“Pssst!” er Annette Herzog og Katrine Clantes smukke og anbefalelsesværdige skildring af det, der foregår rundt om og i særlig grad inden i den 12-årige Viola. Målgruppen er tween-piger, men der er betydelig mere gods i “Pssst!” end i en hvilken som helst Justin Bieber-serenade.
En stor bristefærdig bums midt på næsen, sur armsved og lyden af et hidsigt ”skrid!” efterfulgt af en dør, der smækker. Det er ikke sjældent sådan, overgangen til puberteten portrætteres: eksplosivt, højlydt og lugtende langt væk af follikelstimulerende og luteiniserende hormoner.
Men “Pssst!” vil noget andet. I neddæmpet, poetisk og usædvanligt indtagende form fortæller den historien om Viola på 12, der prøver at finde fodfæste et sted mellem barndom og ungdom. Og hun er let at holde af og holde med, hende Viola. I en verden af skiftende bedsteveninder, paplillebrødre med irriterende laserpistoler og bedsteforældre, der viser sig at kunne dø, får fantasien og refleksionerne lov at have et eget liv. Et fantasiliv, der eksekveres både originalt og overbevisende i Clantes sarte blyantsstreg og søgende akvarelpalet.
I det første af bogens 12 korte kapitler befinder vi os – uden videre introduktion – i farfarens snedkerværksted. Før vi overhovedet stifter bekendtskab med Viola eller farfar panorerer blikket hen over værktøjsvæggen og skufferne med rawplugs og dyvler. Og videre over træspåner og de svajende syrener uden for vinduet, hen til én, der undrer sig: ”Hvorfor snakker alle mennesker om, hvad der sker, når man er død … Men ingen tænker over, hvor man var, inden man kom til verden?” Det er Viola, der undrer sig, og det gør hun meget.
Tegningernes poesi og sårbare konturer spiller smukt sammen med Violas undren over, hvor længe man mon var ingenting, inden man blev til nogen, om mormors gener afgør ens udseende, og hvorvidt sankthansormen døde, fordi den fik forkert mad, eller fordi der ikke var luft nok i syltetøjsglasset. Herzog og Clante undgår stort set de tykke klichéer fra ungdomsromaner til piger: ”bare jeg kunne score klassens populære dreng, selvom jeg har fregner og bumser”-narrativet, ”jeg er panisk over ikke at have det rigtige tøj til festen i aften, men pludselig indser jeg, at det handler om det indre”-åbenbaringen og ”når nørdepigen tager brillerne af, er hun faktisk en babe”.
Dog går der lige nok visuel klichéfortælling i dagbogsopslaget med glansbilleder, pailletter og en afklippet hårtot med sløjfe på – i enkelte tilfælde spiller “Pssst!” sine kort lige sikkert nok i en lidt for målgruppe-stiliseret formidling af indholdet. Det drejer sig dog om enkelttilfælde, idet de 12 små fortællinger gennemgående vidner om en prisværdig eksperimenteringstrang og en vildt betagende evne til på en gang at skabe konsistens og variation i Violas forunderlige univers.
Især de underfundige og mere løsslupne visualiseringer af, hvor komplekst det kan være pludselig at skulle forholde sig til at have en kvindekrop, gør indtryk. Og den forbandede følelse, at alle andre pludselig også føler, de er i deres ret til at forholde sig til den. “Pssst!” mindede mig om, at det virkelig føles helt ubærlig pinligt, når drengene fnisende observerer, at man har hår under armene i svømmetimen. Og den måde, man søvnløst vender sig i sengen om natten efter at have ladt Anna fra klassen i stikken, fordi man så snit til at hænge ud med de seje piger, der vidste noget om neglelak. Det er ret imponerende, hvordan Herzog og Clante lykkes med hverken af banalisere eller overdramatisere begivenhederne – de har hverken den voksnes bagkloge distance eller Bieber-sangens melodramatik.
Med den skitseagtige blyantsstreg og en klar og naivistisk farvepalet indskriver “Pssst!” sig i en fremtrædende tendens på den danske tegneseriescene og giver associationer til det søgende og personlige formsprog i bl.a. Rikke Bakmans Glimt. Samtidig tilnærmer Herzog og Clante ungdomsgenren med en nysgerrighed og originalitet, der gør “Pssst!” til en selvstændig og kærkommen poetisk stemme i et lydlandskab, der for ofte overdøves af den højtråbende pubertære stereotyp – eller et ”baby, baby, baby, oh” på repeat, for den sags skyld.
Karakter: 4/5
Titel: Pssst!
Forlag: Høst og Søn
Tegner: Katrine Clante
Forfatter: Annette Herzog
Form: Softcover i farve
Pris: 199,95 kr.
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 9788763827331
Udgivelsesland: Danmark