OPI9ON: Der er et bemærkelsesværdigt fravær af tegnere blandt de mange kunstnere, der er med til at uddele 100 millioner offentlige støttekroner til hvert år.
Der sidder 49 mennesker i Statens Kunstfonds magtfulde repræsentantskab. Jeg tæller fem billedkunstnere, tre forfattere, fire komponister, foruden blandt andet en keramiker, en operasanger, en scenograf og mange flere med aktive roller i dansk kulturliv.
Men der sidder ingen tegneserietegnere. Heller ingen illustratorer, bladtegnere eller animationstegnere. Ingen der tegner, blandt de 49 medlemmer. Nul.
Det er ikke sikkert, at du overhovedet har hørt om Statens Kunstfonds repræsentantskab, men når det er vigtigt, så er det fordi repræsentantskabet vælger en stor del af medlemmerne til de legatudvalg der støtter kunsten i Danmark med omkring 100 millioner kroner årligt, foruden at tildele den ærefulde livsvarige hædersydelse til kunstnere.
Så når repræsentantskabet ingen tegneserieskabere, endsige tegnere, har som medlemmer, kan det ikke undre, at der heller sidder ikke nogen tegneserieskabere eller tegnere i de legatudvalg der støtter tegneserier som kunstform. F.eks. i Legatudvalget for Litteratur, der uddeler arbejdslegater til bl.a. tegneserieskabere, eller i Projektstøtteudvalget for Litteratur, der uddeler midler til bl.a. tegneserierelaterede arrangementer som tegnerbesøg og festivaler. Til gengæld sidder der seks forfattere, en lektor og en rektor.
De glemte tegnere
Det var også sigende, at tegnere og tegneserier blev aldeles overset, da kulturminister Jakob Engel-Schmidt i april sidste år nedsatte et udvalg, der skulle se på hvordan man skaber bedre vilkår for danske forfattere, og herunder se på skabernes løn- og arbejdsvilkår, mulighederne for eksport og den faldende læselyst blandt børn og unge. Emner der i høj grad omhandler tegneserieskabere og illustratorer lige så vel som forfattere. Udvalget havde 17 medlemmer, herunder 10-11 forfattere. Ingen tegnere.
Først da et mindre oprør om tegnernes løn- og arbejdsvilkår havde bredt sig på de sociale medier, fik en børne- og ungdomsforfatter og en enkelt tegner, oprørsstifter og Pingprisvinder Signe Parkins, allernådigst lov til at sidde med om bordet.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt købte et billede af tegneren Kamilla Wichmann, da han besøgte Copenhagen Comics sidste år. Foto: Catsten Olsen.
I kunstnerkredse diskuteres der fra gamle dage, hvilke kunstarter er finere end andre. Lyrik er finere end romaner, som dog stadig er finere end børnebøger. Klassisk musik er finere end jazz, som dog er finere end rock. Og så videre. Diskussionen er håbløs, og mange vil nok sige, at vi er nået videre end den arkaiske opdeling i høj- og lavkultur. Og sandt er det da også, at der både sidder filmfolk, rytmiske musikere, børne- og ungeproducenter og mange andre fra de engang mindre fine kunstformer i Statens Kunstfonds repræsentantskab.
Men altså ingen tegneserietegnere.
I kunstformernes hakkeorden ligger tegneserierne åbenart stadig allernederst. I hvert fald set fra de kulturministerielle skriveborde.
De store læseoplevelser for både børn og voksne i Peter Madsens Valhalla, Lars Kramhøfts Byens Lys eller Karoline Stjernfelts I morgen bliver bedre har åbenbart ingen værdi. Ej heller de vilde kunstneriske sving hos en Signe Parkins eller en Rikke Villadsen; eller det, at tegneserier som Mira og Møgmis i dag er det snart eneste børn gider læse; eller det enorme kulturøkonomiske potentiale i kunstformen, som vi ser i fx USA, hvor hver anden spillefilm eller Netflix-serie synes baseret på en tegneserie.
Det synes alt sammen ingen værdi at have. Vi kan kalde tegneserier for grafiske romaner eller billedlitteratur lige så meget som vi vil. Stuerene bliver de åbenbart aldrig. Det er nedslående, at vi stadig skal have den samtale i 2025.
Der udkommer masser af fremragende danske tegneserier i disse år. Her, fra venstre: “Efter København” af Christian Skovgaard, “Husvild” af Lars Kramhøft, “I morgen bliver bedre II” af Karoline Stjernfelt, “Kakerlak” af Halfdan Pisket og “Ivalu” af Morten Dürr og Lars Horneman.
Hvor er tegnernes organisationer?
Men tegnerne og deres organisationer må også se indad. Stort set alle medlemmer af Statens Kunstfonds repræsentantskab er udpeget af kunstnernes egne organisationer og uddannelsesinstitutioner. Af Dansk Forfatterforening, Dansk Komponistforening, Arkitektskolen Aarhus, og så videre.
Der kan man spørge om, hvorfor hverken Danske Tegneserieskabere, Dansk Tegneserieråd, Danske Bladtegnere, Illustratorerne i Dansk Forfatterforening, animatorernes brancheforening ANIS eller uddannelsen i animation og tegneserier The Animation Workshop har formået at gøre deres hoser grønne nok hos kulturministeriet, til at få et medlem i repræsentantskabet. Til at blive accepteret på lige vilkår. Til at være med til at fordele de 100 millioner kroner til kunsten hvert år.
Den opgave ligger lige for, og man kunne ønske at tegnernes egne organisationer tog arbejdshandskerne på, så de kunne sikre deres medlemmer bedre vilkår. Ligesom man kunne ønske sig lidt selvreflektion hos Kulturministeren og hans embedsværk, samt hos repræsentantskabet, når der udpeges fagfolk til diverse legatudvalg.
OPI9ON er Nummer 9’s klummeformat. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Tegningen øverst er af Thomas Nøhr.
