Fra 1942 og frem til sin pensionering i 1966 skrev og tegnede Carl Barks over 6.000 sider med Anders And og det øvrige univers centreret omkring Andeby. En verden og et sæt personer udsprunget af Walt Disneys korte tegnefilm, men suppleret og udvidet i betydelig grad af netop Carl Barks med nu ikoniske personer som Onkel Joakim, Bjørnebanden og steder som, ja, Andeby for eksempel.
Med andre ord i udgangspunktet et eksempel på kedsommelig kommercialisering i form af et spin off-produkt af den mest kalkulerede slags. Og så blev resultatet ikke desto mindre, at mand og and kongenialt fandt hinanden. I Carl Barks’ hænder blev Anders And hævet fra blot at være en kolerisk cartoon-klovn til en tegneseriefigur med nuance og dybde nok til at optræde i både komiske, tragiske og episke fortællinger. Den menneskelige komedie udspillet i andegården.
Det amerikanske forlag Fantagraphics udgiver nu – i hælene på tidens mange retrosucceser og ikke mindst deres eget imponerende flotte arbejde med den komplette udgave af Floyd Gottfredsons Mickey Mouse-dagstriber – The Complete Carl Barks Disney Library med ”den gode tegners” komplette værk. Det er fjerde gang, nogen forsøger sig med det, og det er, som om en forbandelse hviler over den ambition, for endnu har ingen præsteret at løse opgaven til perfektion.
Udgaven fra det amerikanske entusiastforlag Another Rainbow, Carl Barks Library (1983-90), er ikke mindst for en tegneseriehistoriker stadig den bedste samlede udgave, fordi den optrykker alle sider i sort/hvid og overstørrelse, så man for alvor kan studere tegnerens arbejde. Til gengæld er de manglende farver naturligvis helt uacceptabelt for den ikke-nørdede læser, og som pionerværk lider det også under det problem, at udgiverne af nød måtte nøjes med at gengive flere af historier i censurerede eller restaurerede udgaver.
Som en videreførelse af dette værk udgav amerikanske Gladstone den anden samlede udgave 1991-96, og nu i farver. Til gengæld måtte man undvære de hundredvis af sider med analyser, artikler, skitser og andet bonusmateriale. Endelig er der europæiske Egmonts samlede udgave fra 2005-08, som egentlig burde forbigås i høflig tavshed, eftersom i al fald den danske udgaves værdi er groft devalueret på grund af forlagets forbløffende grad af redaktionel inkompetence.
Der har med andre ord været store forventninger til, om det her i fjerde omgang endelig skulle lykkes at få den ultimative udgave på plads, og selv om det ganske vist ikke er tilfældet, er det dog at dømme efter første bind med serier fra 1948-49 en tilfredsstillende, om end skrabet udgave, Fantagraphics har produceret. Der er ikke blevet plads til meget ekstramateriale, og de kommenterende efterskrifter byder ganske vist på udmærkede tolkninger, men overbeviser ikke helt om deres nødvendighed og virker generelt ringere end i de tidligere samlede udgaver. Til gengæld er tegneserierne reproduceret efter bedre udgaver end tidligere, og vi får fx således for vist nok første gang ”Race to the South Seas” (1949) i den originale udgave frem for Daan Jippes’ restaurerede.
Mest kontroversielt er naturligvis spørgsmålet om farvelægning, hvor Fantagraphics har valgt at nyfarvelægge serierne, men lægge sig tæt op ad de farver, der blev benyttet i de oprindelige amerikanske tegneserieblade. Det er en ret sløj løsning. Farvelægningen kan næppe kaldes dårlig, men den er heller ikke meget mere end en optimering af en klassisk industriel farvelægning. Den eneste virkelige kvalitet ved den er vel, at den rummer en vis nostalgi i sin antydning af 1950’ernes tegneserieblade.
Dermed har man i hvert fald også opgivet et kernepublikum på alder med dem, som serierne oprindelig var tiltænkt. Farvelægningen er tilpas antikveret til, at den nok skal skræmme enhver under 20 år væk, og man kan kun ærgre sig over, at forlaget ikke har villet påtage sig den ambitiøse opgave at lave en moderne, holdbar farvelægning. At lægge sig op ad det gamle udseende med det argument, at sådan så serierne altså ud dengang, ville kun være fornuftig, hvis Barks selv havde stået for farverne. Det gjorde han ikke. Barks tegnede sine serier i sort/hvid med henblik på en farvelægning, som han ingen indflydelse havde på, og som formodentlig aldrig var resultat af andet end uengageret samlebåndsarbejde, der i sin bedste stunder blot var velfungerende.
Dette skygger naturligvis ikke for, at det er en fornøjelse igen at få præsenteret de nu kanoniserede serier i en fornuftig udgave. En genlæsning forsikrer om, at de ikke har mistet det mindste af deres fascinationskraft, mens det med årene bliver stadig mere tydeligt, hvor meget de også er et produkt af deres tid. Det gælder historiernes temaer, der afspejler periodens fascination af fx tvshows, zombier og science fiction. Og det gælder deres konstruktion, hvor brugen af running gags og situation gags anbragt i en plotstærk, karakterdreven historie tydeligt demonstrerer Carls Barks’ baggrund og træning i Walt Disneys tegnefilmsstudiers Story Department i mellemkrigstiden.
For den danske læser er det yderligere en fornøjelse at læse serierne på originalsproget. Hvis man er opflasket med Sonja Rindoms opfindsomme, men pædagogisk renskurede oversættelser, er det en helt anden oplevelse at læse Carl Barks uden filter. Her taler avisdrengen slang, så man knap forstår ham, indfødte og sorte taler gebrokkent, og overalt finder man sprogblomster og demonstrationer af Barks’ evne til ikke bare at finde på ordspil, men også at benytte replikker til at karakterisere sine personer.
Den nye udgave af Carl Barks’ samlede værker er således langt fra optimal, men for den almindeligt interesserede læser er det formodentlig den bedste version indtil nu.
Karakter: 4/5
Titel: Walt Disney’s Donald Duck ”Lost in the Andes” by Carl Barks
Forfatter/tegner: Carl Barks
Forlag: Fantagraphics
Form: Indbundet, 240 sider
Pris (vejl.): $ 24.99
ISBN: 978-1606994740
Udgivelsesår: 2011
Nogle gange kan jeg undre mig lidt over anmeldelser. Her står man ifølge anmelderen med den bedste version af Carl Barks, endda indeholdende den måske bedste historie han har lavet (Lost in the Andes) og alligevel kan verdens måske bedste tegneserie kun formå at skrabe karakteren 4 hjem.
Som altid når vi taler Barks så kommer det hele til at gå op i sammenligninger med tidligere udgaver, farver, censur osv. osv. og ikke tegninger og historier. Det er fint at man går op i dette, men det burde stadig kun være sekundært. Ingen andre anmeldelser går sådan op i udenomsting som med Barks. Hvis vi står med den bedste udgave så kan jeg slet ikke se hvordan den kan undgå at få karakteren 5.
Der blev begået en del fejl i Carl Barks Samlede Værker, især i den første kassette, men alligevel er det nok et af de enkeltværk jeg helst vil have af alle og det overgår langt nærværende album. CBSV er stadig lækkert udført med læssevis af ekstramateriale og i luksuriøs indpakning.
Hvis i står med nærværende udgave så læg mærke til at nogle sider fremstår som den største omgang farvelade med et stort overforbrug af gult. Det er især udtalt i historien “The Golden Christmas Tree”.
Jeg vil dog stadig anbefale denne, her fås virkelig guld (og gult). Selvfølgelig skal den have karakteren 5. Med de fantastiske tegninger og historier så glemmer man alt andet.
Fin anmeldelse! Jeg har et par smårettelser:
Der var skam meget ekstramateriale i Gladstones opsamlingsserie, og en del af det samme som i Carl Barks Library. Problemet var, at selve tegneserierne var blevet udsat for en rædselsfuld farvelægning à la den i Egmonts udgave, samt at flere af de omarbejdede og censurerede serier var bibeholdt, og så at randværket — “Andersines dagbog,” “Bedstemor And,” og “Junior Woodchucks” — ikke var med.
Ang. den udgave af “Race to the South Seas”, der er med i Fantagraphics nye bog, er det desværre ikke originalen. Det er en delvist restaureret version, der stadig i et vist omfang trækker på Jippes’ optegninger. I følge redaktør Gary Groth skyldes det, at de kom i tidsnød. Virkelig nedtur. Jeg håber at de på et tidspunkt laver et andetoplag med en ordentlig version.
Og så er jeg som folk måske vil have opdaget ganske uenig i, at valget om at lægge sig tæt op ad originalfarverne er det forkerte. Men det kan man læse meget mere om i min anmeldelse (notch notch), samt i den omfattende diskussion der fulgte den, hvor begge redaktørerne i detaljer redegør for deres tanker bag tilrettelæggelsen af denne ny serie.
Lars, jeg synes det er absurd at fremhæve Egmonts CBSV på bekostning af Fantagraphics udgave, der på alle områder er bedre, men jeg er enig i det med den gule farve, og det er redaktørerne også — det var en uforudset udslag af trykkeprocessen. Læs mere her og her.
Matthias, det er jeg på ingen måde enig i. Jeg husker udmærket at du kom med en lang redegørelse angående CBSV (den blev endda lavet før værket var færdigt. Havde du læst første kassette eller var det ikke kun fra eksempler du havde fra CBSV? – bygger den ikke kun på første kassette eller eksempler herfra, er det jeg vil frem til?). Der er dog ingen tvivl om at jeg hellere vil have CBSV end Fantagraphics udgave. Ingen af dem er dog på nogen måde perfekte og det er muligt at Egmont har begået flere fejl end Fantagraphics, især første kassette var slem fra CBSV, men der blev rettet en del op. Man får stadig langt mere i CBSV, herunder en masse luksus. En kombination af de to ville have været at foretrække.
Og en kommentar til at der ikke er plads til meget ekstramateriale. Der er flere sider med ekstramateriale(cirka 30) end i de nyere Egmont samleværker. Jeg har her sammenlignet med (Splint & Co., Natacha, Jan Lööfs Serier samt Linda og Valentin). Det er et stykke fra antallet i CBSV (hvor der endvidere kan være mere på hver side), men dog en anselig mængde sider.
Den anmeldelse var skam baseret på nærlæsning af første kassette.
Skal jeg læse dit indlæg sådan, at ‘luksus’ (hvad det så end betyder) og ekstramateriale er vigtigere end en ordentlig farvelægning og at få tegneserierne på originalsproget, i Barks egen håndtekstning?
Jeg er nok tæt på 95% tilfreds med Fantagraphics’ udgave og ser frem til de lovede småjusteringer i farverne fra og med bind 2. Jeg har ikke som sådan problemer med brug af primærfarver i optryk af gamle ‘kulørte hæfter’, jeg synes egentlig det passer meget godt til. Egmonts farvelægning blev absolut noget nær tålelig i de senere bind, men jeg synes især at det flotte tryk på mat papir får Fantagraphics udgave til at fremstå langt mere æstetisk.
Og mht. ekstra-materiale i de tidligere udgaver: Ja, der var meget af det, men det var overvejende Geoffrey Blum’s lange halvkedelige og nørdede sludder-for-en-sladder artikler – det var absolut ikke uproblematisk.
I øvrigt er der jo ingen der siger at Fantagraphics ikke kan lægge noget materiale online på et tidspunkt, eller udgive en supplementsbog med baggrundsartikler, eller en Barks-biografi. Jeg sætter pris på en prisbillig udgave uden alt for meget udenomsgøgl.
Første kassette var jo også klart dårligste i CBSV.
Jeg vil helst have det på dansk. Barks egen håndtekstning betyder ikke noget specielt for mig selv om det selvfølgelig er positivt. Det vigtigste er at teksten er let at læse, oversættelsen giver korrekt mening og at det ikke skæmmer. Den lidt mindre tekst i CBSV gør teksten hurtigere overskuelig og læselig.
Farvevalget, herunder mat eller glinsende papir er et spørgsmål om smag, det svinger lidt for mig hvad jeg bedst kan lide. Men da CBSV benytter forholdsvis kolde farver burde de nok have valgt mat papir, alternativt lidt varmere farver. Som sagt CBSV er på ingen måde perfekt.
Den ene benytter alt for meget gul og den anden havde farvelade-svipsere i især kassette 1. Tag de to bøger i hænderne samtidig så er du ikke i tvivl om hvorfor den ene er luksus og den anden ikke er.
Fantagraphics udgave er dog ret billig i forhold til hvad man får. Havde jeg skulle vælge mellem de to til pengene så kunne det godt være at jeg havde nøjes med Fantagraphics udgave. Havde vi fået et perfekt CBSV så havde jeg igen valgt CBSV selv om den er dyr.
Skal jeg vælge en af de to uden at tænke på penge så vælger jeg til en hver tid CBSV.
Og noget af det bedste ved Fantagraphics’ udgave er, at den er redigeret som en stribe enkeltbøger. Jeg kan hoppe af og på, som tid, lyst og økonomi tilsiger. Og med pænt langt imellem udgivelser er der stor chance for at man får tid og lyst til en del. 15.000-kroners mammutværker har jeg aldrig haft tid, lyst og økonomi til.
At du foretrækker serierne på dansk er en ærlig sag og man kan naturligvis ikke klandre CBSV for at være på dansk, men håndtekstningen er altså en del af tegnerens grafiske udtryk, nøjagtigt som resten af tegningerne, og derfor var den maskintekstning, man brugte i CBSV symptom på manglende sans for hvad man havde med at gøre. Man kunne naturligvis ikke få Barkserne til at håndtekste serierne igen, men man kunne have brugt lidt tid på en font baseret på hans og Garé Barks’ tekstninger og dermed fået noget, der nærmede sig.
Det synes mig en kende besynderligt, at den lidt for stærke gule i Fantas udgave (som redaktørerne selv siger de har tænkt sig at justere) for dig gør det ud for den helt igennem misforståede (ja, selv i de senere bind), syntetiske farvelægning i CBSV, og i øvrigt at du synes ‘luksus’ er så tungtvejende en faktor.
Ja, den såkaldte ‘luksus’ Egmont reklamerede med i deres brochure var overvejende postuleret luksus, der var masser af billige ‘spring over hvor gærdet er lavest’ løsninger mht. oversættelse, tekstning, farver etc. Så foretrækker jeg Fantagraphics løsning, nydelig non-nonsense hardcover til billige penge.
(no nonsense)
I øvrigt er jeg meget uenig med Benni Bødker’s argument om at farvelægningen burde have været mere nu-tidssvarende. Jeg mener omsider vi har nået et punkt hvor vi må erkende at Barks hører til i det 20. århundrede, og at vi lever i en science fiction verden i det 21. århundrede. Barks vil under alle omstændigheder virke lidt gammeldags på nutidens børn, der er vokset op med vild action, mobiltelefoner og computerspil… så man kan lige så godt dyrke det æstetiske der ligger i det gammeldags 1950er-look… og så erkende at det kun vil være nogle få udvalgte seje børn der fatter hvor fedt det er.
Mjah, man kunne godt argumentere for en nyfarvelægning, men jeg synes valget med at holde sig til originalfarverne er helt forsvarligt og køber ikke argumentet om, at nutidens børn vil stå mere af på den farvelægning end de vil på serierne som sådan (præcis hvilken slags nyfarvelægning ville få dem til at æde dem?) — og i øvrigt er serierne så gode, at mange børn nok skal hænge på uanset.
Matthias, det er forskelligt hvad vi går op i og hvad hvert plus og minus betyder for en. Som sagt er CBSV ikke perfekt og jeg ville foretrække en forbedret udgave. For Egmont gjorde det langt fra perfekt, men det du anser som store fejl rammer ikke mig på samme måde. Så CBSV er stadig den jeg helst vil have.
Hvad mener i andre i øvrigt om karakteren 4?
Hvorfor skal kun Barks få karakter på farvevalg osv. mens næsten alle andre tegneserier får for historierne. Barks på sit ypperste kan kun få karakteren 5.
Jeg tror i øvrigt Bødker har ret med hensyn til at hvis man skal ramme børn i dag så skulle farvevalget og papirvalget også have været anerledes. Jeg er overbevist om at børn ville foretrække det vi ser i CBSV sammenlignet med Fantagraphics udgave.
Alle børn jeg kender foretrækker bestrøget papir. De kan kraftedeme ikke holde op med at tale om bestrøget papir, de børn.
Bullshit aside – Lars Christian, jeg er fuldstændig overbevist om, at børn er totalt ligeglade med, hvordan Carl Barks er farvelagt og hvad for noget papir, hans ænder er trykt på. Okay, det var vist også det, Steffen sagde…
I øvrigt: Karakteren er for Benni Bødkers egen regning. Anmeldere er forskellige og lægger vægt på forskellige ting. Vi gider under alle omstændigheder ikke de der tidligere Seriejournal-kasser, hvor manuskriptet får én karakter, mens tegningerne får en anden karakter osv.
Husk: det vigtigste i anmeldelsen er jo teksten (gosh!).
Johan, fair nok. Jeg tror at blankt papir appellerer mere til dem end mat papir gør. Endvidere tror jeg ikke farvevalget er uvæsentligt. Men denne kunne vi jo give videre til større forlag som producerer til børn, reklamebureauer osv. De har måske et godt bud på dette. Børn behøver ikke at kende et klap til hvad de forskellige papirtyper hedder.
Ja, selvfølgelig er karakteren for Bødkers regning, er der nogle der har sagt anerledes siden det skulle nævnes ? Jeg var interesseret i jeres karaktervurdering.
Jeg kan ikke se hvad i alverden det har med seriejournal-kasse-karakterer at gøre ??????? Som i øvrigt for nogle kategorier er fine oplysninger.
Lars Christian, her er, hvad du skrev: “Hvorfor skal kun Barks få karakter på farvevalg osv. mens næsten alle andre tegneserier får for historierne.”
- Jeg svarer derfor: Hver anmelder bestemmer selv vægtningen i sin anmeldelse.
Jeg tror stadig, børn er ligeglade med papirtype og mængden af gul.
Seriejournal-karaktererne og -kategorierne i deres gamle anmeldelser trækker jeg frem som en kedelig kasse-model, der giver mindre personlige anmeldelser.
I øvrigt er forsiden til november måneds bind 3 med “Jul i Pengeløse” og “Den Gyldne Hjelm” dukket op på amazon. Angivelsen af at det er bind 2 må være en Amazon-fejl.
Billedet på forsiden af bind 3 minder mig i øvrigt om een ting som jeg ikke har set fremført nogen steder endnu: De her gule himle, som pisser folk så voldsomt af, bliver udelukkende brugt i vinter/julehistorierne. Jeg synes den gule farve er en fin nok stand-in for den grågule himmel man ofte ser på snefyldte dage… men det er jo så åbenbart ikke alle der har det på den måde. Jeg kunne måske lige netop presses til at indrømme at effekten bliver misbrugt for meget i “The Golden Christmas Tree”, men i de andre vinter-historier i bogen synes jeg det fungerer fint.
Nej, det er så vidt jeg kan se god nok med bind 2. Donald Duck vol. 1 er udkommet. Uncle Scrooge vol. 1 kommer om et par måneder. Og så er det Donald Duck vol. 2 som er på arbejdsbordet.
Fantagraphics bruger overhovedet ikke nummering, men titler. Amazon har så af egen drift indført nummerering for at skelne, antager jeg.
Gary Roth og Fantagraphic lyttede ikke til de velmenene råd fra potentielle læsere, i sin tid, og man kunne se at det var rent monetære overvejelser som lå til grund for, dels deres sidestørrelses-reduktion og dernæst farvelægningen efter “den originale” 50′er kolorering.
Det første har jeg faktisk tilgivet, da man har fået en “comfy” lille sengekammerat (i.f.t. f.eks CBSV, som kun Schwartzenegger synes er comfy) men farveladen er jeg dæleme utilfreds med. Se nu WDC&S #100 “Truant Officer Duck” som skæmmes af gult med gul på.
Det skal altså ikke ske i vol. 2, for så står jeg af!
Næ, af alle Barks-udgivelserne er jeg stadig gladest for CBL – på trods af censuren…
Jeg havde håbet på det bedste fra to verdener med denne udgivelse, men det skulle vise sig ikke at være la’siggørligt.
Desværre.
Det med den gule er altså ikke noget der skete fordi de ikke lyttede. Se linket til Kim Ts forklaring ovenfor. Jeg er absolut heller ikke vild med det, men synes slet ikke det er et problem af den størrelse, vi har været vant til med Barks-udgaver.
Formatet synes jeg er fedt — de serier var ikke tiltænkt overstørrelse og det er fedt at få dem serveret sådan her.
Ikke dermed sagt, at CBL ikke er pragtfuld
… med mindre invendingen er mod valget af gult i det hele taget. Det kan jeg godt følge i visse tilfælde (der *er meget gult), men igen — jeg kan sagtens leve med det, og er slet ikke så sikker på at en væsentligt mere naturalistisk farvelægning med lutter blå himle ville være bedre, snarere tristere.
Uden at skulle gå ind i debatten om hvilken af de to Carl Barks udgaver der er den bedste, jeg har ingen af dem ( mine Carl Barks serier er de gamle Gladstone blade ) vil jeg gerne knytte en kommentar til nr. 9′s pointsystem.
Som Johan, vist allerede har nævnt, er det selve anmeldelsen der er det væsentlige. Men da i nu har pointene kan jeg ikke lade være med, efterhånden som jeg scroller ned, at gætte på hvilken karakter anmelderen nu giver det anmeldte værk. I dette tilfælde gættede jeg kraftigt på, at Benny ville give 3/5 og blev derfor oprigtig overrasket da den sagde 4/5.
Jeg spekulerer derfor på, om jeres anmeldere mangler et ekstra point, så denne udgivelse f.eks havde fået 4/6. På en eller anden måde ville det, for mig, li’som mere have ramt det der nu står i anmeldelsen.
Jeg synes også, at have læst andre anmeldelser herinde hvor der var en nuance mere, det værende positiv eller negativ, som der ikke var taget højde for i jeres pointskala.
Da I nu har valgt, at have de point ( for min skyld må I nu også gerne lade være ) synes jeg I bør have en pointskal der magter at matche en nuanceret anmeldelse.
Jeg synes at anmeldelser uden karakter er langt fra optimale. Karakteren gør at anmelderen må tage “ægte” stilling. Mange anmeldere skriver sådan, at man faktisk står tilbage og har svært ved at gennemskue hvor godt de mener værket er. Det løser karakteren.
Johan mente at kassesystemet i seriejournalen er kedeligt og upersonligt, det kan man mene, men det har også nogle fordele. Man bliver nødt til at tage stilling til fx manuskript, tegninger og præsentation, hvilket jeg finder særdeles værdifuldt som modtager.
Jan Erik, sengekammeraten har vi allerede i Guldbøgerne. Det er ikke et samlet værk, men de bedste Barks historier er at finde deri. Endvidere kan man supplere med Hall of Fame. Begge ganske udmærkede udgivelser.
Matthias, hvilken farvelægning bygger Guldbøgerne på? Tager vi juletræshistorien så kan vi i Guldbog nr. 13 sammenligne med en blå himmel vs den gule himmel. Juletræshistorien foretrækker jeg at læse i Guldbogen fremfor Fantagraphics udgave, men jeg er også meget lidt glad for den gule farvelade og synes ganske godt om farvevalget i Guldbogen. Den gule farve er faktisk noget der generer mig. Matthias, har du også gennemgået Guldbøgerne kritisk i en artikel?
Nummer 9 skulle selvfoelgelig have et point-system hvor 9 var det hoejeste, det er selvklart.
Lars, jeg har ikke gennemgået Guldbøgerne som sådan, men jeg nærlæste en del af dem i forbindelse med min CBSV-artikel. Så vidt jeg kunne se er det bearbejdet fra vidt forskelligt materiale, og tilsyneladende ganske lemfældigt.
Noget af det er ganske rigtigt forholdsvis godt farvelagt, mens andet ikke er det (oversættelserne varierer også) — jeg ved ikke hvad udgangspunktet har været eller hvem der har forestået den, men det lader hverken til at have været baseret på de danske eller amerikanske originalhæfter. Nogen der ved det?
@Lars: Jeg kan godt li’ sengekammerater som er håndtekstet af mesteren selv og hans kone.
Og ikke er oversat af en kendt dansk pædagog – så man sagtens kan lade sine børn læse dem alene.