Troglodytten i skyggen af den amerikanske drøm

Reply

“Wilson” er interessant af mange grunde – ikke mindst på grund af de reaktioner, den afføder. I det ene ringhjørne findes dem, der som Jakob eller Politikens Ifversen finder hovedpersonen så enerverende, at tegneserien lider under det. I det andet findes dem, der mener, at sympatiske identifikationspunkter aldrig kan være et kriterium for ægte kunst.

“Only in comics,” lød den syrlige kommentar til debatten for nylig fra Comicsreporter.com’s Tom Spurgeon. Jeg er umiddelbart uenig: Wilson ville også vække opsigt – og modvilje – som protagonist i f.eks. en spillefilm eller TV-serie.

Klassiske helte er sympatiske mennesker, der har succes med det, de sætter sig for. Begrænset succes krydset med sympatiske træk skaber tragiske helte (Hamlet) eller ‘lovable losers’ (den typiske Woody Allen-persona). Også usympatiske figurer kan fungere som protagonister, vel at mærke hvis de har held med deres forehavender – Michael Corleone, for eksempel. Men Wilson er hverken det mindste sympatisk eller det mindste succesfuld med noget som helst, han foretager sig, og som sådan er han en stærkt atypisk protagonist.

Det behøver ikke gøre “Wilson” dårlig – man kan også vælge at se den som et modigt eksperiment – men det gør det for mig at se forståeligt, at nogle læsere har det svært med hovedpersonen.

Reply

Jeg er uenig — Wilson *er* sympatisk. Man skal bare se efter.

Reply

Kan tænkes, det simpelthen er et smagsspørgsmål.

Men hvis jeg nu benytter mig af en meget jordnær definition af “sympatisk”, hvor nøglespørgsmålet er: ville jeg have lyst til at tilbringe tid med denne person? – så bliver svaret i mit tilfælde et klokkeklart “nej”.

Wilson er undertiden morsom, men altid fordømmende, bedrevidende, selvretfærdig og indbilsk. Man kan godt vælge at sympatisere med hans stræben efter en eller anden form for åndelighed (vandet) og hans higen efter et trygt familieliv, men projekterne fremstår aldrig som udslag af andet end simpel egoisme. Det er ikke for Pippi og datterens skyld, at han opsøger dem, det er udelukkende for hans egen. Og det er ikke for at komme i kontakt med noget større, at han nu og da glor på en vandpyt, men udelukkende fordi han har observeret, at hans forældre “fik noget ud af det”.

Igen: Det behøver ikke at betyde, at Wilson er uinteressant at læse om, men sympatisk ville jeg ikke kalde ham.

Reply

Jeg er ikke sikker paa det er saa enkelt. Motivet af hans handlinger kan synes egoistisk, men han er selv overbevist om sin medmenneskelighed. Han er sociopat, men grundlaeggende vil han det gode.

Reply

For mig bliver Wilsons snak om hans egen medmenneskelighed aldrig andet end et udtryk for, hvor dårligt han egentlig kender sig selv. Det er i hvert fald pointen med bogens allerførste side, og i mine øjne nuanceres det ikke nævneværdigt undervejs.

Og hvad angår at ville det gode, så vil han det gode for sig selv, ja. Men vil han det gode for andre – også når det f.eks. ikke gavner ham selv? Og hvis ja: Er det dybest set ikke ret ligegyldigt, om man har uselviske hensigter, hvis man er ude af stand til at give dem udtryk i uselviske handlinger?

Hvis den eneste forudsætning for at være sympatisk er, at man selv synes, man er én af “the good guys”, og at man har nogle forestillinger om, at man er til en eller anden gavn og glæde for andre – så er alle mennesker i verden vel sympatiske? 🙂

Reply

Ja, men det er maaske ogsaa pointen, et eller andet sted.

Reply

Could be! 🙂

Reply

Bare en mindre, pernittengrynet korrektion. Hvis Wilson virkelig er “overbevist om sin egen medenneskelighed” og stræber efter det gode, så bør han næppe betegnes som en sociopat. Sociopater, eller folk der lider af Anti Social Personality Disorder (ASPD) (som det hedder nu til dags) er typisk ikke interesseret i eller motiveret af de spørgsmål og hensyn der har med medmenneskelighed at gøre. Og deres stræben efter “det gode” er næsten entydigt motiveret af egoistiske eller i det mindste dybt egocentrerede interesser, således at “det gode” typisk skal forstås som “det gode for mig”. Og hvis vi taler om folk der tilhører den undergruppe af ASPD-ramte, som har psykopatiske tendenser – hvilket er den gruppe, som begrebet “sociopati” som oftest refererer til – så vil han, i sin stræben efter at få opfyldt disse interesser, meget hurtigt og meget ofte forfalde til vold.

Men nu har jeg ikke læst Wilson endnu, så jeg skal ikke kunne sige, om han lever op til den kliniske definition af ASPD 🙂

Reply

Jeg tror ikke Wilson lever op til den kliniske definition, men han er helt klart et menneske med en forskudt opfattelse af virkeligheden og mangel på reel empati. Jeg synes det portræt Clowes tegner af ham er fremragende, og det bliver ikke mindre interessant af den form han har valgt. Sympatisk eller ej, det er en ambitiøs og vellykket tegneserie, synes jeg.

Reply

Ja, jeg må også erklære mig uenig i den forbavsende hårde dom over “Wilson”. Som Matthias ser jeg bestemt noget sympatisk i Wilson, selvom han selvfølgelig er et røvhul. Han er den eneste der aktivt prøver at skabe en forbindelse til andre mennesker.

Desuagtet om man bryder sig om Wilson eller ej, synes jeg også at formen og (den varierende) stil er imponerende, og utroligt vellykket. Og ikke mindst er den fantastisk sjov, på den sædvanlige sorte Clowes-måde. Når jeg bladrer i den, griner jeg stadig over mange af hans gags – “It’s full of dog-shit”.

Min største anke er at den er lidt kort, men som Clowes har sagt, blev en stor mængde materialle skåret fra, og hvad vi har tilbage er det destillerede koncentrat, som er mesterværket “Wilson”.

Reply

Wilson er et lille mesterværk. Så enkelt er det.

Reply

Clowes om Wilson (personen, ikke serien) i et interview i The Guardian i dag:
“I know lots of misanthropic types,” he says. “I tend to like them. I find it sort of healthy, comforting. It’s a better default setting than over-optimism. But I don’t think of Wilson as misanthropic. He thinks he’s going to make a connection with people, that they’ll be on his wavelength, and then gets frustrated when they aren’t. But he doesn’t go into it thinking: look at this jerk! He has a naive faith in humanity. I guess there’s a certain kind of person who can’t relate to him in any way. People seem to need a likable protagonist more than ever. It’s because they’re so used to being fed that in the movies. I find it insulting, the way movies try to ingratiate themselves with the audience that way. I’m more interested in characters who are a little difficult.”
(http://www.guardian.co.uk/global/2010/jun/13/daniel-clowes-interview)

Reply

Kæft, hvor er jeg enig med ham Clowes. Især det med de behagesyge film.

Reply

Ja, han er sgu’ ikke helt dum ham Clowes. Han laver også nogle okay tegneserier, har jeg hørt 🙂

Reply

Podcast med Clowes om Wilson her: http://www.maximumfun.org/sound-young-america/dan-clowes-comic-artist-wilson-interview-sound-young-america