Den Apokalyptiske Drømmer
Ligne claire-faklen bæres videre i en gudesmuk og gribende hyldest til late bloomeren Edgar P. Jacobs.
De fleste kender Edgar P. Jacobs som faderen til Blake og Mortimer og trebinds-sagaen Kampen om verdensherredømmet. Men hvem var egentlig kunstsamleren og operaelskeren, der drømte om at optræde på de store scener, og som Hergé hyldede som sin ven ved at tegne ham som en af mumierne på forsiden af Faraos cigarer? Det bliver vi klogere på i portrætalbummet Den Apokalyptiske drømmer, som nu er udkommet på dansk.
Portrættet er i høj grad baseretpå essay- og romanforfatter Francois Rivieres samtaler med Jacobs fra 1970 og bygger – bortset fra få opdigtede passager – på anekdoter fortalt af Jacobs selv under adskillige besøg i privaten i Lasne lidt uden for Bruxelles.
Vi følger den søgende Edgar Pierre Jacobs, som i sine ungdomsår efter 1. verdenskrig er optaget af antik kunst fra Egypten – i en grad, så han sammen med sin nære ven og livslange inspirator Jaques Van Melkebeke i natlige besøg udenfor åbningstiden trænger ind på et afstøbningsværksted for antik kunst i jubelparken i det centrale Bruxelles. Passionen for kunst går hånd i hånd med lidenskaben for opera, og i 1935 bliver han optaget som barytonsanger sideløbende med et job som reklametegner for stormagasiner. Dette arbejde huer ham ikke, men fører ham ad omveje til et afgørende møde med en berømt etableret tegner.
I 1941 møder han Hergé, som beundrer hans streg og senere ansætter ham som farvelægger og manuskriptforfatter på sine egne Tintin-udgivelser. Deres venskab bliver afgørende for Jacobs videre arbejde som serieskaber på forlaget Bravo og leder i sidste ende til skabelsen af egne historier og karakter. Denne periode får selvfølgelig den plads, det skal have, mens andre nedslag i portrættet, f.eks. hans sidste hustrus død, kun levnes overraskende få sider.
Opdelingen i ni kapitler sikrer elegant fremdriften i albummet, som fortælles legende let og er overraskende hurtigt læst. Hans sene gennembrud som tegner med vigtige nedslag i udgivelser som f.eks. Gåden om Atlantis, SOS meteor og Det gule mærke flettes elegant sammen med hans forhold til kvinder, hans nagende tvivl på egne evner og den vedvarende kærlighed til opera. Værd at fremhæve er en smuk sekvens, hvor Jacobs synger Mortimers replikker akkompagneret af sin muse Ninette på klaver, som smukt beskriver hans musikalitet, indlevelse og perfektionisme.
Tegner Philippe Wurm, som vi ikke har set noget af på dansk endnu, har med en pæn portion ærefrygt – må man formode – påtaget sig den store opgave at tegne Jacobs historie over 136 sider. Valget føles helt naturligt, da hans streg er nært beslægtet med mesterens egen. Den utrolige detaljerigdom, der presses ind i ruderne, præcisionen og den realistiske gengivelse af biler, bygninger og omgivelser ligger tæt op ad klassisk ligne clair – en tegnestil, der er karakteriseret ved en ensartet stregtykkelse og brug af rene klare farver – men Wurm formår alligevel at tilføre karaktererne en afmålt humor, varme og stedvis lavkomik. Noget, som Jacobs selv forkastede, da realisme og alvor for ham var i højsædet, når han tegnede sine ofte meget teksttunge album med lange talebobler, der fyldte det meste af siderne. Et lix-tal, der stadigt deler vandene blandt tegneserie-elskere.
En lækker detalje ved albummet er kortet over Bruxelles, som giver et godt overblik over de forskellige seværdigheder og bopælsadresser, som danner ramme om Jacobs liv. Det samme gælder portrætgalleriet med de vigtigste personer, som Jacobs møder undervejs, og ikke mindst Rivieres appendiks om hans samtaler med Jacobs.
Albummets afslutning i hjemmet i fattigskoven lidt uden for Bruxelles, hvor Jacobs boede sine sidste år alene frem til sin død i 1987, er så smukt tegnet og fortalt, at det må fremkalde gåsehud – ikke kun for inkarnerede fans af Jacobs, men for alle, der vedkender sig tegneseriemediet som den 9. kunstart. Dette er graphic novel-kunst af den allerfineste karat. Jacobs-fans vil føle sig hjemme i herreværelset, mens nye og yngre læsere med sindsro kan begynde her.
Den apokalyptiske drømmer er et veltegnet, velfortalt og til tider rørende portræt af en af tegneseriekunstens ubestridte mestre, og bør naturligt finde plads på den øverste hylde ved siden af Hergés oplevelser fra 2024 og de mange Blake og Mortimer-album, som stadig udkommer på dansk, senest Olriks hævn. I den forbindelse er det også værd at kreditere forlaget for kvaliteten af både papir og tryk.
Efter endt læsning får man lyst til at rejse sig til stående applaus. Bravo, som de siger i operaen.