Små onde svin
En ruin af et gammelt gods, mystiske lyde, uhyggelige dukker, ildevarslende krager overalt – der er dømt uhygge på Lolland i “Post-it monstre”-tegner John Kenn Mortensens nye ungdomsbog.
”Donk tak, donk tak, donk tak…” Man er ikke mange sider inde i Små onde svin, før der kommer uhyggelige lyde om natten og bilradioer, der skratter med uheldsvanger stemme: ”…og ondskaben vil sive op af mudder, smat og sted og kræve sit offer….”. Det er gys og gru for unge og store børn og den holder spændingen gående til sidste side. For en voksen læser er den også både fængende og underholdende – men gyserdelen og selve plottet er uden tvivl målrettet det yngre publikum.
Den 13-årige Sebastian bliver på grund af moderens indlæggelse nødt til at flytte fra København og ned til sin lidt sære onkel Gunnar på Lolland. Gunnar har købt et gammelt faldefærdigt gods, Kragenborg, som han vil sætte i stand og gøre til en eksklusiv bed & breakfast. Men hvor han ser muligheder, ser alle andre noget, der ligner en hjemsøgt ruin – de lokale kalder konsekvent stedet for Kranienborg. Og fra første nat hører Sebastian sære lyde, ikke mindst fra elevatoren, der ellers ikke har virket i årtier. Sebastian bliver hurtigt overbevist om, at der er noget helt galt på godset, hvor krager holder øje med ham overalt, uhyggelige dukker hjemsøger skabene og der i det hele taget sker mystiske ting og sager. Han finder sammen med de skæveste eksistenser på hans nye skole – en broget lille flok børn, der kalder sig “de små onde svin” – og sammen sætter de sig for at finde ud af, hvad der egentlig foregår. Samtidig har Sebastian tidligere haft angst-anfald og bliver derfor undervejs i tvivl om, hvad der egentlig sker i virkeligheden, og hvor meget der måske bare foregår i hans hoved.
Med Små onde svin viser John Kenn Mortensen, at han udover at tegne monstre, så de kan give enhver mareridt, også kan skrive gys, der kan præcis det samme. Endda en gyserfortælling uden nævneværdigt mange illustrationer. Små onde svin er hverken en tegneserie eller en graphic novel – der er i det hele taget overraskende få af John Kenn Mortensens sædvanlige detaljerede og uhyggelige monstre, som vi har set dem i blandt andet Post-it-monstre og Julebestiariet. Og det savner man umiddelbart lidt i en bog som denne, der ellers oser af uhygge! Til gengæld er der god effekt på det knaldrøde omslag, hvor en kæmpe gris med hvide, stikkende øjne stirrer på en tværs gennem stuen, så man får lyst til at vende bogen om.
dav
Og selvfølgelig er der illustrationer undervejs. Bogens tre dele (samt prolog og epilog) indledes hver med en helsides tegning, der hentyder til, hvad denne del kommer til at handle om. Og så er der kapitlerne, der alle på første side har små trærødder, der rækker ned fra toppen af selve siden, som om de vokser ned i jorden. Og kapitel for kapitel vokser de se stille og roligt længere og længere ned – indtil de pludselig dominerer teksten på siden. Og det er først der, man som læser rigtigt opdager, hvad der sker – fordi øjet pludselig fanges af dem. Derudover er det primært kragerne, der dukker op med jævne mellemrum, som de jo netop også gør i handlingen. Bogen er altså langt mere diskret illustreret, end man normalt ser fra Mortensens hånd, og meget mere realistisk, men måske netop derfor understøtter de så godt de snigende uhygge, der opbygges. På nogle måder endnu bedre, end hvis monstrene havde været tegnede.
Et velskrevet gys for børn og unge i alle aldre!
Del på
