Med “Speedy Ortiz dør” har Aben Maler samlet en amerikansk tegneserie-soap med samme tyngde i plottet, samme dybde i persontegningen og samme underholdningsværdi som de bedste af HBOs tv-serier.
Los Bros Hernandez, Gilbert og Jaime, begyndte (med lidt hjælp fra storebror Mario) at selvudgive Love and Rockets, et seriehæfte lige dele sci-fi og teen-soap, i 1982. Brødrenes indlysende kvaliteter som tegneserie-skabere bragte dem dog hurtigt i kontakt med forlaget Fantagraphics (Acme Novelty Library, Comics Journal, Harvey-awards), hvor de blev en del af og blandt de fremmeste bidragydere til den boomende interesse for tegneserier af typen, vi i dag benævner graphic novels.
Gilberts primære bidrag var fortællingerne om Palomar, en fiktiv by i Sydamerika, hvor brødrene har deres rødder – en del af dem udkom på dansk fra Carlsen for et par år siden. Jaimes bidrag, samlet kaldet Locas, udspringer af den ligeledes fiktive bydel Hoppers, ikke ulig den hispanics-dominerede Los Angeles-forstad, brødrene voksede op i.
“Speedy Ortiz dør” samler Locas-afsnittene fra 1984-1989 og springer dermed de første par år af serien over – et bevidst og givetvis fornuftigt valg af Aben Maler. Sci-fi-elementet er fravalgt og centralt står forstadsskæbnerne, typerne, relationerne. Lillebror Jaime følger som udgangspunkt det noget kompliceret kærlighedsforhold mellem de to unge kvinder Maggie og Hopey. Magre Hopey er rendyrket både lesbisk og anti-establishment, og hendes strenge at spille på ud over bassens fire i punkbandet er begrænset til aggression og sarkasme, mens runde Maggie er usikker på sig selv og sin seksualitet; trækker det lesbiske rock’n’roll-liv mere i hende end den sikre, men konventionelle havn mellem et par stærke mandearme – med dertilhørende hus og børn?
De to kvindelige hovedpersoner er skildret med – for en mandlig tegneserietegner med machismo-baggrund forbløffende – stor indlevelse og ægthed, og det gælder i lige så høj grad deres meget store og farverige omgangskreds af rodløse unge, musikere, latinske macho-fyre, små- og stor-kriminelle, strippere og narkomaner, wanna-bees, has-beens, drop-outs, golddiggers og professionelle wrestlere. Heri består et af Los Bros’ mest bemærkelsesværdige talenter i et medie, der måske ikke er mest kendt for netop det – evnen til at tegne nuancerede personportrætter nærmest en masse.
Og heri består også den primære fascinationskraft ved “Speedy Ortiz dør”. Titelhistorien handler om en macho-charmør, som Maggie hemmeligt er vild med, og som kommer så forudsigeligt galt af sted, da han hugger Maggies lillesøster fra en af den slags fyre, der altid flankeres af mindst et par homies i matchende skjorte- og bandana-farver. Kendetegnende for Hernandez-stilen er alle de involverede parter, fra Maggies dumme gås af en teenage-lillesøster over den selvoptagede latin lover til det lokumsbrætsbeskæggede brød fra det rivaliserende kvarter fremstillet som virkelige mennesker med grunde til at gøre, som de gør, og tvivl om, hvorvidt det nu også er det rigtige – selv når klicheerne står i kø for at byde sig til. Den empati og autenticitet er gennemgående for alle historierne i samlingen, og det er dét, der gør dem så vedkommende. Det er dét, Hernandez-brødrene gør så godt.
At de også tegner og fortæller gudsbenådet, gør det ikke mindre vedkommende. Bortset fra, at man fra tid til anden bliver revet ud af fortællingen af en enkeltstående tegning eller detalje, der bare er enestående elegant udført! Hvem af de to, der er bedst, er et spørgsmål til de sene nattetimer på et debatforum, men personligt hælder jeg klart til Jaimes lidt mere klassiske udtryk frem for Gilberts stiliserede og ekspressive ditto. Førstnævnte tager udgangspunkt i den renskurede, all-american streg, som Dan DeCarlos Archie er indbegrebet af, og udbygger den med en Toth’sk forståelse for mulighederne i enkle modstillinger mellem sort og hvid.
I mine øjne er Jaime Hernandez noget nær den perfekte tegneserietegner. Hans stil er måske ikke så umiddelbart iøjnefaldende, men det opvejes mere end rigeligt af spændvidden af hans virkemidler. Jaime mestrer både den meget cartoony og nærmest manga-lignende forvridning af ansigter og kropsstillinger til direkte følelsessymboler såvel som de traditionelle stilleben-portrætter og -scenarier – samt alt det, der er imellem de to yderpunkter. Han kan kommunikere stort set alle følelsesudtryk, alle stemninger, de mest subtile nuancer og den mest grovkornede falden-på-halen, helt præcist og tilsyneladende helt ubesværet. Og så er hans Jern-Henrik-lignende hispanics-knægte simpelthen forrygende og hans kvinder … nå-ja, de taler for sig selv på alle tænkelige måder.
Udgivelsen “Speedy Ortiz dør” er også tæt på at være den perfekte tegneserie. Når der er tale om et både fremragende og betydningsfuldt værk, og når den danske udgave er både fejlfri og prisbillig, så kommer vi vist ikke uden om topkarakteren:
Karakter: 5 ud af 5
Titel: Speedy Ortiz dør
Forlag: Aben Maler
Forfatter/tegner: Jaime Hernandez
Format: Softcover, sort/hvid, 288 sider
Pris: 190,- kr.
Udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: Danmark
ISBN: 978-87-92246-40-0
Del på
