Fiesta #3
Fiesta magasinets tredje nummer er en værre pærevælling. Bladets tegneserier stritter i vidt forskellige retninger, men fælles for dem alle er det rå, syrede og skøre.
På forsiden af Fiesta-magasinet – der netop er udkommet for tredje gang i år – står der ”Nyd dine tegneserier RÅ!”. Fiesta-magasinets univers er passende nok selv ret råt. Tit er det råt som i grov og barsk – vulgært og totalt uhæmmet. Andre gange er det råt som i råt kød – den ægte vare uden omsvøb. Der bliver skrevet, som var det hele improviseret. Det kan til tider virke, som om Fiesta er venstrehåndsarbejde. Nej, det skal virke sådan. Det rå udtryk er en stil, hele Fiesta-folket – som de kalder sig – har stærkt greb om. Men nu er det jo læseren, der skal nyde tegneserierne rå. Og det gør man så. Magasinet er et miskmask af tegneserier, der springer fra den ene særhed til den næste. Udtrykket er så kakofonisk, at man føler sig overlæsset med indtryk. Fiesta #3 er hård kost, men for fanden det er fedt.
Antiautoritær aktivisme, skænderier og hyggelige gys
Johan F. Krarup, Mårdøn Smet og Peter Kiellands magasin er fyldt til randen med fantastiske bidrag. I Line Høj Høstrups tegneserie ”Lady Sinbad og terroristen” er en journalist ude efter at skrive en antiautoritær artikel. Hun finder ’terroristen’, Zephyr, der ryster det borgerlige samfund i sin grundvold ved at skjule alle de modne avocadoer i supermarkedet og danse til eksperimenterende jazz. Tegningerne er enkle, men fremstillingen er ekstremt dynamisk og actionmættet. Denne tegnestil cementerer Høstrups tegneserie som en parodi på dem, der overalt leder efter subversive potentialer, altid prøver at gøre en forskel og aldrig egentligt gør noget. Men med sætninger som, ”Skal vi drikke en bajer? Jeg har terroriseret borgerskabet nok for i dag.”, fremstår parodien med et kærligt blink i øjet. Høstrup er hverken fordømmende eller sur; hun er tværtimod knivskarp og sjov.
I de mere faste indslag brillerer Mårdøn Smet igen med sine uovertrufne tegninger og syrede historier. Thorbjørn Petersen og Smet lader, som Holberg før dem, deres karakterer mundhugges om de mest tidstypiske emner med ekstrem tyk jargon. Selvfølgelig uden noget som helst indhold. Det er fantastisk underholdende. I Johan Krarups efterhånden faste indslag ”Bruce og Robin” er alt ved det gamle: Bruce, den rablende antihelt, lokker Robin med på et eventyr, der hurtigt viser sig som det rene dovneri. Krarup har virkelig fundet en skøn formel for sine tosserier.
Herudover skal Christian Henrys ”Gruopvækkende fortællinger fra Rarbarbermørket” nævnes. I det her spoof på en fortælling om et hjemsøgt hus er det som om, at alt det uhyggelige snarere er hyggeligt og lidt jovialt. Henrys tegninger er nuttede og creepy på samme tid, og så skriver han fænomenalt sjovt.
”Fiesta in perpetuum”
Sikke en mundfuld – og det var kun halvdelen. Fiesta magasinets tegneserier er sprudlende og energiske. På forsiden af magasinet står der, ud over at man skal nyde sine tegneserier rå, i toppen af siden ”Fiesta in perpetuum” som en slags parole. Fest for evigt – det lyder jo meget rart. Og så alligevel, festen der aldrig stopper må ende i det glade vanvid. Fiesta #3 er en smuk samling af tegneserier, der er gal og til tider næsten ubehagelig læsning. Lad os håbe festen aldrig slutter, og at den bliver ved med at være lige så skingrende skør: Det er råt for usødet, sikke en fest, tak for kaffe.