, end hvad man med rimelighed kan forvente af menneskeliv. Jeg synes ikke, jeg skylder noget. Altså, det jeg måske skylder “det store hele”, er at jeg kunne have været lidt mere dér, hvor jeg var. Jeg er jo på godt og ondt en person, der går rundt med sådan et parallelspor oppe i hovedet hele tiden. Det er jo også en flugt, og det er jo også rigtig hyggeligt at sidde til alle mulige middage og sidde og lytte til alt muligt, og så sidder man bare dér med sit egen indre film og pønser samtidig. Det er lidt anstrengende.
IKKE DEN LILLE HÆVN
Er folk i din omgangskreds aldrig bange for at at invitere dig indenfor? “Åh nej, nu sidder hun bare og laver research og nu ender jeg i avisen” …?
– Min synd er ikke, at jeg bruger min omgangskreds, men derimod at jeg pludselig sidder med min historie, som jeg er i gang med. Jeg sidder og tænker på nogle helt andre mennesker, som er helt virkelige for mig, men som er inde i min computer. Og når jeg lægger mig og tager en lur, så skal jeg i hvert fald have fundet på to afslutninger til noget, og inden jeg rejser mig igen, så skal jeg i hvert fald have fundet på, hvad for nogle ben der skal være, eller hvor jeg skal få gryden fra, om jeg skal have scannet en helt ny ind eller hvad. Der er bare ikke rigtig noget øjeblik ,hvor jeg ikke … det er måske sådan det er at have spædbørn, man er bare aldrig helt uden.
Så du spreder ikke skræk og rædsel under middagsselskaber?
– Altså … Der er jo rigtig mange, der godt kan lide at sige: ”Åh nej, dig tør jeg ikke have til bords”, eller hvad de nu kan få sagt, men det er bare ikke rigtig sådan, det fungerer. Jeg er ikke så forfærdelig vild med den bølge, der har været, hvor virkeligheden overføres direkte i forfatterens tekst. Jeg synes, det er rigtig rart, at selv mine nærmeste venner siger, “jamen, jeg så en gang en problematik i din stribe, jeg har haft, men for det første var det et andet køn, og det var en anden alder og det var et helt andet hår og så handlede historien om noget helt andet.” Hvis man fortæller historier, så er fantasien og forestillingsevnen jo ens gaver. Jeg sidder ikke der og glor på andre og så går lige hjem og skriver op. Det synes jeg virkelig ikke er så smart. Karl Ove Knausgårds projekt elsker jeg, men ikke den lille hævn, der ligger i offentliggørelsen.
BEDRE TIL AT TEGNE
En sidste ting, jeg gerne vil spørge dig om, det er dine tegninger. Du udvikler dig jo, og du er blandt andet begyndt at arbejde digitalt. Hvordan har det påvirket dit tegnearbejde?
– Jeg synes, jeg er blevet bedre til at tegne. Og jeg satte mig for at tegne mere løst, da jeg startede denne gang. Man kan også se det tydeligt i starten af samlingen, at jeg gør det sådan ret løst. Jeg har altid tænkt, at mine skitser egentlig var bedre end mine rentegninger. Men så er der noget ved det dér Photoshop, hvor man jo for det første kan rense skitserne rigtig meget, og nogle gange så blev de også så løse, at det blev lidt svært at se, hvad der egentlig foregik. Så begyndte jeg også at finde ud af, hvor mange gange man kunne genbruge et hår og flytte en arm, sådan så man på en måde kunne få dem til at ligne sig selv lidt mere… for jeg er ikke så dygtig til at tegne den samme figur igen og igen, uden at den på en eller anden måde til sidst forandrer sig. Det er vigtigt, at man tydeligt kan genkende de samme figurer. Jeg sparer ikke noget tid ved at arbejde i Photoshop, så det er ikke blevet en genvej, men det har givet mig mulighed for at holde fast i ansigtet på en lidt bedre måde.
Hvordan arbejder du stilistisk med tegningerne, hvordan arbejder du med din streg, som er meget karakteristisk “Nikoline Werdelin”?
– Jeg synes jo, at jeg tegner naturalistisk! Det har jeg altid syntes. Men når jeg ser mine tidlige tegninger, så er jeg flad af grin og tænker “Åh gud, nej! … Syntes jeg virkelig, det lignede?!” Men jeg må indrømme, at jeg selv tror, jeg tegner fuld-stæn-dig fotografisk, så når folk kommer hen til mig og siger “hvorfor tegner du altid kvinderne så grimme”, så forstår jeg det overhovedet ikke, for inde i mit eget hoved tegner jeg nærmest anatomisk korrekt. Jeg er jo naturalist, helt vildt sygeligt naturalist, undtagen når der pludselig kommer sådan nogle “ulveansigter” ind, som et forsøg på illustrationer fra underbevidstheden, men ellers er jeg naturalist. For mig er det helt store drama to mennesker ved et bord.
Foto: Stine Hellmann
Tak til Nikoline Werdelin for at stille skitser og noter til rådighed.
