Hej og velkommen til Supersnak med Marvel-Morten & Kim Helt, podcastet her fra Nummer 9, hvor to tidligere tegneserieredaktører nostalgisk sludrer om tegnede overmennesker i spandex.
Marvel-Morten skriver:
Action Comics er nået til nummer 1000, og Superman bliver 80 år i år, og det har du nok opdaget, hvis du har hørt Supersnak på det sidste.
Som rosinen i pølseenden på Supersnaks podcasts om manden fra Krypton anmelder vi Action Comics #1000 og guider dig igennem 10 Superman historier, som har skilt sig ud siden 1938. Det er ikke en “de ti bedste” liste, da den slags lister i bund og grund er spild af tid, men en lille guide til Superman, og hvad man kan læse.
1. Action Comic nr. 3
The Blakely Mine Disaster.
Af Siegel og Shuster.
Han kan endnu ikke flyve, han har ikke varme- eller teleskop syn, men han er ung, anarkistisk og fuld af pep! Oplev Superman før, “The Man” fik fat i kravebenet på ham.
2. Superman nr. 141.
Superman’s Return to Krypton.
Af Siegel og Boring.
Dette er supersæbeoperaen over dem alle, og kun et menneske med hjerte af sten vil ikke fælde en tåre, når Kar-El til slut (ups, spoiler!) mister sit livs kærlighed.
3. Superman nr. 159.
Lois Lane, The Super-Maid of Krypton.
Af Hamilton og Swan.
Når læserne var ved at blive trætte af den benhårde socialrealisme i bladet, kunne man altid lave en fantasihistorie, og hvad var mere naturligt, end at Lois Lane blev superhelt på Krypton?
4. Worlds Finest nr. 164
Brainiacs Super Brain-Child.
Af Foreman og Swan.
Superman og hans bedste ven, manden klædt ud som en flagermus, bekæmper ondskaben og redder verden. Det er naivt, det er tåbeligt, og jeg elsker det!
5. Superman nr. 233-241
Kryptonit Nevermore!
Af O’Neil og Swan.
“Something old, something new…” Den nye tids forfatter sammen med Superman-tegneren over dem alle. Den første moderene Superman!
6. Superman vs. Muhammad Ali
Af O’Neil og Adams.
To amerikanske ikoner møder hinanden og Adams viser virkelig, at han forstår at bruge det store format som bladet udkom i. Og så var det også noget af en svanesang for Neal Adams.
7. Superman Annual nr. 11
For the Man Who Has Everthing
Af Moore og Gibbons.
Før de lavede Watchmen, øvede de sig på denne Supermanhistorie om hans fødselsdag og de gaver, han fik.
8. Superman nr. 2, Vol. 2
“The Secret Revealed.”
Af Byrne.
En sjov lille sag, hvor Byrne sætter en endegyldig stopper for flere ligegyldige historier om, at Clark Kent bliver afsløret som Superman.
9. Superman: Secret Identity
Af Busiek og Immonen.
Han heder Clark Kent, men han har ikke superkræfter, og så en dag…
Busiek er manden bag Astro City, og her er hans udgave af manden, som ikke er Superman og så alligevel bliver det ...
Ligesom den sidste på listen bliver der her leget med myten om Superman, og det har vi lavet en hel podcast om engang. Jeg kunne lide den, Kim kunne ikke.*
*) Kim er langt hen ad vejen enig med Morten i denne liste, men ville vælge miniserien Superman: American Alien af Max Landis & co. eller muligvis Action Comics #866-870 af Geoff Johns og Gary Frank som nummer 9 på listen.
10. All-Star Superman.
Af Morrison og Quitely.
To gale skotter kaster sig over Superman-myten, og det kommer der et sandt mesterværk ud af. Superheltene stammer fra USA, men det er to gutter fra de britiske øer, som har lavet to af de bedste tolkninger af denne meget amerikanske skabning: Alan Moore og Grant Morrison. Der er noget med, at ting ses bedre på afstand. For tæt på, og du mister overblikket. Bliver opslugt af ligegyldige detaljer. Briterne? De forstår at fortælle Superman-historier!
Husk: Du kan abonnere på podcastet på iTunes og på Soundcloud og følge Supersnak på Facebook og finde samtlige afsnit på vores hjemmeside, supersnak.nu.
Og så kan du selvfølgelig høre det her på siden.
Med venlig hilsen
Marvel-Morten
Tidligere afsnit af Supersnak: