Det kom pludseligt. Morales var kun 55. Det meste af sin karriere havde han ernæret sig som redaktør og journalist, men i 2003 forfattede han en af de mest bemærkelsesværdige superhelteserier de sidste tyve år, Truth: Red, White and Black, tegnet af den uforlingelige Kyle Baker.
I samleudgaven fik den overtitlen Captain America, for det var ham det handlede om. Blot ikke den kaptajn, Marvel-læsere har været vandt til. Her hed hovedpersonen Isaiah Bradley og var en sort mand, der blev injiceret med det superhelteserum, der senere skulle gøre Steve Rogers til den Captain America vi alle sammen kender.
Der var altså tale om en prequel, der fortalte historien om hvorledes det amerikanske militær først afprøvede serumet på en række sorte værnepligtige før de turde give det til en hvid. Der lå en klar parallel til virkelighedens verdens Tuskegee-eksperimenter, hvor det amerikanske sundhedsvæsen i årtier testede udviklingen af syfilis på uvidende sorte daglejere uden at behandle, endsige informere dem, og med det amerikanske militær og CIAs MKUltra-program, der i tresserne og halvfjerdserne udsatte ligeledes uvidende soldater for bevidsthedsuvidende stoffer og andre ekstreme påvirkninger.
Truth var noget så sjældent som en begavet og genuint subversiv superhelteserie, der ikke blot smurte samfundskritk ovenpå et dybest set uegnet koncept, men snarere fandt sin styrke i selve konceptet — de amerikanske idealer om demokrati, frihed og lighed inkarneret i det industrielt-militære kompleks ultimative produkt: supersoldaten. Og så var den kongenialt og vildt iscenesat af Baker, hvis skarpe stilisering og farveholdning var et bud på, hvorledes tidligere tiders kulørte hæftetradition kunne løftes ind i et nyt århundrede. Hvis du skal læse blot een superhelteserie fra de sidste tyve år, vil i hvert denne læser nok pege på den.
Morales skrev efterfølgende på en ambitiøs, men i sidste ende forfejlet historie om “nutidens” Captain America i figurens månedsblad, tegnet af Chris Bachalo. Ideen var, at Steve Rogers skulle ende med at blive USAs præsident — muligvis som ideal-kontrast til virkelighedens katastrofepræsident, Bush — men Marvels redaktion endte med at kvæle den idé. I stedet blev det til en mildest talt syret lille antihistorie tørt og humoristisk tegnet af tegneselvbiografi-pioneren Eddie Campbell. Det kan synes ærgerligt, men allerede fra de første numre virkede det som om, Morales var usikker i sin færd.
Hans tegneserieoeuvre blev ikke stort, men det rummer en nyklassiker. Mere end hvad de fleste kan prale af.
