Wonder Woman
Otte grunde til, at Wonder Woman er den bedste filmudgave af en DC-figur siden den første række Superman-film.
Spoiler-alert: Spoilers er i det følgende markeret med kursiveret skrift.
1. Første verdenskrig som bagtæppe
En befriende afveksling fra det evindelige og udpinte nazitysklandsbagtæppe – også selv om det tyske kejserriges tropper fremstilles omtrent som nazister, blot med et lidt andet symbol. Steve Taylor (Chris Pine) er ikke en amerikansk, men britisk spion, som på flugt fra nazis… tyskerne ved et tilfælde finder vej til Themyscira (nok et sted i det græske øhav) og dermed trækker amazonerne ind i den virkelige verdens konflikt.
2. Meningsfuld brug af baggrundshistorie
Diana – der på intet tidspunkt i filmen omtales som Wonder Woman – må selvfølgelig opfatte den store krig som krigsguden Ares’ værk og dermed også det at stoppe den som opfyldelsen af amazonernes gudsgivne opgave. Hun er ganske elegant udstyret med både sin oprindelige baggrundshistorie og New 52-udgaven heraf, men det går først sent op for hende, at selveste Zeus har sat hende i verden som bolværk mod storebroderen Ares.
3. Respekt for og udnyttelse af karakteren
I stedet for at forsøge at gøre figuren moderne, skruer filmen helt op for kontrasten mellem den troskyldige og ædle Diana, der har lært, at menneskeheden er god, men blot korrumperet af krigsguden, og den beskidte verdenskrig, hvori generaler og politikere bag skriveborde langt fra fronten sender millioner af mennesker til deres sikre død eller lemlæstelse. Hun tror, at den tyske hærfører Ludendorff er Ares i forklædning som menneske, og at hvis hun blot kan dræbe ham, så vil alle krigshandlingerne ophøre.
Steve, Diana og Steves sekretær
4. Humoristisk lettelse
Filmen realiserer også det humoristiske potentiale i at lade os se vores verden gennem en fremmed og fantastisk skabnings øjne. Diana er vokset op i eventyrland; hun har aldrig set en (nøgen) mand før Steve, aldrig set en ur eller en bil eller en by, aldrig gået i kjole eller høje hæle osv. Det er ret nemt at trække nogen billige grin eller smil ud af, men det har virkelig været tiltrængt i især DC’s filmunivers, som i modsætning til f.eks. Marvels Guardians of the Galaxy, Spiderman og Ant-Man har enten været håbløst humorforladt (Superman) eller fejlet fuldstændigt i et desperat forsøg på at være morsom (Suicide Squad).
5. Holdets støtte
Wonder Woman er lige som kollegaerne Superman, Batman og Americaman… Captain America i bund og grund en kedelig stivstikker i modsætning til f.eks. Spiderman. Det gør ikke noget, at Gal Gadot ikke tilfører sin figur det ekstra, som en Robert Downey Jr. eller Mark Ruffalo kan, fordi Chris Pine så rigeligt charmerer og trækker sympatien. Der er et bredt persongalleri, fra Pines ærkebritiske sekretær og overklassechef, over det hold, han sammensætter til at smugle Diana over frontlinjen, til de tyske skurke, generalen og hans giftbryggerske dr. Maru, der venter der, som alle sammen bidrager til, at hovedfiguren kan få lov at være sit lidt kedelige og endimensionelle selv, uden at det dræner alt liv og dynamik.
6. Stærke kvinder
Wonder Woman er den første kvindelige superheltinde, som instrueres af en kvinde – Patty Jenkins, der lavede den mildest talt aparte “kvindefilm” Monster for snart længe siden, og som har virket næsten skæbnebestemt til at skulle lave filmen her igennem dens mangeårige og vidt forgrenede tilblivelsesforløb – og det ville også være mærkeligt, hvis netop denne film ikke havde stærke kvinder som tema såvel foran som bag kameraet. Det har den da også med Jenkins og Connie Nielsen som dronningen og Robin Wright som hendes krigersøster. Og den har flere gode scener med udspring i Dianas manglende forståelse af, at mænd og kvinder ikke anses for lige og ikke forventes at opføre sig ens i Storbritannien i 1918.
Wonder Woman bag fjendens linjer
7. Easy on the Zack
Det er stadig Zack Snyder (og hans private og professionelle partner Deborah), der styrer Warners DC-projekter, og det skinner tydeligt igennem også i denne films æstetik; sådan synes han, at superheltefilm skal se ud, uanset hvor mange andre der så måtte synes, at det er for meget. Men for det første trækker det en rød tråd igennem de enkelte produktioner, som nok er at foretrække frem for alternativet, og for det andet er udtrykket i dette tilfælde så tilpas fortyndet igennem Jenkins’ filter, at det bliver helt spiseligt. Og så skal Snyder-modellen trods alt have den ros, at man – også som en ikke længere helt ung biografgænger – faktisk kan afkode, hvad der sker i actionsekvenser.
8. Turen ud i ingenmandsland
Det er en umulig opgave at få en kvinde, uanset hvor veltrænet, med sværd, skjold, armbånd og lasso til overbevisende at give hele den tyske skyttegravhær en røvfuld. Holdet bag filmen gør et helhjertet – og dyrt – forsøg, men de kan trods alt deres tekniske og digitale formåen ikke få undertegnede til at tro helt på det. Men det er alligevel bedre, at de prøver, end bare at vælge den nemme løsning og lade Wonder Woman slås mod andre supervæsener, rent digitalt og uden hensyntagen til fysikkens love. Også selv om de ikke kommer helt i mål med den ærefrygtindgydende blæsen publikum bagover sæderyggen, der tydeligvis har været ambitionen.
Wonder Woman er ikke en perfekt film – langfra. Men bedømt på sin genre og sin hovedfigur, der ikke hører til de nemmeste at tilpasse filmmediet, så gør den det overraskende godt. Og den understreger samtidig, hvad flere andre film i genren ikke lykkes med – at identificere kernen i figuren og lade det primære plot udspringe direkte og i naturlig forlængelse heraf. Det er det solide fundament, men kan bygge rigtig meget op på, og hvis man har det, kan man også begå fejl hist og her, uden at det får hele konstruktionen til at brase sammen.
