Anmeldelse
Thom Roeps valg om at finde på historien hen ad vejen gør ikke noget godt for det sjette album i serien om Gammelpot, der ellers effektfuldt genopliver heksen Furia og ideen om at sende Gammelpot til hvert af de fire verdenshjørner.
Gammelpot og heksen Furia støder igen sammen, da Gammelpot sendes til Nordpolen i det andet bind om hans rejser til verdenshjørnerne. Ideen om fire album, et til hvert verdenshjørne, opstod først i forbindelse med denne historie, hvilket Thom Roep blandt andet fortæller om i det denne gang glimrende forord. Deri kommer han også ind på forskellige småfejl, der enten blev reddet på målstregen eller kan ses i den færdige historie. Herunder at den tiltænkte pingvinhjælper i sidste øjeblik blev lavet om til en dronte, da Roep blev gjort opmærksom på, at der ikke lever pingviner på nordpolen. Man kan så undre sig over, hvorfor valget i stedet faldt på en dronte, der i levende live aldrig havde sat fod på Nordpolen – og i øvrigt havde været uddød i lidt over 200 år. Så kunne en desorienteret pingvin vel være lige så god, men det får man ikke en forklaring på.
Omvendt behøver der ikke være en logisk forklaring på ret meget i serien om Gammelpot, der foregår i en rendyrket eventyrverden med alt fra hans magiske vadsæk, der supplerer med nødvendigheder ad libitum, til genveje mod de fire verdenshjørner fra en heksehytte i Holland. Fra denne hytte sender en tilsyneladende kraftesløs Furia Gammelpot mod nord for at genvinde sine kræfter, men nu for at bruge dem i det godes tjeneste. Siger hun. For selv den unge læser, som serien er henvendt til, aner vel uråd, da hun fra sygelejet sender Gammelpot afsted med ordene: ”Pas på dig selv! Ha Ha Ha!”
Furia ved dog ikke, hvad det er, Gammelpot skal hente til hende på toppen af nordlysets bjerg, ganske enkelt fordi Roep ikke anede det endnu. Det generer næppe den unge læser, men det mærkes desværre ret tydeligt, at Roep denne gang valgte at skrive historien tre sider ad gangen uden en synopsis. Der bliver i for høj grad talt om en række løsrevne gags stablet oven på hinanden i Gammelpots rejse til nordlysets bjerg. Roep og Wijn leverer dog effektfuldt en cliffhanger på stort set hver eneste side, så man troligt bladrer videre gennem en håndfuld faretruende situationer, som det umage par, i form af en dværg og en dronte, naturligvis slipper helskindet igennem.
Restaureringsarbejdet, der ligger bag Cobolts nye udgave af serien, får Piet Wijns streg til at træde herligt tydeligt frem i forhold til Williams gamle udgave fra 70’erne. Alene dét, er en genudgivelse af serien værd. Som Roep nævner i forordet, er der op til flere gode eksempler på Wijns elegante sideopbygning, nedenfor er vist et eksempel, hvor læserens blik elegant føres fra start til slut.
Dertil er den nye farvelægning både mere logisk og omhyggeligt udført. Hvor baggrundsdetaljer i den gamle farvelægning fik en ensartet farve, differentieres de nu, så det er et mere levende udtryk på siderne. Oveni kommer en nyoversættelse, der bestemt adskiller sig fra den gamle, men ikke indholdsmæssigt ændrer noget. Det er dog bestemt rart, at tekstningen i taleboblerne, som Roep i øvrigt også kommer omring i sit forord, ikke hopper og danser som i den gamle udgave.
Så selv om historien virker for løst konstrueret, leverer dette album om Gammelpot samtidig en dejlig hyggelig børneuhygge, der aldrig bliver farligere, end at man kan kaste en snebold i hovedet på en truende isbjørn for at skræmme den væk. Serien er oplagt højtlæsning for de børn, der endnu ikke kan læse selv og er vel i virkeligheden, med sine mere end 40 år på bagen, noget af det bedste på tegneseriemarkedet for børn i den alder samt de yngste skoleklasser.
Del på
